Stedet uden mørke

I George Orwells, 1984, er den afgørende tanke ikke så meget den massive overvågning og undertrykkelse af borgerne, som det er det der sker i 'værelse 101', stedet uden mørke, stedet hvor sjælen ligger nøgen under skærende, fjendtligt lys og blik, stedet for den inderste frygt, hvor alle knækkes; diktaturets inderste hemmelighed, anatomi og umenneskelighed.

Et sted siges det, 'det gælder ikke om at forblive i live, men at forblive menneske'. Så længe borgerne 'kun' er undertrykte og overvågede er de på en måde uskyldige (ofre), og kan nægte at adlyde eller konspirere mod magten.

Men menneskers egne handlinger og forræderi mod sin egen menneskelighed og værdighed og integritet kan ændre alt. De egne handlinger, os selv, kan ingen beskytte os imod.

Og det er på en måde det ondes natur. Det kan true med bål og brand og det kan lokke os til at handle efter det - men det får kun magt over os hvis vi giver efter for truslerne og angsten og handler, bøjer os. Det kan ikke tvinge os til at handle, men det kan skræmme, lokke, intimidere. Ellers - hvis ikke vi handler - er vi immune overfor det.

I værelse 101 møder Winston (hovedpersonen) sin inderste frygt, rotten; og konfronteret med den forråder han sin elskede, som før sammen med ham var uskyldige ofre for diktaturet. Han gør det ved ikke blot at ønske hende de samme lidelser som han, men ved at ønske at hun skal lide disse lidelser i stedet for ham.

Den inderste frygt kan have mange skikkelser. For Winston er det rotten; for andre kan det være at blive forladt, at miste et barn eller andre ting.

Jeg tror, at essensen af den inderste frygt, hvilken konkret skikkelse den end har, det fælles ved den er en følelse af en fare, der kan destruere ens ånd eller inderste kerne eller hvad vi nu kalder det.

Og derfor er den inderste frygt også en illusion. For ens kerne destrueres ikke hvis fx vi bliver forladt eller mister et barn eller vi møder rotten.

Det afgørende er, hvordan vi håndterer den inderste frygt; om vi bakker, slår op i banen, sælger vores inderste menneskelighed ('det gælder ikke om at forblive i live, men om at forblive menneske') eller ej.

Hvis vi bakker, søger at vige udenom, taber vi. Den mand eller kvinde, der bakker konfronteret med angsten for at miste, der begynder at krybe, der bliver en hund i menneskeskikkelse, 'udsletter sig selv', gør frygtens genstand virkelig som en selvopfyldende profeti. Men også det er jo en (dobbelt) illusion. For vi ophører ikke med at eksistere, hvad der så end sker.

Derfor kan det nogle gange være nødvendigt at se sin inderste frygt i øjnene, eller risikere at den bliver til virkelighed uden at bakke eller vige udenom, for at bevare sin menneskelighed og værdighed og selvrespekt.

Og er dette ikke en del af kærlighedens og livets grundvilkår; at det vi holder for det vigtigste, det mest værdifulde, det kan vi miste; og at acceptere at det er sådan og alligevel turde elske, turde lade noget eller nogen blive det dyrebareste, turde miste?

Og er det modsatte, ikke at elske nogen eller noget, ikke døden? Er smerten eller den mulige smerte og sorg ikke kærlighedens og livets pris? Er det at flygte fra kærligheden fordi vi frygter at miste den ikke døden?

Det er ikke det at miste den anden, men det at miste sig selv, ved handlinger vi selv foretager af angst for at miste os selv, der er gyset i værelse 101, stedet uden mørke.

Et aktuelt og politisk eksempel på denne problematik er IS krigernes propaganda og ekstreme vold; dermed søger de at skræmme og intimidere alle andre til at udføre handlinger som gør os lige så umenneskelige som dem selv, eller til at bøje nakken, hvorved vi - under pres fra den indre frygt for at miste vores samfund og blive løbet over ende - hvis vi handler (slår ihjel, fører krig) mister det vi søger at beskytte: Vores frihed og vores menneskelighed.