Gå videre til hovedindholdet

Den guddommelige etik og gengældelsesloven

Til forskellige tider har gejstlige og andre søgt at begrunde moral og etik i det religiøse, og har samtidig hævdet, at hvis ikke moralen begrundes religiøst, har den intet gyldigt fundament, og moral og i sidste ende samfundet opløses.

Man hævder da fx de ti bud eller de islamiske lovbestemmelser og hævder guddommelig og guddommeligt sanktionerede straffe - jordiske eller evige - ved lovbrud.

Selve disse love begrundes ikke, men det er faktisk muligt at begrunde den virkelige guddommelige etik - som ikke nødvendigvis er identisk med den kristne eller den islamiske eller andre etablerede religioners - den etik som kan udledes af Vandrer mod Lyset, og som jeg tænker mig at også de fleste ikke-troende kan vedkende sig, nemlig den helt enkle:

Ikke at gøre andre ondt - hverken fysisk eller psykisk - fordi det at gøre andre ondt i sagens natur bringer andre lidelse. Vi bør ikke bringe andre lidelse ud fra en forståelse af, hvor ondt det ville gøre på os selv, hvis vi var i den andens sted (den empatiske etik).

Til i ethvert tilfælde at afgøre hvad der er godt eller ondt at gøre, kan vi trygt forlade os på vores samvittighed (skytsånden; se Vandrer mod Lyset).

Fra Vandrer mod Lyset kender vi også den virkelige 'straf' eller rettere konsekvens ved lovbrud (altså når vi gør andre ondt), nemlig i beskrivelsen af gengældelsesloven, hvis mening ikke er at pine os unødigt, men - som ofte sagt - at opdrage os ved at udsætte os for de samme lidelser, vi har bragt andre, hvorved vi - smerteligt - kan erkende hvad vi har gjort.

Det onde vi bringer over andre, bringer vi samtidig over os selv, og denne kendsgerning vil langsomt vende os bort fra mørket og fremad mod lyset. 

Der er altså mening med den virkelige guddommelige etik og konsekvenserne ved brud med den:

Den mening at vi efterhånden som vi har indset det forkastelige i at gøre andre ondt - eventuelt efter langvarig soning under gengældelsesloven - kan lære at gøre andre godt i stedet.

Der er den intime forbindelse mellem den guddommelige etik og gengældelsesloven at de i kombination engang helt vil fjerne lidelsen fra verden.

Denne forbindelse og dette formål er Lysets Gud værdig. Det er derimod uværdigt - og bespotteligt - at tilskrive Gud - under hvilken form eller hvilket navn det end gøres - viljen til evig og grusom straf.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

At bryde vej gennem sten

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen

Hvordan skal vi forstå de største lysbringere? Hvilke veje vandrer de? Står de på bjergets top og udbringer milde velsignelser til det hungrende folk, bliver de fejret med palmer og vinkende jubel?

Eller hører dette til i ugeblades åndelighed?

Der hvor mørket er tættest og tungest arbejder og vandrer de største lysbringere. Det største lys tændes i det dybeste mørke.

Se en Jesus af Nazareth hvis byrde dæmpede blikkets naturlige styrke og kraft og gjorde det sorgfuldt og dybt;

Se en Muhammed med de ædle træk vakle under presset fra den ekstreme ondskab idet også han søgte at gennembryde muren;

Se en Michelangelo der i et tidligt brev til sin far skrev, at det nu var femten år siden han i nogle få timer havde følt sig afslappet og veltilpas;

Se en Luther med det urolige og anfægtede og forpinte sind fuld af skyldfølelse og helvedesangst;

Se den aldrende Grundtvig med lidelsen men også beslutsomheden mejslet og ædlet i alle træk;

Se e…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…