Gå videre til hovedindholdet

Fader, ske din vilje

Hvad er Guds vilje og hvordan fremmer vi den i verden?

Som med al sandhed kan disse spørgsmål ved første blik synes komplicerede og måske umulige at besvare. Og de kan give rum for endeløse diskussioner og konflikter.

Og dog er det så enkelt: Guds vilje er kærlighed og at vi mennesker søger at elske hinanden (elsk din næste som du elsker dig selv; 3. Mos. 19, 18).

Dette bud kan vel både det søgende, det troende og det gudløse menneske samles om. Jeg tænker at ethvert oprigtigt troende menneske der i håb og tro vender sig mod sin Skaber, under hvilket navn vi end giver Ham, vil kunne godtage buddet og idealet, og at ateisten vil anerkende etikken og rationalet i at elske om ikke andet så ud fra sin egen længsel efter og behov for kærlighed.

Gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig (Den gyldne Regel).

Så hvis du ønsker at andre skal elske dig, så elsk selv andre mennesker.

Den måde vi bedst kan fremme kærligheden, Guds vilje, i verden er udover det enkelte menneskes indre sans for kærligheden og dens veje, at lade denne indre fornemmelse tegne banen og retningen for sit liv, er at give sig ind under den Almægtige og alkærlige Guds ledelse og værn; at lægge sit liv i Hans hånd og følge den indre stemmes, samvittighedens, ledelse og vejledning.

Derved - idet vi forener verden - søgende, troende og gudløse - i kærlighedens og barmhjertighedens tegn kan vi sammen skabe den fred vi savner og har så hårdt brug for.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...