Gå videre til hovedindholdet

Tanker om klima

Der synes at være en bred videnskabelig og folkelig konsensus omkring klimaforandringer; at de langt overvejende er menneskeskabte og skyldes udledning af CO2.

Personligt har jeg hørt overbevisende argumenter; både for det nævnte synspunkt og for det skeptiske standpunkt (for det sidste: Jordaksens varierende hældning og Svensmarks sol- og skyteori).

Jeg tror ikke der kan være tvivl om at klimaet ændrer sig og at Jorden bliver varmere; det springende punkt er om det skyldes menneskelig aktivitet og afbrænding af fossile brændsler eller om det hovedsagelig skyldes faktorer uden for vores kontrol.

Jeg er ikke ekspert, så det følgende hvor jeg vil undersøge de mulige motiver til de forskellige meninger - hvis virkeligheden er en anden end eksperter på begge sider hævder - kan kun betragtes som en lægmands overvejelser:

At kul- og olieindustrien har indlysende grunde til at så tvivl om menneskeskabte klimaforandringer er givet.

Men omvendt kan der ligge tungtvejende politiske grunde til at hævde teorien om disse angiveligt menneskeskabte forandringer, hvis denne teori er forkert:

Nemlig en vestlig geopolitisk strategi om at frigøre sig for afhængighed af arabisk olie og russisk kul og gas.

Så der kan være tungtvejende grunde til begge synspunkter og til misinformation - hvad der så end er rigtigt og forkert.

Hvad der dog taler imod tanken om at offentligheden misinformeres ud fra den nævnte geopolitiske strategi er, at teorien om de menneskeskabte klimaforandringer i første række hævdes af en vel i princippet fri forskning og videnskab.

Så - hvis vi antager at teorien om de menneskeskabte forandringer er rigtig, tror jeg ikke der kan være tvivl om, at kun hvis vi søger og lykkes med at gøre den grønne omstilling til en god forretning, vil vi kunne løse opgaven.

Hvis den grønne omstilling bliver en social og politisk og økonomisk afvikling af samfundene, vil vi komme til kort.

For venstrefløjen er klimadebatten en gave efter østblokkens sammenbrud for ca 30 år siden.

Her har man fået en ny angrebsflanke mod det kapitalistiske samfund, som man aldrig har accepteret:

Ved at kræve enorme summer af samfundene og staterne (og ikke kun til bekæmpelse af klimaforandringer men til mange andre politikområder; fx massiv omfordeling af penge ved brandbeskatning af de rigeste som man med ret kan kalde venstrepopulisme) kan man svække og måske ødelægge de kapitalistiske samfund og systemer i den nævnte afvikling og økonomiske kvælning af staterne.

Så der kan være mange grunde til motivgranskning i denne debat og al mulig grund til kritisk eftertanke og at være åben for muligheden af at offentligheden misinformeres.

Som med al politik er ikke meget som det synes, og virkeligheden kan være en anden end vi tror.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…

At bryde vej gennem sten

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen

Hvordan skal vi forstå de største lysbringere? Hvilke veje vandrer de? Står de på bjergets top og udbringer milde velsignelser til det hungrende folk, bliver de fejret med palmer og vinkende jubel?

Eller hører dette til i ugeblades åndelighed?

Der hvor mørket er tættest og tungest arbejder og vandrer de største lysbringere. Det største lys tændes i det dybeste mørke.

Se en Jesus af Nazareth hvis byrde dæmpede blikkets naturlige styrke og kraft og gjorde det sorgfuldt og dybt;

Se en Muhammed med de ædle træk vakle under presset fra den ekstreme ondskab idet også han søgte at gennembryde muren;

Se en Michelangelo der i et tidligt brev til sin far skrev, at det nu var femten år siden han i nogle få timer havde følt sig afslappet og veltilpas;

Se en Luther med det urolige og anfægtede og forpinte sind fuld af skyldfølelse og helvedesangst;

Se den aldrende Grundtvig med lidelsen men også beslutsomheden mejslet og ædlet i alle træk;

Se e…