Gå videre til hovedindholdet

I kærlighedens navn

Der var engang en mand, der søgte kærligheden.

"Jeg er her!" skreg forelskelsens Dronning. Hun glitrede og funklede i sit fine tøj, hatten på skrå, og et skælmsk udtryk i øjnene.

"Nej, det er mig!" kurrede Sexgudinden. Hun lå henslængt på sin sofa, og ventede, ventede på bytte.

"Stop, allesammen, det er mig, han søger!" sagde Angsten. "Jeg har mistet, og jeg er igen bange for at miste. Jeg er kærlighedens pris; det må dog også have lidt at sige!"

Alle råbte i munden på hinanden, og den stakkels mand blev mere og mere forvirret og forpint.

Så en nat havde han en forunderlig drøm. Han drømte, at kærligheden talte til ham:

Jeg er kærligheden. Det er mig, du søger. Mange kommer i mit navn, og dog er det aldrig mig. Den første dag du kaldte mit navn, undfangedes jeg i dit indre. Den smerte du følte, da du søgte mig, var dine fødselsveer, det var mig, der skulle forbi dit indre uvejsomme krat, da jeg langsomt voksede, dine torne og tidsler og dine stenede, støvede veje og alle de navne du gav mig, da det ikke var mig, da jeg ikke var født endnu. Den smerte du følte var, fordi du søgte mig der, hvor jeg ikke er - i andre. Den smerte du følte var, da du forsøgte at begrænse mig - i din frygt for det, du søgte, i din frygt for mig. Jeg er ubegrænset.

Det du søger, er her - i dit eget hjerte. Nu - omsider - er jeg født. Jeg er dit barn og din herre, jeg er det største, det mindste, det sjældneste og det mest almindelige. Jeg er Guds ånde. Jeg er dit hjertes ro. Jeg stilner stormen i dit indre, slukker din tørst og nærer din rod. Det er fuldbyrdet!
_________________

Søger og du skal finde!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...