Gå videre til hovedindholdet

Gud, Guds Tjenere og Guds børn

Af VmL forstår man, at Gud og Guds Tjenere alle er langt større personligheder end vi, Guds børn.

Men hvorfor er det egentlig sådan?

For det første er vi, Guds børn, fra Hans/Hendes side skabt som mindre personligheder. Men samtidig ved vi fra VmL, at der ikke er sat nogen øvre grænse for vores udviklingsmuligheder fra Guds side. Den egentlige grund til at der altid alligevel vil være stor forskel er, tror jeg, at de, Gud og Guds Tjenere, overvandt et langt større mørke, da de kæmpede sig ud af mørket og frem mod lyset.

Således ved vi fra VmL, at hvis menneskeånderne skulle have kæmpet sig alene gennem mørket, ville de være blevet langt større personligheder end Guds først skabte børn, de Ældste og de Yngste. Deres herlighed var blevet større som det hedder.

Så der er altså en klar sammenhæng mellem det mørke, man overvinder, og ens kapacitet. Vi ved også fra VmL+, at jo større "skyggen" er, jo mørkere baggrunden er for den vundne sejr over mørket, jo større og mere harmonisk vil personligheden i sidste ende blive.

Et eksempel på en problemstilling som Gud og Guds Tjenere havde tæt inde på livet under deres kamp ud af mørket, og som vi børn ikke behøver at bekymre os om var, at hvis ikke de sejrede fuldstændig over mørket, ville resultatet formentlig have været, at de var blevet udslettet for evigt af mørket.

Det var således et langt større og mere omfattende mørke, som de overvandt, og derfor er Gud og Guds tolv Tjenere alle så meget mægtigere end vi børn. Og sådan vil det altid være, tror jeg.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst