Gå videre til hovedindholdet

Satans hjemkomst til Gud

Den 3. marts 1912 vendte Satan tilbage til Gud på Kristi forbøn og menneskers medlidende bøn, som det er åbenbaret for mennesker i værket, "Vandrer mod Lyset!".

Som bod for sine mange forsyndelser pålagde Gud ham, Satan, at meddele en del af de evige sandheder, som han og de øvrige faldne i millioner af år havde søgt at holde tilbage for os mennesker.

Samtidig beder han os alle inderligt om tilgivelse. Hans beretning som indleder "Vandrer mod Lyset!" afsluttes med følgende ord:

"Se, jeg, Ardor (=Satan; min kommentar;cpo), den Ældste, engang Mørkets Tjener, fulgte vor Faders Bud og talede til eder, talede om det Mørke, de Lidelser og den Elendighed, mit Fald og min Synd bragte over Menneskene, mine Skabninger. Og ved eder taler jeg til alle Mennesker, taler til de Slægter, der ere, og til de Slægter, der komme.
Og jeg siger til eder alle: "Frygter mig ikke! hader mig ikke, og forbander mig ikke! thi jeg er ikke længer Helvedes Fyrste, og Helvede er ikke mere!
Og jeg beder eder inderligt, ifald I formaa at overvinde eders Had, at overvinde eders Vrede, da at tilgive mig, hvad jeg har syndet mod eder alle!
Tilgiver mig, at vor Faders Fred og Velsignelse maa være over eder nu og i al Evighed!
Amen"".

Se, denne begivenhed, Satans eller Ardors hjemkomst til Gud, markerer en ny epoke i menneskehedens historie. En ny begyndelse. Fremover vil det være lettere for os mennesker at finde vejen til lyset og Gud.

På længere sigt vil det føre til fredeligere og lysere forhold at leve under for alle. Men vi vil først for alvor se en bedring, når flertallet af mennesker har tilgivet ham, som Gud og han ønsker og håber, at alle vil gøre nu eller i fremtiden.

Vi er nu som menneskehed ved at tage de første skridt på vejen til skabelsen af den nye verden. En verden hvor kærlighed, fred og tolerance for alvor kan dominere livet på Jorden. Jeg beder alle, der læser disse ord søge ind i sit indre, søg Gud og se om ikke mine ord er sande.

Hvis du da kommer til det resultat, at dette er sandheden, så søg at fatte medlidenhed med Ardor, søg at tilgive ham, søg at forstå hans lidelser nu da han er vendt tilbage til Gud og fuldt ud forstår hvor meget ondt han har gjort mod os alle. Søg at forstå hans sorg og anger.

Tilgiv ham, som du selv ønsker at blive tilgivet, når du fejler og angrer og beder om tilgivelse. Tilgiv ham, at Guds dybe fred og velsignelse må sænke sig over dig nu og altid!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst