Gå videre til hovedindholdet

Ordets tveæggede sværd. Om kristendom

Siden jeg første gang læste Vandrer mod Lyset for mere end 30 år siden og tidligere endnu: Siden min første åbenbaring af Gud har jeg været anfægtet og dermed i en tilstand af sjæleangst.

For hvad nu hvis kristendommen alligevel var sand, og Vandrer mod Lyset var djævelens værk?

Da Gud havde åbenbaret sig for mig, var jeg ikke i tvivl om Hans eksistens.

Men hvad er sandt?

Lad mig igen forsøge at indkredse hvad kristendom er - idet jeg erkender at der er og kan være mange bud på det - og derefter se, om det er sandheden:

Troen indblæses mennesker ved Guds Ånd eller Ånde (Helligånden) ligesom Gud indblæste Adam og Skriften (Bibelen) ånd og liv (for det sidste: 2. Tim. 3, 16).

Tro føder retfærdighed og frelse (fx Rom. 4, 13-14) og kærlighed. Mennesket frelses ved tro af Ordet (Kristus; Joh. 1, 1-4).

Kristus er vejen, sandheden og livet (Joh. 14, 6), men også en anstødssten vi kan snuble over (Rom. 9, 33), en dumhed og forargelse for tænkende (grækere) og selvretfærdige (jøder) mennesker (1. Kor. 1, 23-24), og alligevel grundstenen eller grundvolden i verden (1. Kor. 3, 10-15), dog vraget af verden.

Paradis er kommet nær i Kristus (Ordet) men Kristus, Ordet (Skriften), er et tveægget sværd (Åb. 1, 16), der skiller Gud fra Satan, frelse fra fortabelse, lys fra mørke og liv fra død.

Kristus, Ordet, er evigt og skal ikke forgå (Luk. 21, 33) og på tro - ikke gerninger - skal mennesker dømmes på Dommedag ved Verdensdommen (Matt. 25, 31-46).

Ligesom Kristus døde og opstod, skal vi - dvs de der tror - dø og opstå i ham (fx Rom. 6, 5).

Tegnet på om noget eller nogen er af Gud eller Satan er, om man bekender Jesus som Kristus, Guds Søn, eller benægter det (1. Joh. 2, 22-24).

Nu; er dette en fair og loyal udlægning af kristendommen eller af hvad den kan være?

Hvis ja, så vil jeg sige, at Gud har åbenbaret mig, at dette ikke er sandheden.

Jeg bærer det vidnesbyrd, at Gud er en uendeligt Magtfuld men også en uendeligt kærlig og mild og nær Gud og Far, fjernt fjernt fra og uendeligt ophøjet over alle disse kristne vrangforestillinger og højt højt hævet over Bibelens (og Koranens) religiøse morads.

Der er intet at være bange for.

Gud er kærlighed og ingen skal fortabes, ingen skal dømmes eller fordømmes på tro eller ikke tro, Paradis er for alle, og engang vil vi alle samles der til livet i evig salighed og fred og kærlighed.

Dette er sandheden!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…

At bryde vej gennem sten

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen

Hvordan skal vi forstå de største lysbringere? Hvilke veje vandrer de? Står de på bjergets top og udbringer milde velsignelser til det hungrende folk, bliver de fejret med palmer og vinkende jubel?

Eller hører dette til i ugeblades åndelighed?

Der hvor mørket er tættest og tungest arbejder og vandrer de største lysbringere. Det største lys tændes i det dybeste mørke.

Se en Jesus af Nazareth hvis byrde dæmpede blikkets naturlige styrke og kraft og gjorde det sorgfuldt og dybt;

Se en Muhammed med de ædle træk vakle under presset fra den ekstreme ondskab idet også han søgte at gennembryde muren;

Se en Michelangelo der i et tidligt brev til sin far skrev, at det nu var femten år siden han i nogle få timer havde følt sig afslappet og veltilpas;

Se en Luther med det urolige og anfægtede og forpinte sind fuld af skyldfølelse og helvedesangst;

Se den aldrende Grundtvig med lidelsen men også beslutsomheden mejslet og ædlet i alle træk;

Se e…