Gå videre til hovedindholdet

Grundkonflikter i det menneskelige sind

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed og vi mennesker både har en fysisk, en astral og en åndelig krop og hjerne, og hvis videre den tolkning af psykoanalysen jeg tidligere har givet her på bloggen er rigtig (Psykoanalyse - en tolkning), så har denne tolkning dog nok alligevel brug for en lille korrektion:

Jeg siger at det spæde barn fødes med en næsten ubegrænset livsdrift (libido), men at det snart møder modstand mod denne stærke libido fra omgivelserne, en modstand eller hæmning som kan sætte sig som neuroser eller 'knuder' i sindet.

Denne opfattelse bør nok nuanceres hvis vi antager - med Vandrer mod Lyset - at mennesket fødes med en moralsk og etisk sans.

Derfor møder den uhæmmede, fysiske livsdrift både ydre og indre modstand (fra omgivelserne og den indre, medfødte etiske og moralske sans), og skaber en modsat strømning i os, dødsdriften, thanatos, og indre konflikt, og dette peger videre mod en grundliggende konflikt i menneskesindet:

Konflikten mellem det fysiske og det åndelige i os.

For udover den første konflikt (libidoen og modstanden mod den) vi møder i livet, rammes vi for anden gang af den grundliggende konflikt mellem åndeligt og fysisk i puberteten. 

Når det seksuelle melder sig, er kønsdriften, ligesom den oprindelige livsdrift, nærmest ubegrænset, men møder også - både indefra og udefra - modstand.

Indefra fordi ånden er strengt monogam (vi er skabt to og to som dualer) og udefra fordi normen i de fleste samfund hævder det monogame forhold som ideal (og således afspejler den åndelige monogami) og fordømmer det polygame menneske ('utroskab').

Derfor er der i det mindste to aspekter og grundkonflikter i os mennesker:

De oprindeligt ubegrænsede drifter, livsdriften og kønsdriften, som både indefra og udefra hæmmes og møder modstand og således danner baggrund for mange neurotiske tilstande og konflikter både i den enkelte og mellem mennesker.

Da disse drifter er konstante (men måske aftagende med alderen) og hæmmede, vil selv det højest udviklede og ædle menneske kunne hjemsøges af indre uro og konflikter med andre mennesker.

Men på den anden side kan denne indsigt bringe sindet en ro ved at erkende at det fuldkomne eller perfekte ikke kan nås af os mennesker.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d