I "Vandrer mod Lyset!" lærer vi, at ethvert menneske følges og bestandig rådes, vejledes og advares af en skytsånd - vor samvittighed. Samtidig lærer vi, at ethvert menneske har noget guddommeligt i jeget.
Det guddommelige i jeget er menneskets ubedragelige punkt - det er kernen i vor ånd, i vort væsen. Står vi i begreb med at synde imod denne kerne, advares vi af vor skytsånd, vor samvittighed - den indre stemme, der taler til det guddommelige i jeget - det ubedragelige punkt.
Handler vi da alligevel - trods alle advarsler - imod det guddommelige i jeget eller mod et eller flere medmennesker, så sker der det, at vi begraver vor kerne, det guddommelige punkt, mere eller mindre dybt (alt efter syndens karakter og omfang) i mørke.
Men selv om vi handler således, så slipper vor skytsånd os ikke. Har vi syndet imod det guddommelige i jeget, er vi således faldet mere eller mindre dybt for mørket, da vil skytsånden bestandig tale til det guddommelige punkt, for at vi med tiden atter kan få uhindret adgang til vort inderste, vor kerne. Dette sker ved at det mørke, der har forurenet os, begravet vor kerne, langsomt, gradvist elimineres. Således rejser Gud de faldne ved skytsånden, samvittigheden.
Denne eliminering sker mere eller mindre hurtigt - afhængig af hvor tydeligt vi hører skytsåndens manende stemme (samvittighedsnaget) og hvor villige vi er til at følge samvittighedens, den indre stemmes vejledning og anvisninger.
Synder man mod det guddommelige i jeget, ens kerne, vil man miste fornemmelsen af, hvem man egentlig er. I varierende grader og styrkeforhold alt efter hvor meget man har syndet, og hvor dybt man er faldet. Men når da engang alt mørke er fjernet og udrenset fra det guddommelige punkt, vil man atter have en klar og sikker fornemmelse af sin egen kerne, sin sande identitet.
Det er i øvrigt min erfaring, at i drømme har vi en stærk tilknytning til vort sande væsen, kernen, det guddommelige punkt eller det guddommelige i jeget. Og somme tider vil også skytsånden meddele sig og tale til os, til vort inderste, i drømme ved drømme, der efter opvågning gør et særligt indtryk.
Det guddommelige i jeget er menneskets ubedragelige punkt - det er kernen i vor ånd, i vort væsen. Står vi i begreb med at synde imod denne kerne, advares vi af vor skytsånd, vor samvittighed - den indre stemme, der taler til det guddommelige i jeget - det ubedragelige punkt.
Handler vi da alligevel - trods alle advarsler - imod det guddommelige i jeget eller mod et eller flere medmennesker, så sker der det, at vi begraver vor kerne, det guddommelige punkt, mere eller mindre dybt (alt efter syndens karakter og omfang) i mørke.
Men selv om vi handler således, så slipper vor skytsånd os ikke. Har vi syndet imod det guddommelige i jeget, er vi således faldet mere eller mindre dybt for mørket, da vil skytsånden bestandig tale til det guddommelige punkt, for at vi med tiden atter kan få uhindret adgang til vort inderste, vor kerne. Dette sker ved at det mørke, der har forurenet os, begravet vor kerne, langsomt, gradvist elimineres. Således rejser Gud de faldne ved skytsånden, samvittigheden.
Denne eliminering sker mere eller mindre hurtigt - afhængig af hvor tydeligt vi hører skytsåndens manende stemme (samvittighedsnaget) og hvor villige vi er til at følge samvittighedens, den indre stemmes vejledning og anvisninger.
Synder man mod det guddommelige i jeget, ens kerne, vil man miste fornemmelsen af, hvem man egentlig er. I varierende grader og styrkeforhold alt efter hvor meget man har syndet, og hvor dybt man er faldet. Men når da engang alt mørke er fjernet og udrenset fra det guddommelige punkt, vil man atter have en klar og sikker fornemmelse af sin egen kerne, sin sande identitet.
Det er i øvrigt min erfaring, at i drømme har vi en stærk tilknytning til vort sande væsen, kernen, det guddommelige punkt eller det guddommelige i jeget. Og somme tider vil også skytsånden meddele sig og tale til os, til vort inderste, i drømme ved drømme, der efter opvågning gør et særligt indtryk.
Kommentarer
Send en kommentar