Gå videre til hovedindholdet

Slankedoktoren (Godt nok, Tykke - det siger videnskaben)

Efter selv at have udviklet - og fulgt - min stensikre kur var jeg særdeles tilfreds med min vægt, der nu var meget stabil (kun små udsving).

For at underbygge kurens effektivitet og forlene den med videnskabelighed og evidens, besluttede jeg at notere min vægt hver morgen i en tabel.

Ud fra tabellen udarbejdede jeg en graf, så jeg nemt kunne følge vægten over tid og således overbevise mig selv om at jeg var inde i en positiv bane.

Da jeg havde gjort det et stykke tid, følte jeg mig sikker nok til at forsøge at tjene lidt gysser på metoden ved at spille på dagsvægten.

Jeg satte i starten odds lavt - af forsigtighed. Men snart begyndte jeg at gamble mere og til sidst kan man vist ikke kalde det andet end hazard.

Jeg ville være ked af at miste alle mine sparepenge, så - jeg indrømmer det - jeg begyndte at snyde:

Jeg steg op på vægten med hænderne for øjnene og gjorde min indsats - efter at have lindet lidt på højre ringfinger.

Dette gentog sig mange gange og jeg blev rig..lige indtil jeg opdagede og afslørede snyderiet.

Jeg tænkte længe over hvad straffen skulle være..og det endte med en bøde og inddragelse af den daglige tur til McDonalds.

Men min vægt er stadig fin, fin; og jeg har lært - på den hårde måde - at man ikke skal gamble med sit liv og sin sundhed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...