Gå videre til hovedindholdet

Vandrer mod Lysets forankring i gængs kultur og religion

I nogle år har jeg spurgt mig selv: Hvordan er Vandrer mod Lyset forankret i gængs kultur og religion, hvis den er det? Hvad er forbindelsen? Eller er den så anderledes, at den på en måde er en helt ny begyndelse?

Måske er det rigtigt at sige, at den er forankret i almindelig kendt kultur og religion i tilgivelsestanken. Den kristne Gud kan bestemt opfattes som en tilgivende kærlighedens Gud. Dog med det forbehold at kun den der tror, tilgives og frelses.

I Vandrer mod Lyset fjernes dette forbehold, idet det siges, at alle, også Satan (Ardor) tilgives. Dermed føres tilgivelsestanken til sit ekstrem, og Gud bliver ved det fjernede forbehold større end den kristne Gud.

I kristendommen hævdes det, at mennesket på grund af syndefaldet er eksistentielt skyldigt. I Vandrer mod Lyset siges det derimod, at mennesket er eksistentielt uskyldigt, og vi bedes om at tilgive Satan (Ardor), som er vendt tilbage til Lyset og Gud.

Dermed gøres altså for det første Gud større end vi hidtil har troet, for det andet frikendes vi eksistentielt; vi er ikke af natur syndere, men eksistentielt uskyldige børn af Gud, der elsker og tilgiver alle.

Så ligesom Kristus brød med de gængse jødiske opfattelser af Messias som en politisk befrier og pegede mod en større Gud end den dengang kendte, en Gud der ikke kun var jødernes Gud, men alle menneskers Gud, således peger Vandrer mod Lyset mod en større Gud end den kristne.

Og sådan udvides og udvikles billedet af Gud langsomt gennem tiderne, så billedet står stadig renere og mere ophøjet. Og selv om Vandrer mod Lysets Gud er større end den kristne Gud, så er alt ikke dermed sagt.

Vandrer mod Lyset er en begyndelse, ikke en slutning, og den er forankret i kendt religion og kultur ved sit kærligheds- og tilgivelsesbudskab som for eksempel også kendes fra kristendommen.

Billedet af Gud i Vandrer mod Lyset er en Lysets og kærlighedens Almagt. Men meget kan endnu siges om Gud, billedet vil også i fremtiden udvikles og udvides i takt med at vi mennesker udvikles åndeligt.

Intet billede af Gud, intet menneskeligt billede og tanke, kan fuldt ud dække den Almægiges ophøjede og rene Væsen. Kun gennem kærligheden kan vi tilnærmelsesvis forstå Ham. Derfor er det i den retning, kærligheden, vi i fremtiden må søge, hvis vi ønsker bedre og bedre at forstå Ham.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…