Gå videre til hovedindholdet

Ordets tveæggede sværd. Om kristendom

Siden jeg første gang læste Vandrer mod Lyset for mere end 30 år siden og tidligere endnu: Siden min første åbenbaring af Gud har jeg været anfægtet og dermed i en tilstand af sjæleangst.

For hvad nu hvis kristendommen alligevel var sand, og Vandrer mod Lyset var djævelens værk?

Da Gud havde åbenbaret sig for mig, var jeg ikke i tvivl om Hans eksistens.

Men hvad er sandt?

Lad mig igen forsøge at indkredse hvad kristendom er - idet jeg erkender at der er og kan være mange bud på det - og derefter se, om det er sandheden:

Troen indblæses mennesker ved Guds Ånd eller Ånde (Helligånden) ligesom Gud indblæste Adam og Skriften (Bibelen) ånd og liv (for det sidste: 2. Tim. 3, 16).

Tro føder retfærdighed og frelse (fx Rom. 4, 13-14) og kærlighed. Mennesket frelses ved tro af Ordet (Kristus; Joh. 1, 1-4).

Kristus er vejen, sandheden og livet (Joh. 14, 6), men også en anstødssten vi kan snuble over (Rom. 9, 33), en dumhed og forargelse for tænkende (grækere) og selvretfærdige (jøder) mennesker (1. Kor. 1, 23-24), og alligevel grundstenen eller grundvolden i verden (1. Kor. 3, 10-15), dog vraget af verden.

Paradis er kommet nær i Kristus (Ordet) men Kristus, Ordet (Skriften), er et tveægget sværd (Åb. 1, 16), der skiller Gud fra Satan, frelse fra fortabelse, lys fra mørke og liv fra død.

Kristus, Ordet, er evigt og skal ikke forgå (Luk. 21, 33) og på tro - ikke gerninger - skal mennesker dømmes på Dommedag ved Verdensdommen (Matt. 25, 31-46).

Ligesom Kristus døde og opstod, skal vi - dvs de der tror - dø og opstå i ham (fx Rom. 6, 5).

Tegnet på om noget eller nogen er af Gud eller Satan er, om man bekender Jesus som Kristus, Guds Søn, eller benægter det (1. Joh. 2, 22-24).

Nu; er dette en fair og loyal udlægning af kristendommen eller af hvad den kan være?

Hvis ja, så vil jeg sige, at Gud har åbenbaret mig, at dette ikke er sandheden.

Jeg bærer det vidnesbyrd, at Gud er en uendeligt Magtfuld men også en uendeligt kærlig og mild og nær Gud og Far, fjernt fjernt fra og uendeligt ophøjet over alle disse kristne vrangforestillinger og højt højt hævet over Bibelens (og Koranens) religiøse morads.

Der er intet at være bange for.

Gud er kærlighed og ingen skal fortabes, ingen skal dømmes eller fordømmes på tro eller ikke tro, Paradis er for alle, og engang vil vi alle samles der til livet i evig salighed og fred og kærlighed.

Dette er sandheden!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst