Gå videre til hovedindholdet

Thomas Hobbes' Leviathan og den grundlæggende politiske drivkraft mod Verdensstaten

Det er altid koldest og mørkest lige før daggry; Winston Churchill

Den logik der driver argumentet i Thomas Hobbes' Leviathan;

At for at undgå naturtilstandens alles kamp mod alle, må individerne afgive en del af deres magt og frihed til en Suveræn (fx en monark eller et demokratisk styre);

Kan siges at tegne en helt grundlæggende politisk drivkraft, nemlig den der præger en politisk bevægelse mod stadig større politiske enheder og sammenslutninger;

Fra urmenneskets løst sammenhængende flokke under en stærk leder, til egentlige stammer, over byer til nationalstater og videre endnu til alliancer af nationalstater (fx EU).

Denne bevægelse mod stadig større enheder vil formentlig ikke stoppe før vi har en egentlig Verdensstat med en permanent siddende Verdensregering og en permanent arbejdende lovgivende og dømmende global magt, fordi behovet for at undgå en alles kamp mod alle - i starten mellem individer (ifølge Hobbes) og senere mellem nationalstater og alliancer af dem - er aktuelt og presserende, netop for at undgå kaos, anarki og krig.

Derfor kan vi opstille denne enkle lovmæssighed:

Hver gang der skabes større politiske enheder og aktører, skifter alles kamp mod alle til det nye og højere niveau, indtil der kun findes en overordnet politisk enhed (Verdensstaten).

Det eneste der forskyder sig i analysen er aktørerne og deres størrelse: Individer - stammer - byer - nationalstater - sammenslutninger af nationalstater osv.

Disse aktører og deres størrelse er skiftet i historien, og dermed udspilles alles kamp mod alle altså mellem stadig større aktører; indtil verden er samlet i en Enhed. Først da vil der ikke længere være behov (eller mulighed) for større enheder (for at undgå en alles kamp mod alle), idet Verdensstaten ikke vil være nødt til at kæmpe mod andre lignende politiske aktører, men kan hellige sig målet om at arbejde til alles bedste; Benthams og Mills størst mulig lykke for flest mulige mennesker (utilitarismen).

En Verdensstat er derfor ikke en tåget vision eller et uopnåeligt Utopia, men en naturlig og logisk fortsættelse af den grundlæggende politiske drivkraft, der har tegnet udviklingen siden menneskehedens barndom.

At behovet er der, er tydeligt nu, hvor klimakrise, våbenkapløb (fx mellem USA og Rusland som i disse dage begge har trukket sig fra INF aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) som i sin tid (1987) blev indgået mellem Reagan og Gorbatjov som et led i nedrustningen), økonomiske kriser osv stadig forleder stater til at kæmpe mod hinanden i stedet for at kæmpe sammen for menneskeheden.

Behovet er aktuelt og presserende på grund af disse økologiske, økonomiske og militære kriser; det sidste ikke mindst nu, hvor fx atomvåben spredes i stedet for at begrænses.

Men hvor længe det vil tage før behovet bliver bevidst og vi - som menneskehed - handler på det, kan ingen vide.

Tilføjet 14.8.2019:

Hvis verden engang bliver samlet til en Enhed i en Verdensstat, må det ske i frihed og med almindelig tilslutning, accept og enighed.

Sagt i et billede:

Det afgørende er om Verdenkronen gives med åben hånd eller ranes med knyttet næve.

For det der ikke besluttes og føres ud i livet i frihed - selv om det er de højeste idealer om fred, broderskab og tolerance og mellemmenneskelig kærlighed - vil ikke kunne stå og vare ved, da det vil savne den indre basis, der gør de høje idealer vores egne i sandhed.

Verdensstaten må derfor - hvis nogensinde - skabes i frihed og af frihed og ikke som et despoti hvor idealerne kun er glasur over tyranniet.

Kun det der gror frem indefra og i frihed skaber den nødvendige indre basis, der kan stå og vare ved.

Tyranniet vil indføre det gode ved tvang, mens det sunde styre lader os tilslutte os det gode i frihed - eller respekterer et nej.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst