Gå videre til hovedindholdet

Genvejen

Som det fremgår af VmL og tilhørende værker, har de Yngstes hovedarbejde hidtil bestået i at gøre genvejen til Gud farbar for alle mennesker. Dette arbejde har stået på i millioner af år, og det kulminerede, da det i 1912 lykkedes at vinde Ardor, Satan tilbage til lyset og Gud ved tilgivelse og bøn.

Nu da dette hovedarbejde således er fuldført - og genvejen er en realitet - farbar for enhver, som ønsker at betræde den - bliver de Yngstes vigtigste arbejde at vise menneskene denne genvej.

Dette arbejde bør ikke udføres således, at man føler, at man får trukket denne genvej - tilgivelsen af Ardor og de guddommelige, evige sandheder som meddeles i VmL - ned over hovedet. Alt må ske frivilligt. Genvejen er et tilbud - ikke et krav fra Guds side.

I tidligere tider blev de guddommelige sandheder ofte - på en måde - trukket ned over hovedet på menneskene ved de Ældstes løgnagtige tanker om de frygtelige konsekvenser, der ventede de "ugudelige og syndige" mennesker.

De Ældste og den Ældste selv har således i tidligere tider kun haft alt for let ved at fordreje og forvanske det, som de Yngste bragte menneskeheden af evige sandheder ved deres trusler om fortabelse og det frygtelige liv, der ventede alle, der ikke ville bøje sig.

Gud derimod har altid opdraget alle sine børn i fuld frihed - det vil sige at enhver står frit og selv kan vælge det liv man ønsker at føre. Og denne opdragelse - med den fulde frie vilje og den enkeltes egen længsel efter lys og fred og frivillige tilslutning til lyset og lysets værdier - er jo det eneste der sikrer værdien i den enkeltes liv.

Forestiller man sig, at Gud ved et magtsprog - evt hvis Gud helt fratog os den frie vilje - ville tvinge os mennesker til at følge Hans/Hendes veje og stier - ja da ville det hele jo blive fuldstændig meningsløst. Kun ved den enkeltes frie og selvstændige vilje til lyset får livet reel værdi.

Derfor har enhver af os modtaget den frie vilje som en evig gave fra Gud, og derfor er de Yngstes vigtigste opgave nu også blot at vise den vej, der hurtigst fører til Gud, lyset og freden - ikke som et påbud eller en tvang, men som noget enhver kan tilslutte sig frivilligt om det ønskes.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d