Med lov skal land bygges; Jyske lov
International fred er ikke mulig uden international lov og ret
Ved læsning af forskellige politiske og historiske værker, deriblandt Thomas Hobbes, Leviathan, og Emery Reves, Fredens anatomi, har spørgsmålet meldt sig for mig:
Er lov og ret den bedste beskyttelse af menneskers liv, frihed og ejendom og, i givet fald, hvorfor?
Svaret er enkelt:
Lov og ret er den bedste beskyttelse af de grundlæggende menneskerettigheder fordi de tilsiger og virkeliggør konsekvenser af vores handlinger.
Hvis ikke der ved lov og ret var konsekvenser af det vi gør, ville alle kunne gøre lige præcis hvad man har lyst til - deriblandt stjæle eller øve vold og slå ihjel - uden at blive stillet til regnskab.
Men ved lov og ret ved alle, at der er konsekvenser af vores handlinger og derfor afstår de fleste - enten for ved egennytte at undgå dom og straf ved visse handlinger eller fordi vi indser visse handlingers onde natur og ikke ønsker andre ondt - fra strafbare handlinger, der kan skade andre.
På de områder hvor der i dag ikke hersker lov og ret som på nogle internationale forhold, hvor der altså hersker lovløse tilstande, og hvor der er menneskeligt eller mellemstatsligt samkvem, lever vi i et anarki, hvor der ikke er lovfæstede konsekvenser af vores handlinger.
På disse områder begås der derfor ofte selvtægt i form af krig, og lov og ret beskytter her ikke menneskers universelle rettigheder, hvilket er endnu et argument for oprettelsen af en Verdensstat med universel ret til at lovgive og til at håndhæve de universelle love for at beskytte de universelle rettigheder.
Selvtægten - krigen - opstår fordi alle verdens suveræne stater politisk og økonomisk er forbundne, men ikke har lovgivende indflydelse på de forhold i andre suveræne stater, der påvirker den enkelte stat udefra. Da vi hver især ikke har denne lovgivende og regulerende indflydelse på de forhold udefra der påvirker os vitalt, ligger krigens alternativ til med magt at gennemtvinge ændringer i disse forhold tragisk nær og fristende.
Tanken er grundliggende, at lov og ret er den bedste beskyttelse af menneskers universelle rettigheder - først og fremmest retten til liv, frihed og ejendom - og i international skala beskyttelse mod krig - fordi lov og ret tilsiger og virkeliggør konsekvenser af vores personlige eller vores samfunds handlinger.
Lov og ret bør være universel og ikke kun national for at undgå krigens selvtægt og voldelige gennemtvingelse af ændringer i de forhold vi i dag ikke har lovgivende indflydelse på.
Det er væsentligt at skabe klarhed over, på hvilke områder man bør lovgive, og på hvilke ikke.
Generelt kan det siges, at i det vi forstår ved straffelov, bør man kun lovgive negativt og ikke positivt i den forstand, at man forbyder det onde, men ikke påbyder det gode. Med det onde mener jeg i første omgang det, der fratager andres universelle rettigheder til liv, frihed og ejendom og generelt alt, der bringer andre lidelse.
At vi ikke bør påbyde det gode - som historisk set fx Moseloven, Platons Staten og Lovene og Sharialoven har gjort det på visse områder - skyldes den enkle sandhed, som før sagt, at tyranniet vil indføre det gode ved tvang (lov) eller at ved at påbyde det gode bliver det til ondt fordi en væsentlig egenskab ved det gode er frihed. At ville påbyde det gode fører til slaveri.
På andre områder end det strafferetslige - fx inddrivelse af skatter til fælles goder og fordele - kan jeg ikke se noget til hinder for positive love, dvs påbud.
Grundtanken er her, at den lovgivende magt strækker sin hånd for vidt, hvis den påbyder det gode, ligesom den udøvende magt strækker sig for vidt, hvis den vil tvinge mennesker til ikke at gøre det onde.
I det åbne og frie samfund må enhver have ret og frihed til godt eller ondt, men under ansvar overfor den dømmende magt.
Konklusionen på disse tanker er, at lov og ret er den bedste beskyttelse af freden og de grundlæggende menneskerettigheder, liv, frihed og ejendom, og at hvor lov og ret mangler, som mellem de nuværende suveræne natinalstater, er der med matematisk sikkerhed anarki, vold og krig.
Derfor - for at undgå det internationale anarki og de tilbagevendende krige og konflikter og for at skabe en varig fred - har vi brug for international lov og ret - en Verdensregering - eller rettere en global lovgivende, udøvende og dømmende magt; den tanke som Reves i Fredens anatomi fører helt igennem og påviser med næsten matematisk præcision, klarhed og evidens.
Tillæg:
Med hensyn til Verdensstaten må vi bestandig have Reves tanker for øje:
At der ikke er tale om, at de nuværende nationalstater herved afgiver suverænitet men kun giver afkald på den øverste suverænitet.
Ligesom i dag hvor byer og regioner på nogle områder har suverænitet, vil der også hvis Verdensstaten skabes være behov for lokal jurisdiktion.
Lokale forhold reguleres bedst lokalt (som man fx prøvede at skabe med Maastricht-traktatens subsidiaritetsprincip; at beslutninger skulle træffes så nært ved borgerne som muligt).
Men ved forhold der indlysende har international og almenmenneskelig interesse og betydning - fx i forbindelse med klimakrise, den truede biodiversitet, spørgsmål om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, skattely osv - har vi brug for en international eller rettere overstatslig jurisdiktion, en Verdensstat der kan skabe og håndhæve love på områder med disse overstatslige interesser.
Der er således ikke tale om at nedbryde en gældende jurisdiktion, men at udbygge den for at beskytte de universelle rettigheder til liv, frihed og ejendom.
International fred er ikke mulig uden international lov og ret
Ved læsning af forskellige politiske og historiske værker, deriblandt Thomas Hobbes, Leviathan, og Emery Reves, Fredens anatomi, har spørgsmålet meldt sig for mig:
Er lov og ret den bedste beskyttelse af menneskers liv, frihed og ejendom og, i givet fald, hvorfor?
Svaret er enkelt:
Lov og ret er den bedste beskyttelse af de grundlæggende menneskerettigheder fordi de tilsiger og virkeliggør konsekvenser af vores handlinger.
Hvis ikke der ved lov og ret var konsekvenser af det vi gør, ville alle kunne gøre lige præcis hvad man har lyst til - deriblandt stjæle eller øve vold og slå ihjel - uden at blive stillet til regnskab.
Men ved lov og ret ved alle, at der er konsekvenser af vores handlinger og derfor afstår de fleste - enten for ved egennytte at undgå dom og straf ved visse handlinger eller fordi vi indser visse handlingers onde natur og ikke ønsker andre ondt - fra strafbare handlinger, der kan skade andre.
På de områder hvor der i dag ikke hersker lov og ret som på nogle internationale forhold, hvor der altså hersker lovløse tilstande, og hvor der er menneskeligt eller mellemstatsligt samkvem, lever vi i et anarki, hvor der ikke er lovfæstede konsekvenser af vores handlinger.
På disse områder begås der derfor ofte selvtægt i form af krig, og lov og ret beskytter her ikke menneskers universelle rettigheder, hvilket er endnu et argument for oprettelsen af en Verdensstat med universel ret til at lovgive og til at håndhæve de universelle love for at beskytte de universelle rettigheder.
Selvtægten - krigen - opstår fordi alle verdens suveræne stater politisk og økonomisk er forbundne, men ikke har lovgivende indflydelse på de forhold i andre suveræne stater, der påvirker den enkelte stat udefra. Da vi hver især ikke har denne lovgivende og regulerende indflydelse på de forhold udefra der påvirker os vitalt, ligger krigens alternativ til med magt at gennemtvinge ændringer i disse forhold tragisk nær og fristende.
Tanken er grundliggende, at lov og ret er den bedste beskyttelse af menneskers universelle rettigheder - først og fremmest retten til liv, frihed og ejendom - og i international skala beskyttelse mod krig - fordi lov og ret tilsiger og virkeliggør konsekvenser af vores personlige eller vores samfunds handlinger.
Lov og ret bør være universel og ikke kun national for at undgå krigens selvtægt og voldelige gennemtvingelse af ændringer i de forhold vi i dag ikke har lovgivende indflydelse på.
Det er væsentligt at skabe klarhed over, på hvilke områder man bør lovgive, og på hvilke ikke.
Generelt kan det siges, at i det vi forstår ved straffelov, bør man kun lovgive negativt og ikke positivt i den forstand, at man forbyder det onde, men ikke påbyder det gode. Med det onde mener jeg i første omgang det, der fratager andres universelle rettigheder til liv, frihed og ejendom og generelt alt, der bringer andre lidelse.
At vi ikke bør påbyde det gode - som historisk set fx Moseloven, Platons Staten og Lovene og Sharialoven har gjort det på visse områder - skyldes den enkle sandhed, som før sagt, at tyranniet vil indføre det gode ved tvang (lov) eller at ved at påbyde det gode bliver det til ondt fordi en væsentlig egenskab ved det gode er frihed. At ville påbyde det gode fører til slaveri.
På andre områder end det strafferetslige - fx inddrivelse af skatter til fælles goder og fordele - kan jeg ikke se noget til hinder for positive love, dvs påbud.
Grundtanken er her, at den lovgivende magt strækker sin hånd for vidt, hvis den påbyder det gode, ligesom den udøvende magt strækker sig for vidt, hvis den vil tvinge mennesker til ikke at gøre det onde.
I det åbne og frie samfund må enhver have ret og frihed til godt eller ondt, men under ansvar overfor den dømmende magt.
Konklusionen på disse tanker er, at lov og ret er den bedste beskyttelse af freden og de grundlæggende menneskerettigheder, liv, frihed og ejendom, og at hvor lov og ret mangler, som mellem de nuværende suveræne natinalstater, er der med matematisk sikkerhed anarki, vold og krig.
Derfor - for at undgå det internationale anarki og de tilbagevendende krige og konflikter og for at skabe en varig fred - har vi brug for international lov og ret - en Verdensregering - eller rettere en global lovgivende, udøvende og dømmende magt; den tanke som Reves i Fredens anatomi fører helt igennem og påviser med næsten matematisk præcision, klarhed og evidens.
Tillæg:
Med hensyn til Verdensstaten må vi bestandig have Reves tanker for øje:
At der ikke er tale om, at de nuværende nationalstater herved afgiver suverænitet men kun giver afkald på den øverste suverænitet.
Ligesom i dag hvor byer og regioner på nogle områder har suverænitet, vil der også hvis Verdensstaten skabes være behov for lokal jurisdiktion.
Lokale forhold reguleres bedst lokalt (som man fx prøvede at skabe med Maastricht-traktatens subsidiaritetsprincip; at beslutninger skulle træffes så nært ved borgerne som muligt).
Men ved forhold der indlysende har international og almenmenneskelig interesse og betydning - fx i forbindelse med klimakrise, den truede biodiversitet, spørgsmål om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, skattely osv - har vi brug for en international eller rettere overstatslig jurisdiktion, en Verdensstat der kan skabe og håndhæve love på områder med disse overstatslige interesser.
Der er således ikke tale om at nedbryde en gældende jurisdiktion, men at udbygge den for at beskytte de universelle rettigheder til liv, frihed og ejendom.
Kommentarer
Send en kommentar