Som med al åndelig undervisning og vejledning er det sådan - sagt i et billede - at man nok kan vise andre på et kort vejen til et bestemt sted, men selve vejen må man selv gå. Og i det hele taget gælder det, at livet selv er den største pædagog.
I den ånd vil jeg sige lidt om åndens intensivering.
Som det fremgår af Vandrer mod Lyset (Supplement II, no 64) så er der ikke fra Guds side sat nogen øvre grænse for vi børns udvikling.
En del af denne udvikling sker ved det jeg kalder åndens eller åndelig intensivering og kan udtrykkes ved denne korte formel:
Lyset (ånden) intensiveres ved mørkets pres.
Et billede på dette aspekt i vores udvikling kan være at sammenligne det ved kul, der langsomt og ved pres, presses til diamant, og derefter slibes til.
Som det kan forstås heraf, kommer vi ikke sovende til vores udvikling og visdom. Udvikling og visdom kræver eller koster anstrengelse, og vigtigt er især stærk vilje, selvbeherskelse og tålmodighed.
Som det også ses af dette forhold, så har mørket en klar funktion; netop som VmL siger, at det tjener til at udvikle, styrke og forædle lyset, idet vi lærer at overvinde det og idet lyset intensiveres ved dets pres. Funktionen er altså indirekte men væsentlig.
I livet kan vi iagttage intensiveringen ved det, der kan føles som eksistentiel indsnævring eller eksistentielle knudepunkter; kritiske øjeblikke hvor det afgøres om vi (lyset) skal sejre eller lide (midlertidigt) nederlag.
Men hvis vi på nogle punkter lider nederlag, kan det være en trøst at vide, at intet ondt kan vare evigt, og selv de dybest faldne vil engang sejre. Intet nederlag er evigt. Vi er skabt til sejr.
I den ånd vil jeg sige lidt om åndens intensivering.
Som det fremgår af Vandrer mod Lyset (Supplement II, no 64) så er der ikke fra Guds side sat nogen øvre grænse for vi børns udvikling.
En del af denne udvikling sker ved det jeg kalder åndens eller åndelig intensivering og kan udtrykkes ved denne korte formel:
Lyset (ånden) intensiveres ved mørkets pres.
Et billede på dette aspekt i vores udvikling kan være at sammenligne det ved kul, der langsomt og ved pres, presses til diamant, og derefter slibes til.
Som det kan forstås heraf, kommer vi ikke sovende til vores udvikling og visdom. Udvikling og visdom kræver eller koster anstrengelse, og vigtigt er især stærk vilje, selvbeherskelse og tålmodighed.
Som det også ses af dette forhold, så har mørket en klar funktion; netop som VmL siger, at det tjener til at udvikle, styrke og forædle lyset, idet vi lærer at overvinde det og idet lyset intensiveres ved dets pres. Funktionen er altså indirekte men væsentlig.
I livet kan vi iagttage intensiveringen ved det, der kan føles som eksistentiel indsnævring eller eksistentielle knudepunkter; kritiske øjeblikke hvor det afgøres om vi (lyset) skal sejre eller lide (midlertidigt) nederlag.
Men hvis vi på nogle punkter lider nederlag, kan det være en trøst at vide, at intet ondt kan vare evigt, og selv de dybest faldne vil engang sejre. Intet nederlag er evigt. Vi er skabt til sejr.
Kommentarer
Send en kommentar