Gå videre til hovedindholdet

Forsømmelser

I VmL gives der fra oversanselig side klare anvisninger på snart sagt alle livets områder. Det forklares nænsomt men dog myndigt, hvordan vi bør leve. Ikke som påbud, ikke som tvang, men hvorledes vi gavner os selv og andre. Derefter overlades det til menneskets frie vilje at godtage eller forkaste de givne anvisninger.

Et af de områder der omtales i værket, er børneopdragelsen. Det forklares, at ethvert barn har ikke alene brug for men også det fuldeste krav på sine forældres kærlighed og omsorg. Og det indskærpes, at der intet vindes ved at overlade børnene i fremmed varetægt - fx til vuggestuepædagoger eller børnehavepædagoger o lign.

Se, hvordan lyder disse anvisninger i dag? Hvor mange fædre og mødre har ikke et hængeparti her? Hvordan lyder det oversanselige råd eller bud om mild, kærlig men også myndig omsorg til nutidens forældre, der gerne i selvrealiseringens eller selvudviklingens navn overlader børnene til fremmed varetægt næsten fra fødslen? Hvor mange mødre og fædre ved ikke udmærket - inderst inde - at den er helt gal?

Det siger sig selv, at nutidens forældres pylder om deres børn, måske som et forsøg på kompensation, ikke ser særlig godt ud målt med oversanselig målestok.

Resultatet bliver rodløse, opmærksomhedshungrende, egocentriske børn og unge. Og det er klart, at det må blive sådan. For de har måttet undvære den helt basale, ægte kærlighed og omsorg helt fra starten af deres liv.

Det er en hel kultur vi helst skal have ændret til det bedre. Ellers vil det også i fremtiden blive særdeles beskæmmende for de mænd og kvinder, der ofrer deres børn for egen karrieres skyld, at skulle gøre regnskabet op overfor Gud efter endt jordeliv. Lad det ikke blive sådan!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...