Gå videre til hovedindholdet

En etisk holdning til mennesker i nød

Idet jeg trækker på arven fra Mosebøgerne (3. Mosebog, 19, 18; næstekærlighedsbudet, 'du skal elske din næste som dig selv', som Jesus, Paulus og apostlen Jakob senere citerer) og Den gyldne regel ('gør mod andre som du ønsker andre skal gøre mod dig') vil jeg sige, at en etisk forsvarlig holdning til mennesker i nød er at behandle nødstedte som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i samme situation.

Det vil sige: Hvordan ville vi selv ønske at blive behandlet, hvis vi var flygtninge, hvis vi var romaer, hvis vi var narkomaner, hvis vi var syge osv?

Ville vi så ønske at andre skulle gøre livet utåleligt for os, ville vi som flygtninge ønske at blive stuvet sammen i lejre, frysende og sultende eller udsat for hede og tørst, ville vi ønske at blive afvist og risikere at drukne i Middelhavet, ville vi ønske at blive chikaneret og forfulgt på grund af vores hudfarve eller fordi vi taler et andet sprog eller har en anden religion osv?

Med hensyn til flygtninge så er der ingen der siger at et enkelt land alene skal løfte denne opgave, men for de lande som samlet blok der nyder fred kan det med ret siges at være en etisk forpligtelse.

Note: Den gyldne regel findes i en række kulturer og religiøse og filosofiske traditioner og i forskellige varianter; fx i Jesu bjergprædiken (Matt. 7, 12, Luk. 6, 31), i Islam (hadith; Kitab al-Kafi vol 2, p. 146), hos Kong-tse, i jødedommen (Hillel), i Brahmanisme (Mahabharata, 5: 1517), i buddhismen (Samyutta Nikaya v. 353, Udanavarga 5: 18), i hinduismen (Mencius Vii. A. 4), i taoismen (Tai Shang Kan Ying Pien), Yoruba, Zarathustrianismen (Dadistan-i-dinik, 94:5, Shayast-na-Shayast, 13:29), hos Platon, Sokrates og Seneca og flere andre (kilde: religioustolerance.org). Undertiden formuleres det grundlæggende etiske princip i en negativ formulering (også i forskellige varianter), 'sølvreglen'; 'gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker andre skal gøre mod dig' (kilde: Wikipedia)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…