Gå videre til hovedindholdet

Thomas Hobbes' Leviathan og den grundlæggende politiske drivkraft mod Verdensstaten

Det er altid koldest og mørkest lige før daggry; Winston Churchill

Den logik der driver argumentet i Thomas Hobbes' Leviathan;

At for at undgå naturtilstandens alles kamp mod alle, må individerne afgive en del af deres magt og frihed til en Suveræn (fx en monark eller et demokratisk styre);

Kan siges at tegne en helt grundlæggende politisk drivkraft, nemlig den der præger en politisk bevægelse mod stadig større politiske enheder og sammenslutninger;

Fra urmenneskets løst sammenhængende flokke under en stærk leder, til egentlige stammer, over byer til nationalstater og videre endnu til alliancer af nationalstater (fx EU).

Denne bevægelse mod stadig større enheder vil formentlig ikke stoppe før vi har en egentlig Verdensstat med en permanent siddende Verdensregering og en permanent arbejdende lovgivende og dømmende global magt, fordi behovet for at undgå en alles kamp mod alle - i starten mellem individer (ifølge Hobbes) og senere mellem nationalstater og alliancer af dem - er aktuelt og presserende, netop for at undgå kaos, anarki og krig.

Derfor kan vi opstille denne enkle lovmæssighed:

Hver gang der skabes større politiske enheder og aktører, skifter alles kamp mod alle til det nye og højere niveau, indtil der kun findes en overordnet politisk enhed (Verdensstaten).

Det eneste der forskyder sig i analysen er aktørerne og deres størrelse: Individer - stammer - byer - nationalstater - sammenslutninger af nationalstater osv.

Disse aktører og deres størrelse er skiftet i historien, og dermed udspilles alles kamp mod alle altså mellem stadig større aktører; indtil verden er samlet i en Enhed. Først da vil der ikke længere være behov (eller mulighed) for større enheder (for at undgå en alles kamp mod alle), idet Verdensstaten ikke vil være nødt til at kæmpe mod andre lignende politiske aktører, men kan hellige sig målet om at arbejde til alles bedste; Benthams og Mills størst mulig lykke for flest mulige mennesker (utilitarismen).

En Verdensstat er derfor ikke en tåget vision eller et uopnåeligt Utopia, men en naturlig og logisk fortsættelse af den grundlæggende politiske drivkraft, der har tegnet udviklingen siden menneskehedens barndom.

At behovet er der, er tydeligt nu, hvor klimakrise, våbenkapløb (fx mellem USA og Rusland som i disse dage begge har trukket sig fra INF aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) som i sin tid (1987) blev indgået mellem Reagan og Gorbatjov som et led i nedrustningen), økonomiske kriser osv stadig forleder stater til at kæmpe mod hinanden i stedet for at kæmpe sammen for menneskeheden.

Behovet er aktuelt og presserende på grund af disse økologiske, økonomiske og militære kriser; det sidste ikke mindst nu, hvor fx atomvåben spredes i stedet for at begrænses.

Men hvor længe det vil tage før behovet bliver bevidst og vi - som menneskehed - handler på det, kan ingen vide.

Tilføjet 14.8.2019:

Hvis verden engang bliver samlet til en Enhed i en Verdensstat, må det ske i frihed og med almindelig tilslutning, accept og enighed.

Sagt i et billede:

Det afgørende er om Verdenkronen gives med åben hånd eller ranes med knyttet næve.

For det der ikke besluttes og føres ud i livet i frihed - selv om det er de højeste idealer om fred, broderskab og tolerance og mellemmenneskelig kærlighed - vil ikke kunne stå og vare ved, da det vil savne den indre basis, der gør de høje idealer vores egne i sandhed.

Verdensstaten må derfor - hvis nogensinde - skabes i frihed og af frihed og ikke som et despoti hvor idealerne kun er glasur over tyranniet.

Kun det der gror frem indefra og i frihed skaber den nødvendige indre basis, der kan stå og vare ved.

Tyranniet vil indføre det gode ved tvang, mens det sunde styre lader os tilslutte os det gode i frihed - eller respekterer et nej.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Metode til reformation af alle verdens religioner

Gud er Lysets og kærlighedens og Livets Almagt og Herre; og Han er derudover et uendelig mildt Væsen

Denne opfattelse har jeg dels fra Vandrer mod Lyset, dels fra personlige åbenbaringer.

Derfor kan vi opstille følgende metode til reformation af alle verdens religioner, for eksempel jødedommen, alle typer kristendom og alle islamiske traditioner:

At filtrere alle religioner og deres tekster, traditioner og praksis gennem dette billede af Gud.

Hvis vi gør det, vil det være klart:

At al forfølgelse af anderledes troende og tænkende - også af dem der ikke tror - er af det onde og ikke er i samklang med den sande Gud.

At al dødsstraf, alle krige, al vold og al fordømmelse og intolerance i Guds navn ligeledes er af det onde og må ophøre.

Hvis disse tanker engang vinder hævd blandt mange, må vi forstå, at de der ikke vil anerkende dette gudsbillede som sandhed og lægge det til grund for deres livsførelse, har ret til frit og uden sanktioner og forfølgelse at tro - eller ikke tro - som de vil.

K…