Gå videre til hovedindholdet

Forsømmelser

I VmL gives der fra oversanselig side klare anvisninger på snart sagt alle livets områder. Det forklares nænsomt men dog myndigt, hvordan vi bør leve. Ikke som påbud, ikke som tvang, men hvorledes vi gavner os selv og andre. Derefter overlades det til menneskets frie vilje at godtage eller forkaste de givne anvisninger.

Et af de områder der omtales i værket, er børneopdragelsen. Det forklares, at ethvert barn har ikke alene brug for men også det fuldeste krav på sine forældres kærlighed og omsorg. Og det indskærpes, at der intet vindes ved at overlade børnene i fremmed varetægt - fx til vuggestuepædagoger eller børnehavepædagoger o lign.

Se, hvordan lyder disse anvisninger i dag? Hvor mange fædre og mødre har ikke et hængeparti her? Hvordan lyder det oversanselige råd eller bud om mild, kærlig men også myndig omsorg til nutidens forældre, der gerne i selvrealiseringens eller selvudviklingens navn overlader børnene til fremmed varetægt næsten fra fødslen? Hvor mange mødre og fædre ved ikke udmærket - inderst inde - at den er helt gal?

Det siger sig selv, at nutidens forældres pylder om deres børn, måske som et forsøg på kompensation, ikke ser særlig godt ud målt med oversanselig målestok.

Resultatet bliver rodløse, opmærksomhedshungrende, egocentriske børn og unge. Og det er klart, at det må blive sådan. For de har måttet undvære den helt basale, ægte kærlighed og omsorg helt fra starten af deres liv.

Det er en hel kultur vi helst skal have ændret til det bedre. Ellers vil det også i fremtiden blive særdeles beskæmmende for de mænd og kvinder, der ofrer deres børn for egen karrieres skyld, at skulle gøre regnskabet op overfor Gud efter endt jordeliv. Lad det ikke blive sådan!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst