Gå videre til hovedindholdet

'Dem og os'

I Appendixet til sin meget sympatiske bog, Islam - Koran. Hadith. Sharia, spørger forfatteren, Aminah Tønnsen, hvor ' dem og os' tankegangen egentlig kommer fra. Det er en kendsgerning at mennesker i dag i mange samfund er splittede og lever i ufred med hinanden. Hvorfor?

Måske ligger den dybeste rod til splittelsen i den tankegang, at der kun findes en menneskelig vej; den kan være religiøs eller for eksempel politisk. Hvis vi hver især tænker, at netop vores vej er den eneste rigtige, så har vi splittelsen.

På det religiøse område er det sikkert tanken om 'de frelste' og ' de fortabte', den religiøse eksklusivitet, der skaber flest problemer. Hvis vi tror at for eksempel islam eller kristendommen eller en hvilken som helst anden religion, og netop vores fortolkning af religionen, er den eneste rigtige, så bidrager vi til splittelsen.

Det er en kendsgerning, at fx muslimer og kristne har mange forskellige opfattelser og fortolkninger af deres religion. Skulle alle dem, der opfatter religionen og troen anderledes end en selv gå fortabt? Sat på spidsen: Er der kun en, der skal frelses, resten fortabes? Mon ikke Gud er større end det? Hvorfor skændes og strides om 'den eneste rigtige vej', når der formentlig ikke er en vej for alle, men en vej for hvert menneske?

Tønnsens bog er tydeligvis skrevet af et menneske, for hvem religion og tro er alvor. Hun giver en rummelig fortolkning og har et blik på koranen og troen som noget dynamisk og universelt. Hun søger at opfatte og videreformidle koranens inderste og dybeste og ikke stoppe ved dens overflade. Hun søger at vise et sympatisk og inkluderende billede af Gud og troen. Og hun skriver, at det at være troende, er en livslang kamp og stræben (jihad) for at tjene Gud ved at tjene skabelsen, og at tro dybest set kun er en sag mellem den enkelte og Gud.

Men jeg tror, at hvis vi for alvor skal lægge den splittelse bag os, som præger verden idag, så er vi nødt til at erkende, at der ikke kun er en menneskelig vej for alle (fx islam eller kristendommen eller liberalisme eller socialisme) men en vej for hvert menneske, en vej som det er en pligt for andre at respektere, så længe den enkeltes vej ikke skader andre.

En verden hvor alle hævder at være i besiddelse af 'den eneste sandhed' og at gå ' den eneste rigtige vej' er en krigens og splittelsens verden. En verden hvor vi accepterer, at der er flere veje, en for hvert menneske, er en mere fredelig verden, hvor vi kan leve sammen.

Paradokset er, at splittelsen og krigen opstår, når vi vil tvinge alle til at gå den samme vej, og at freden og sammenholdet ligger i erkendelsen og accepten af hvert eneste menneskes ret til at gå sin egen personlige vej. Diktaturets natur er tanken om den ene vej og den ene sandhed. Frihed er en vej for hvert menneske.

'Dem og os' tankegangen lever både blandt vesterlændinge og muslimer. 'Os de rene vesterlændinge mod de beskidte muslimer' og 'os de rene muslimer mod de beskidte vesterlændinge'. Men stil heroverfor Jesu paradoks: Lad den der er ren kaste den første sten; et paradoks; for idet stenen kastes, er man ikke længere ren.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d