Gå videre til hovedindholdet

Den ene Gud - hvem er Han?

Hvis Gud findes, er Han næppe ringere end et menneske kan forestille sig Ham. Jeg er et menneske, og jeg forestiller mig Gud som denne Lysets og kærlighedens Almagt, som derudover er varm og tryg og nær og mild.

Som sådan har Han også åbenbaret sig for mig - dels gennem Vandrer mod Lyset, dels personligt.

Men den personlige åbenbaring kan selvfølgelig ikke for andre gælde som bevis. Derfor må vi nøjes med her - hvor vi forsøger at forstå noget af Guds natur og hvor vi finder det mest ophøjede og ædle billede af den Almægtige - at se på, hvorvidt opfattelsen af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt lader sig læse ud af VmL - som er tilgængelig for alle mennesker - og derpå sammenligne denne opfattelse med jødedommens Jahve, kristendommens Treenige Gud og islams Allah - de mest udbredte monoteistiske religioner.

Vi foretager denne sammenligning udfra tanken om, at hvis der findes en Gud, findes der kun en, og vi gør det med det forbehold, at intet menneskeligt billede og ingen menneskelige ord fuldt ud kan indfange den Højestes fulde Guddomsfylde, kærlighed og Almagt.

I VmL vises Gud som en alleelskende Gud, der sørger for at ingen går fortabt, heller ikke Satan (Ardor). Det siges, at udfra sit altomfattende kendskab til godt og ondt kan Han komme enhver i møde med den dybeste forståelse og kærlighed og hjælp til at overvinde det onde, når det frister eller truer os.

Det siges at Han er tilgængelig for alle gennem bønnen, og at Han hører og bønhører alle bønner der bedes af et oprigtigt hjerte. Det siges, at vi ikke behøver fremsige bestemte bønner til bestemte tider, og at i mange tilfælde sorgfulde eller glade tanker modtages af den Almægtige som en bøn - som en bøn om hjælp eller som tak for alt det Han har givet os.

Hvad de mange andre oplysninger der gives om Gud i dette værk angår, må henvises til værket selv.

Det er - synes jeg - rimeligt at kalde denne Gud Lysets og kærlighedens Almagt.

Nu: Er denne Gud højere eller lavere end Jahve? Jahve, der udvælger et bestemt folk, Jahve der af og til dræber mennesker, Jahve der åbenbarer sig i rædsel for jøderne, Jahve der udsletter hele folkestammer osv.

Det er retfærdigt at sige, at Lysets og kærlighedens Almagt er højere end denne Jahve.

Dernæst: Er Lysets og kærlighedens Almagt højere eller lavere end Den treenige Gud? Den treenige Gud, der kræver en bestemt tro, en Gud der lader alle ikke-troende gå fortabt, en Gud, der er en forargelse for jøder og en dårskab for grækere, en Gud vi dybest set ikke kan forstå og i hvis hænder det er forfærdeligt at falde?

Det rigtige er at sige, at Lysets og kærlighedens Almagt også er højere end denne Gud.

Sidst: Er Lysets og kærlighedens Almagt højere eller lavere end den islamiske Allah? Allah, der som den treenige Gud kræver absolut tro og lydighed, Allah, der straffer grusomt og nogle gange evigt og hvis straf udpensles mange steder i Koranen, Allah der selv skaber vantro og forstærker vantroen for nogle og dermed fortabelse for en ikke ringe del af menneskeheden?

Det retfærdige og sande er at sige, at Lysets og kærlighedens Almagt også er højere end denne Allah.

Da Vandrer mod Lysets Gud altså står over, langt over, alle hidtil kendte billeder af Gud (ikke bare det jødiske, kristne og islamiske men mange andre), da Han i dette værk i et og alt fremstår som den Almægtige Lysets og kærlighedens Gud, som vi trygt og uden angst kan nærme os, er denne Gud så ikke det sandeste, det nøjagtigste billede vi har af Ham?

Og er Vandrer mod Lyset mon så ikke sandheden, da dette værk er givet i Guds, Lysets og kærlighedens Almagts, Navn og overalt bærer Hans præg?

Dette spørgsmål må enhver besvare udfra sin samvittighed!

Jeg anerkender at jøder, kristne og muslimer kan have et billede af Gud som nærmer sig det ophøjede og sande, men så er det ikke i kraft af, men på trods af, kilderne: Bibelen og koranen. Det jeg kritiserer er ikke mennesker, men ideer om det guddommelige.

I kilderne til både kristendommen og islam fremtræder Gud som en slags mafia-boss der giver et tilbud man ikke kan sige nej til; hvis vi tror og i islams tilfælde underkaster os er alt godt; ellers går vi fortabt. Denne mafia-metode eller pistolpædagogik har selv sagt intet med den sande Gud at gøre.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst