Gå videre til hovedindholdet

Åndelig intensivering

Som med al åndelig undervisning og vejledning er det sådan - sagt i et billede - at man nok kan vise andre på et kort vejen til et bestemt sted, men selve vejen må man selv gå. Og i det hele taget gælder det, at livet selv er den største pædagog.

I den ånd vil jeg sige lidt om åndens intensivering.

Som det fremgår af Vandrer mod Lyset (Supplement II, no 64) så er der ikke fra Guds side sat nogen øvre grænse for vi børns udvikling.

En del af denne udvikling sker ved det jeg kalder åndens eller åndelig intensivering og kan udtrykkes ved denne korte formel:

Lyset (ånden) intensiveres ved mørkets pres.

Et billede på dette aspekt i vores udvikling kan være at sammenligne det ved kul, der langsomt og ved pres, presses til diamant, og derefter slibes til.

Som det kan forstås heraf, kommer vi ikke sovende til vores udvikling og visdom. Udvikling og visdom kræver eller koster anstrengelse, og vigtigt er især stærk vilje, selvbeherskelse og tålmodighed.

Som det også ses af dette forhold, så har mørket en klar funktion; netop som VmL siger, at det tjener til at udvikle, styrke og forædle lyset, idet vi lærer at overvinde det og idet lyset intensiveres ved dets pres. Funktionen er altså indirekte men væsentlig.

I livet kan vi iagttage intensiveringen ved det, der kan føles som eksistentiel indsnævring eller eksistentielle knudepunkter; kritiske øjeblikke hvor det afgøres om vi (lyset) skal sejre eller lide (midlertidigt) nederlag.

Men hvis vi på nogle punkter lider nederlag, kan det være en trøst at vide, at intet ondt kan vare evigt, og selv de dybest faldne vil engang sejre. Intet nederlag er evigt. Vi er skabt til sejr.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst