Gå videre til hovedindholdet

Terroristerne har vundet kampen

Når elefanterne slås, trædes græsset ned; afrikansk ordsprog 

Nu - 2019 - hvor både al-Qaida og Islamisk Stat synes nedkæmpet, må vi drage den - paradoksale - slutning, at terroristerne har vundet krigen. Vestens nederlag er både materielt og åndeligt.

Jeg skal her forsøge at forklare hvorfor:

Da Bush-administrationen efter terrorangrebene 11.9.2001 erklærede krig mod terror, begyndte det nederlag for vestmagterne som nu er fuldstændigt.

Hvorfor?

Fordi man søgte at kæmpe for det gode med det ondes midler, krig og vold. Ved at søge at bekæmpe ondt med ondt, går man det ondes veje. Ved at kæmpe for det gode med det ondes midler, ødelægger man det gode man kæmper for.

Langsomt har vi undergravet det åbne og frie samfund, i vid udstrækning underløbet retssamfundet og kompromitteret de værdier, man hævdede at gå i krig for:

Ethvert krigsoffer ødelægger tanken om og respekten for den universelle ret til liv. Denne tanke er nu kun - en tanke, ord, ikke virkelighed. Man har for at beskytte det åbne og frie samfund, lukket samfundene. Man har søgt at forsvare de universelle menneske- og borgerretigheder og retssikkerheden ved at svække retssikkerheden.

I samme åndedrag har man oprustet og opruster fortsat, og dræner derved samfundene for penge og skaberkraft, der kunne være anvendt langt mere konstruktivt: For eksempel til at hjælpe ofre for krig.

Derfor er nederlaget både åndeligt og materielt. Den vestlige verden risikerer et totalt kollaps, også materielt, på grund af de enorme summer man investerer i ødelæggelse af liv.

Kunne det være gået anderledes?

Ja.

Man kunne have afholdt sig fra at lade terroristerne omskabe os i deres billede, hvilket begyndte med erklæringen om krig mod terror, ved at have undladt at invadere Aghanistan og Irak og andre lande.

Skal vi da ikke forsvare os? Skal vi lade onde kræfter overløbe os, skal vi lade alle døre åbne?

Selvfølgelig skal vi forsvare os. Men ikke med det onde.

Det kan lyde som kinesisk, men der er et middel, der kan beskytte mod alle onde anslag og al ondskab, et middel som ingen penge koster og står til enhvers rådighed:

Tillid til Gud!

Det menneske og det samfund der ved sig i Guds varetægt og under Hans beskyttelse, kan intet ondt ramme! Gud er en Uendelig Magt! Og Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt! Gud er ingen krigsherre, men fredens Gud!

At vinde Guds beskyttelse - som individ eller samfund - kræver kun tro og tillid til denne Uendelige Magt.

Denne vej kunne man have fulgt og derved undgået det totale - åndelige og materielle - nederlag, vi ser i dag. Men vi kan også betræde vejen nu og i fremtiden, og dermed lære af historien.

Det er ikke for sent! Vejen ligger farbar! Som den altid har gjort!

Det eneste det kræver er tillid og tro!


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst