Gå videre til hovedindholdet

En etisk holdning til mennesker i nød

Idet jeg trækker på arven fra Mosebøgerne (3. Mosebog, 19, 18; næstekærlighedsbudet, 'du skal elske din næste som dig selv', som Jesus, Paulus og apostlen Jakob senere citerer) og Den gyldne regel ('gør mod andre som du ønsker andre skal gøre mod dig') vil jeg sige, at en etisk forsvarlig holdning til mennesker i nød er at behandle nødstedte som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i samme situation.

Det vil sige: Hvordan ville vi selv ønske at blive behandlet, hvis vi var flygtninge, hvis vi var romaer, hvis vi var narkomaner, hvis vi var syge osv?

Ville vi så ønske at andre skulle gøre livet utåleligt for os, ville vi som flygtninge ønske at blive stuvet sammen i lejre, frysende og sultende eller udsat for hede og tørst, ville vi ønske at blive afvist og risikere at drukne i Middelhavet, ville vi ønske at blive chikaneret og forfulgt på grund af vores hudfarve eller fordi vi taler et andet sprog eller har en anden religion osv?

Vi kan forstærke tanken ved at sige, at enhver lidelse og nød kunne være vores egen. Den ydmyge vil let erkende dette, mens kun den tåbeligt selvsikre og arrogante vil benægte det.

Med hensyn til flygtninge så er der ingen der siger at et enkelt land alene skal løfte denne opgave, men for de lande som samlet blok der nyder fred kan det med ret siges at være en etisk forpligtelse.

Note: Den gyldne regel findes i en række kulturer og religiøse og filosofiske traditioner og i forskellige varianter; fx i Jesu bjergprædiken (Matt. 7, 12, Luk. 6, 31), i Islam (hadith; Kitab al-Kafi vol 2, p. 146), hos Kong-tse, i jødedommen (Hillel), i Brahmanisme (Mahabharata, 5: 1517), i buddhismen (Samyutta Nikaya v. 353, Udanavarga 5: 18), i hinduismen (Mencius Vii. A. 4), i taoismen (Tai Shang Kan Ying Pien), Yoruba, Zarathustrianismen (Dadistan-i-dinik, 94:5, Shayast-na-Shayast, 13:29), hos Platon, Sokrates og Seneca og flere andre (kilde: religioustolerance.org). Undertiden formuleres det grundlæggende etiske princip i en negativ formulering (også i forskellige varianter), 'sølvreglen'; 'gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker andre skal gøre mod dig' (kilde: Wikipedia)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere