Gå videre til hovedindholdet

Vestlig krigsførelse og islamisk terror er lige forkastelige

Det er helt uhørt når der som i New Zealand bliver begået terror mod fredelige muslimer forsamlet i bøn.

Og det er forkasteligt når vestlige koalitioner invaderer fremmede stater som det skete i fx Afghanistan og Irak.

Det står fast:

Alle liv der tages i dag, skal gives tilbage i morgen ved at de skyldige frelser lige så mange liv som de har taget før de kan vandre videre mod Lyset og Gud.

Derfor siger Kristus i sin tale i Vandrer mod Lyset at intet sinker os så meget på vores vandring som krig, drab og mord.

Anlægger vi en menneskelig synsvinkel bliver resultatet lige så kompromitterende for de skyldige i krig og drab begået af stater.

Vi siger at vi kæmper for eller forsvarer vestlige værdier.

Hvilke værdier? Menneskerettigheder? Hvad med retten til liv? Forsvarer vi den med krig og drab?

De kristne værdier? Hvad med Jesu ord: Tilgiv jeres fjender?

Kompromitterer og undergraver vi ikke alle de umistelige værdier vores samfund bygger på hvad enten vi anfører religiøse eller verdslige grunde til vold og krig?

Lige så forkastelig er den islamiske terror. Heldigvis ser det ud til at selvmordsterrorisme er i aftagende. Men også et angreb med køretøjer og skydevåben som tysk politi i dag siger at have afværget ville have været forfærdeligt - især for terroristerne - fordi det står fast:

At alle liv der tages i dag skal gives tilbage af de skyldige i morgen.

Hvilken ret - hvis vi ser Islams kerne som hjertets inderste overgivelse (eller underkastelse) til Gud og kærligheden - kan terroristen påberåbe sig for sine gerninger?

Ingen.

Men vi synes på begge sider fanget i en politisk konflikt med en tynd religiøs fernis og staffage. Tragisk, især for de skyldige og deres medløbere.

For det står stadig fast - hvad enten vi begrunder vores handlinger religiøst eller verdsligt, politisk:

At ethvert liv der tages i dag skal gives tilbage i morgen, og de værdier vi hævder at kæmpe for eller forsvare ødelægges fuldstændig når det første skud løsnes og det første liv tages!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d