Gå videre til hovedindholdet

Vandrer mod Lysets forankring i gængs kultur og religion

I nogle år har jeg spurgt mig selv: Hvordan er Vandrer mod Lyset forankret i gængs kultur og religion, hvis den er det? Hvad er forbindelsen? Eller er den så anderledes, at den på en måde er en helt ny begyndelse?

Måske er det rigtigt at sige, at den er forankret i almindelig kendt kultur og religion i tilgivelsestanken. Den kristne Gud kan bestemt opfattes som en tilgivende kærlighedens Gud. Dog med det forbehold at kun den der tror, tilgives og frelses.

I Vandrer mod Lyset fjernes dette forbehold, idet det siges, at alle, også Satan (Ardor) tilgives. Dermed føres tilgivelsestanken til sit ekstrem, og Gud bliver ved det fjernede forbehold større end den kristne Gud.

I kristendommen hævdes det, at mennesket på grund af syndefaldet er eksistentielt skyldigt. I Vandrer mod Lyset siges det derimod, at mennesket er eksistentielt uskyldigt, og vi bedes om at tilgive Satan (Ardor), som er vendt tilbage til Lyset og Gud.

Dermed gøres altså for det første Gud større end vi hidtil har troet, for det andet frikendes vi eksistentielt; vi er ikke af natur syndere, men eksistentielt uskyldige børn af Gud, der elsker og tilgiver alle.

Så ligesom Kristus brød med de gængse jødiske opfattelser af Messias som en politisk befrier og pegede mod en større Gud end den dengang kendte, en Gud der ikke kun var jødernes Gud, men alle menneskers Gud, således peger Vandrer mod Lyset mod en større Gud end den kristne.

Og sådan udvides og udvikles billedet af Gud langsomt gennem tiderne, så billedet står stadig renere og mere ophøjet. Og selv om Vandrer mod Lysets Gud er større end den kristne Gud, så er alt ikke dermed sagt.

Vandrer mod Lyset er en begyndelse, ikke en slutning, og den er forankret i kendt religion og kultur ved sit kærligheds- og tilgivelsesbudskab som for eksempel også kendes fra kristendommen.

Billedet af Gud i Vandrer mod Lyset er en Lysets og kærlighedens Almagt. Men meget kan endnu siges om Gud, billedet vil også i fremtiden udvikles og udvides i takt med at vi mennesker udvikles åndeligt.

Intet billede af Gud, intet menneskeligt billede og tanke, kan fuldt ud dække den Almægiges ophøjede og rene Væsen. Kun gennem kærligheden kan vi tilnærmelsesvis forstå Ham. Derfor er det i den retning, kærligheden, vi i fremtiden må søge, hvis vi ønsker bedre og bedre at forstå Ham.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...