Gå videre til hovedindholdet

I kærlighedens navn

Der var engang en mand, der søgte kærligheden.

"Jeg er her!" skreg forelskelsens Dronning. Hun glitrede og funklede i sit fine tøj, hatten på skrå, og et skælmsk udtryk i øjnene.

"Nej, det er mig!" kurrede Sexgudinden. Hun lå henslængt på sin sofa, og ventede, ventede på bytte.

"Stop, allesammen, det er mig, han søger!" sagde Angsten. "Jeg har mistet, og jeg er igen bange for at miste. Jeg er kærlighedens pris; det må dog også have lidt at sige!"

Alle råbte i munden på hinanden, og den stakkels mand blev mere og mere forvirret og forpint.

Så en nat havde han en forunderlig drøm. Han drømte, at kærligheden talte til ham:

Jeg er kærligheden. Det er mig, du søger. Mange kommer i mit navn, og dog er det aldrig mig. Den første dag du kaldte mit navn, undfangedes jeg i dit indre. Den smerte du følte, da du søgte mig, var dine fødselsveer, det var mig, der skulle forbi dit indre uvejsomme krat, da jeg langsomt voksede, dine torne og tidsler og dine stenede, støvede veje og alle de navne du gav mig, da det ikke var mig, da jeg ikke var født endnu. Den smerte du følte var, fordi du søgte mig der, hvor jeg ikke er - i andre. Den smerte du følte var, da du forsøgte at begrænse mig - i din frygt for det, du søgte, i din frygt for mig. Jeg er ubegrænset.

Det du søger, er her - i dit eget hjerte. Nu - omsider - er jeg født. Jeg er dit barn og din herre, jeg er det største, det mindste, det sjældneste og det mest almindelige. Jeg er Guds ånde. Jeg er dit hjertes ro. Jeg stilner stormen i dit indre, slukker din tørst og nærer din rod. Det er fuldbyrdet!
_________________

Søger og du skal finde!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere