Gå videre til hovedindholdet

Gud og fortabelsen

Inspireret af præsidenten for Society for Universal Sacred Music, Roger Davidson, vil jeg sige, at tanken om fortabelsen altid har været brugt som magtmiddel her på Jorden.

Oprindeligt stammer tanken fra Satan, dengang han endnu var mørkets øverste repræsentant. Han kunne dengang ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Gud engang ville tilgive ham, og byde ham velkommen tilbage til sit Rige. Ja, at Gud længtes efter at tilgive ham, at vinde ham tilbage.

Han troede, at Gud ville knuse og tilintetgøre ham, formørket som han var. Han troede, at der ingen frelse var mulig for ham, og dem der var faldet sammen med ham. Han glemte Guds alkærlighed, glemte Hans almagt.

Siden er tanken blevet udbredt på Jorden, støttet af den dengang formørkede Satan, og misbrugt til at få magt over os mennesker, så vi bøjede os for magthaverne, typisk de gejstlige, i frygt og lydighed.

Til alle der måtte læse dette, siger jeg i Guds navn: Der findes ingen fortabelse! Gud elsker alle, og vil engang byde os alle velkommen i sit Rige, i Paradis, når vi har sejret over mørket, og fuldstændiggjort vores åndelige udvikling!

Som Roger siger i sit smukke brev: Vi er alle blomster i den samme have, og vi bestråles og belives af den samme Sol. Ingen trossamfund, heller ikke Vandrer mod Lyset!, har særlige forrettigheder hos Gud. Vi er alle brødre og søstre. Guds kærlighed er universel, og retter sig ikke eksklusivt mod større eller mindre grupper af mennesker, men omfatter alle, uanset tro eller mangel på tro!

Vandrer mod Lyset! er en mulig genvej til Gud, gennem tilgivelsen af den sørgende og angrende Satan (Ardor). Vi behøver ikke vandre ad denne vej; men dog er det den korteste vej til Ham. Men, som der står i lignelsen, "Vejene", i VmL: Den vej du vælger i tro og i håb, er den korteste.

Lad os alle acceptere dette, acceptere og respektere hver enkelts valg, og leve som de brødre og søstre vi med Rogers ord altid har været.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...