Gå videre til hovedindholdet

100 år

På næste lørdag d. 3. marts 2012 kan mennesker fejre, at det er præcis 100 år siden, at mørkets magt blev brudt, da det lykkedes Kristus, ved menneskers medlidenhed og bøn, at vinde den Ældste, Ardor, Satan tilbage til Lyset og Gud.

Meget er sket siden. De af Ardor inkarnerede Ældste er alle døde, uden at have forvoldt uoprettelig skade blandt menneskene, ved de inkarnerede Yngstes kamp og sejr og ved Guds hjælp. Det sidste bånd der bandt os til vore skabere er således nu brudt, og mennesker står mere frit med hensyn til valget mellem lys og mørke, mellem at følge sandhedens, kærlighedens, mildhedens, fredens stemme, Guds, eller at vandre mørkets vildsomme veje.

Meget er åbenbaret for mennesker ved det værk, der markerede lysets endelige sejr over mørket, Vandrer mod Lyset!, men meget kan og bliver stadig givet. Vandrer mod Lyset! er således ikke en afslutning, et endeligt facit, men derimod snarere markeringen af en ny begyndelse for alle.

Det ser dog ud til, at den tid det vil tage, før mennesker for alvor griber det nye, bliver længere end håbet fra første færd. Den direkte henvendelse til de øverste danske, kirkelige myndigheder med det mægtige budskab bragte således ikke den håbede og med længsel ventede opvågning for de mange. Ligeledes er lignende forsøg med flere af de oversættelser, som senere er blevet lavet af værket; direkte henvendelser til en lang række landes øverste, kirkelige myndigheder hidtil løbet ud i sandet. Den ønskede reformation af menneskets religiøse liv lader således vente på sig.

Men vi har tid nok. Gud har tid nok. Det er også et stort mørke vi her må lade bag os, tilgive og glemme. Det er vanskeligt for mennesker.

Vi må dog aldrig glemme, at den der i Vandrer mod Lyset! beder om tilgivelse, Ardor, den Ældste, ikke er en eller anden fiktiv personlighed. Tilgivelsen af Ardor er ikke en eller anden besværlig, teoretisk mulighed eller ønske fra Guds side. I den anden ende, i den Ældste, er der en levende personlighed, en personlighed, der har bøjet sig dybt for os alle, og hvis dybe, inderlige sorg og anger næppe kan overvurderes. De lidelser som han nu må bære, nu da han fuldt ud forstår, hvor uendelig meget ondt han har forvoldt os alle, er så store, at Gud efter det medie, der modtog Vandrer mod  Lyset!, Johanne Agerskovs angivelse har dysset den Ældste i en dyb søvn, for at lidelserne ikke skal blive for store.

Søg at forstå disse lidelser, søg at fatte medlidenhed med ham, søg at besvare hans dybfølte bøn om tilgivelse med din fulde og hele tilgivelse. Bed din Gud oplyse dig sandheden i, at dette er, hvad Han ønsker.

100 år er gået siden lyset sejrede over mørket, og Gud vandt sit Ældste barn, den med længsel savnede, tilbage. Lad os sammen skabe den nye verden i fredens, tolerancens, kærlighedens, tilgivelsens navn. Og lad os gøre det i sandhed og fuldt ud.

Gud skænke dig, broder eller søster, sin rige, sin dybe velsignelse og fred, hvor du end er! Han jævne dine veje og stier nu og altid, at din vej til Ham må blive så lykkelig som mulig!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst