Gå videre til hovedindholdet

Gud og fortabelsen

Inspireret af præsidenten for Society for Universal Sacred Music, Roger Davidson, vil jeg sige, at tanken om fortabelsen altid har været brugt som magtmiddel her på Jorden.

Oprindeligt stammer tanken fra Satan, dengang han endnu var mørkets øverste repræsentant. Han kunne dengang ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Gud engang ville tilgive ham, og byde ham velkommen tilbage til sit Rige. Ja, at Gud længtes efter at tilgive ham, at vinde ham tilbage.

Han troede, at Gud ville knuse og tilintetgøre ham, formørket som han var. Han troede, at der ingen frelse var mulig for ham, og dem der var faldet sammen med ham. Han glemte Guds alkærlighed, glemte Hans almagt.

Siden er tanken blevet udbredt på Jorden, støttet af den dengang formørkede Satan, og misbrugt til at få magt over os mennesker, så vi bøjede os for magthaverne, typisk de gejstlige, i frygt og lydighed.

Til alle der måtte læse dette, siger jeg i Guds navn: Der findes ingen fortabelse! Gud elsker alle, og vil engang byde os alle velkommen i sit Rige, i Paradis, når vi har sejret over mørket, og fuldstændiggjort vores åndelige udvikling!

Som Roger siger i sit smukke brev: Vi er alle blomster i den samme have, og vi bestråles og belives af den samme Sol. Ingen trossamfund, heller ikke Vandrer mod Lyset!, har særlige forrettigheder hos Gud. Vi er alle brødre og søstre. Guds kærlighed er universel, og retter sig ikke eksklusivt mod større eller mindre grupper af mennesker, men omfatter alle, uanset tro eller mangel på tro!

Vandrer mod Lyset! er en mulig genvej til Gud, gennem tilgivelsen af den sørgende og angrende Satan (Ardor). Vi behøver ikke vandre ad denne vej; men dog er det den korteste vej til Ham. Men, som der står i lignelsen, "Vejene", i VmL: Den vej du vælger i tro og i håb, er den korteste.

Lad os alle acceptere dette, acceptere og respektere hver enkelts valg, og leve som de brødre og søstre vi med Rogers ord altid har været.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst