Carsten Ploug Olsen

Et af de grundliggende træk ved kapitalismen er ideen om (fri) konkurrence mellem virksomheder, lande og arbejdstagere. Nogle debattører taler ligefrem i dag om konkurrencestaten som afløser for velfærdsstaten - og de enten forsvarer eller søger at formulere det eventuelt problematiske ved at opfatte staten og statens rolle på den måde. Der er ingen tvivl om, at konkurrenceelementet er dybt rodfæstet i os mennesker. Alene kampen og konkurrencen om at videreføre vores gener tegner et billede, hvor konkurrenceelementet er rodfæstet i os rent biologisk. Men spørgsmålet er: Hvilket menneskesyn ligger til grund for opfattelsen af mennesket som medspiller i en måske altomfattende konkurrence - og hvad gør det ved os? Hvis man opfatter mennesket som et væsen, der i princippet er i konkurrence med alle andre (dyr og medmennesker), og opfatter menneskets værdi som lig med dets økonomiske formåen og succes - hvis man sætter menneskets værdi lig med fx dets materielle og økonomiske værdi fo...

Gennem menneskets historie har forskellige tænkere og religiøse personer forsøgt at opstille normer for, hvordan vi mennesker bør opføre os. Dette har man forsøgt både med et religiøst og et ateistisk udgangspunkt. Hvad angår den religiøse indfaldsvinkel har forskellige personer henvist til Gud og Guds bud eller "Guds vilje" - og er kommet frem til forskellige normer for menneskelig opførsel - ofte med den tilføjelse, at hvis ikke vi gjorde sådan og sådan så ville vi af Gud blive straffet hårdt - måske evigt. Jeg tror, at det vil være frugtbart at forsøge at skrælle det religiøse lag af etikken - og fx tolke Jesu næstekærlighedsbud - elsk din næste som du elsker dig selv - som et absolut brugbart redskab til at nå frem til en hensigtsmæssig adfærd, men uden den tilføjelse, at hvis ikke vi elsker (eller hvis ikke vi "tror" - på hvad det så måtte være - kristne tænkere er meget uenige i den eksakte definition eller forståelse af kristendommen) så går vi evigt fort...

stjernen, korset og halvmånen du steg ned på bjerget med ild og straf og død du bragte skriften hugget i sten skrevet med blod du kaldte mennesker brændsel for ilden du sagde: gid, du kunne se dem, når de bliver stillet over for ilden og siger: kunne vi blot blive sendt tilbage! da ville vi ikke kalde vor herres tegn for løgn; da ville vi være troende. du sagde: jeg er alfa og omega den vældige du sagde: synd mod den hellig ånd tilgives ikke! de kaldte dig gud du nedkaldte forbandelser over de vantro jeg kalder dig satan med medlidenhed og tilgivelse tegner jeg dit billede: som en skystøtte om dagen en ildsøjle om natten gik du foran folket i ørkenen slangen brændte i dit indre de kaldte dig alle himles konge og underkastede sig i rædsel din helvedesmagt du strøede ilden over verden og ilden fængede i menneskers hjerter de stenede dig forbandede dig du lærte dem: had din næste! dræb din næste! med kæber af jern lukkede mørket sig om dem da de fulgte dit...

I stedet for de planlagte indlæg om centrale elementer i islam, er tankerne om islam blevet til en længere artikel om Guds dobbeltnatur i forskellige religiøse tekster og traditioner som man kan læse her

I forbindelse med min korte gennemgang af nogle få sider i Koranen, og den metode jeg har brugt her, at holde teksten op mod det højeste og reneste billede af Gud, jeg formår at danne mig og (med større eller mindre held) formår at udtrykke i skrift, tænker jeg om det er muligt for noget menneske, fx mig, at danne mig et billede af Gud, som står over sit forbillede - Gud? Er det ikke nødvendigvis sådan, at uanset hvor højt og rent jeg - og enhver anden - som menneske formår at tegne billedet af Gud, så kan det ikke komme fuldt på højde med Gud som Han virkelig er? Intet menneske - det synes sikkert - kan fuldt ud fatte Hans højhed, Hans kærlighed, Hans magt, Hans Guddomsfylde. Dette bør man have i erindring også ved læsning af fx mine skrifter og enhver anden religiøs tekst. Et billede af Gud - fx mit - må nødvendigvis have sin begrænsning. Jeg foregiver altså ikke at have den fulde forståelse og at have tegnet et i alle henseender dækkende billede af vores og min ånds Skaber og Fa...

Da jeg ved læsning af få sider i Koranen har konstateret, at meget ikke står for en nærmere prøvelse, mens sandheden efter min vurdering kun er tilstede i glimt, har jeg besluttet ikke at give en fuldstændig kommentar til Koranen som oprindelig planlagt - fuldstændig i betydningen dækkende hele teksten ud fra en personlig vurdering, ikke nødvendigvis i betydningen den fulde og hele sandhed om Koranen. Som man måske har set har jeg søgt i disse få indlæg ikke kun at kritisere og finde fejl, men også at påpege de glimt af sandhed, som efter min mening findes her som i andre religiøse tekster. Desuden har jeg søgt at sætte noget positivt i stedet der, hvor Koranen efter min opfattelse afviger fra sandheden. I muslimsk selvforståelse er Koranen dikteret eller åbenbaret af ærkeenglen, Gabriel. Det er muligt at Muhammed har nogle sandheder fra denne højtstående lysets ånd ("Vandrer mod Lyset!" kalder ærkeenglene Guds Tjenere; der er tolv af dem), men jeg kan ikke på nogen måde ...

En kristen ser gennem kristendommens vindue. En muslim ser gennem Islams vindue. En filosof ser gennem filosofiens vindue. En sociolog gennem sociologiens. En geolog gennem geologiens. En fysiker gennem fysikkens. En kunstner gennem kunstens. De kalder det de ser verden. Men det er dog kun vinduer i en kælder, i et hus, på en gade, i en by, i et land, på et kontinent, på en klode, i et solsystem, i en galakse, i et uendeligt univers, i et ukendt antal dimensioner... Hvem kan se hele verden gennem et vindue i en kælder, i et hus...osv?