Gå videre til hovedindholdet

Den indre vej

Det lys vi opfordres til at vandre mod i Guds åbenbaring, Vandrer mod Lyset, kan virke abstrakt og diffust; for hvad er lys?

Men det er ikke anderledes end at Lyset er kærligheden. Til det vil jeg sige:

Vandringen mod Lyset er ikke en vandring mod et mål udenfor os, men derimod en vandring indad, idet vi må søge at gøre os selv mere kærlige, tilgivende, milde.

Vandringens mål ligger altså indeni os, ikke uden for os, ultimativt i foreningen ved kærlighed af vores tanke og vilje så vi bliver upåvirkelige af mørket, det onde, i al evighed ('Spørgsmål og Svar II' no 64).

Vi ved fra Vandrer mod Lyset at Gud ikke øver tvang mod nogen, for kun det lys og den kærlighed vi selv kæmper os til, er vores.

Et lys og en kærlighed vi blev tvunget til at antage eller udøve, ville ikke være vores og den ville være uden værdi. Hvis andre tog skridtene for os, ville vi ikke selv blive stærkere. 

Derfor må enhver ved vandringen selv - og i frihed - søge at berige og forædle sin ånd.

Andre kan pege på veje til målet, men vejen må vi selv gå. Det er som hvis vi i en fremmed by spørger om vej til rådhuset:

En lokal kan pege på et kort og sige: 'Der ligger det'; men det er ikke gjort med at få vejen udpeget på et kort hvis vi vil besøge og finde rådhuset; vi må selv gå derhen.

Vejen til det indre mål, kærligheden, vandres i frihed; ingen tvinger os til at vandre den og ingen bør tvinge sin næste.

Hovedloven vi vandrer under er karmaloven, hvis vi ved den forstår, at vi - på godt og ondt - høster hvad vi sår.

Og engang vil alle forstå, at den der sår godt, høster godt, og den der sår ondt, høster ondt.

Og dermed vil alle engang forenes i kærlighed - den kærlighed der gror frem i det indre og trives i frihed.

Vejen er indeni os, ikke udenfor os.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst