Gå videre til hovedindholdet

Thomas Hobbes' Leviathan og den grundlæggende politiske drivkraft mod Verdensstaten

Det er altid koldest og mørkest lige før daggry; Winston Churchill

Den logik der driver argumentet i Thomas Hobbes' Leviathan;

At for at undgå naturtilstandens alles kamp mod alle, må individerne afgive en del af deres magt og frihed til en Suveræn (fx en monark eller et demokratisk styre);

Kan siges at tegne en helt grundlæggende politisk drivkraft, nemlig den der præger en politisk bevægelse mod stadig større politiske enheder og sammenslutninger;

Fra urmenneskets løst sammenhængende flokke under en stærk leder, til egentlige stammer, over byer til nationalstater og videre endnu til alliancer af nationalstater (fx EU).

Denne bevægelse mod stadig større enheder vil formentlig ikke stoppe før vi har en egentlig Verdensstat med en permanent siddende Verdensregering og en permanent arbejdende lovgivende og dømmende global magt, fordi behovet for at undgå en alles kamp mod alle - i starten mellem individer (ifølge Hobbes) og senere mellem nationalstater og alliancer af dem - er aktuelt og presserende, netop for at undgå kaos, anarki og krig.

Derfor kan vi opstille denne enkle lovmæssighed:

Hver gang der skabes større politiske enheder og aktører, skifter alles kamp mod alle til det nye og højere niveau, indtil der kun findes en overordnet politisk enhed (Verdensstaten).

Det eneste der forskyder sig i analysen er aktørerne og deres størrelse: Individer - stammer - byer - nationalstater - sammenslutninger af nationalstater osv.

Disse aktører og deres størrelse er skiftet i historien, og dermed udspilles alles kamp mod alle altså mellem stadig større aktører; indtil verden er samlet i en Enhed. Først da vil der ikke længere være behov (eller mulighed) for større enheder (for at undgå en alles kamp mod alle), idet Verdensstaten ikke vil være nødt til at kæmpe mod andre lignende politiske aktører, men kan hellige sig målet om at arbejde til alles bedste; Benthams og Mills størst mulig lykke for flest mulige mennesker (utilitarismen).

En Verdensstat er derfor ikke en tåget vision eller et uopnåeligt Utopia, men en naturlig og logisk fortsættelse af den grundlæggende politiske drivkraft, der har tegnet udviklingen siden menneskehedens barndom.

At behovet er der, er tydeligt nu, hvor klimakrise, våbenkapløb (fx mellem USA og Rusland som i disse dage begge har trukket sig fra INF aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) som i sin tid (1987) blev indgået mellem Reagan og Gorbatjov som et led i nedrustningen), økonomiske kriser osv stadig forleder stater til at kæmpe mod hinanden i stedet for at kæmpe sammen for menneskeheden.

Behovet er aktuelt og presserende på grund af disse økologiske, økonomiske og militære kriser; det sidste ikke mindst nu, hvor fx atomvåben spredes i stedet for at begrænses.

Men hvor længe det vil tage før behovet bliver bevidst og vi - som menneskehed - handler på det, kan ingen vide.

Tilføjet 14.8.2019:

Hvis verden engang bliver samlet til en Enhed i en Verdensstat, må det ske i frihed og med almindelig tilslutning, accept og enighed.

For det der ikke besluttes og føres ud i livet i frihed - selv om det er de højeste idealer om fred, broderskab og tolerance og mellemmenneskelig kærlighed - vil ikke kunne stå og vare ved, da det vil savne den indre basis, der gør de høje idealer vores egne i sandhed.

Verdensstaten må derfor - hvis nogensinde - skabes i frihed og af frihed og ikke som et despoti hvor idealerne kun er glasur over tyranniet.

Kun det der gror frem indefra og i frihed skaber den nødvendige indre basis, der kan stå og vare ved.

Tyranniet vil indføre det gode ved tvang, mens det sunde styre lader os tilslutte os det gode i frihed - eller respekterer et nej.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…

At bryde vej gennem sten

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen

Hvordan skal vi forstå de største lysbringere? Hvilke veje vandrer de? Står de på bjergets top og udbringer milde velsignelser til det hungrende folk, bliver de fejret med palmer og vinkende jubel?

Eller hører dette til i ugeblades åndelighed?

Der hvor mørket er tættest og tungest arbejder og vandrer de største lysbringere. Det største lys tændes i det dybeste mørke.

Se en Jesus af Nazareth hvis byrde dæmpede blikkets naturlige styrke og kraft og gjorde det sorgfuldt og dybt;

Se en Muhammed med de ædle træk vakle under presset fra den ekstreme ondskab idet også han søgte at gennembryde muren;

Se en Michelangelo der i et tidligt brev til sin far skrev, at det nu var femten år siden han i nogle få timer havde følt sig afslappet og veltilpas;

Se en Luther med det urolige og anfægtede og forpinte sind fuld af skyldfølelse og helvedesangst;

Se den aldrende Grundtvig med lidelsen men også beslutsomheden mejslet og ædlet i alle træk;

Se e…