Gå videre til hovedindholdet

Stedet uden mørke

I George Orwells, 1984, er den afgørende tanke ikke så meget den massive overvågning og undertrykkelse af borgerne, som det er det der sker i 'værelse 101', stedet uden mørke, stedet hvor sjælen ligger nøgen under skærende, fjendtligt lys og blik, stedet for den inderste frygt, hvor alle knækkes; diktaturets inderste hemmelighed, anatomi og umenneskelighed.

Et sted siges det, 'det gælder ikke om at forblive i live, men at forblive menneske'. Så længe borgerne 'kun' er undertrykte og overvågede er de på en måde uskyldige (ofre), og kan nægte at adlyde eller konspirere mod magten.

Men menneskers egne handlinger og forræderi mod sin egen menneskelighed og værdighed og integritet kan ændre alt. De egne handlinger, os selv, kan ingen beskytte os imod.

Og det er på en måde det ondes natur. Det kan true med bål og brand og det kan lokke os til at handle efter det - men det får kun magt over os hvis vi giver efter for truslerne og angsten og handler, bøjer os. Det kan ikke tvinge os til at handle, men det kan skræmme, lokke, intimidere. Ellers - hvis ikke vi handler - er vi immune overfor det.

I værelse 101 møder Winston (hovedpersonen) sin inderste frygt, rotten; og konfronteret med den forråder han sin elskede, som før sammen med ham var uskyldige ofre for diktaturet. Han gør det ved ikke blot at ønske hende de samme lidelser som han, men ved at ønske at hun skal lide disse lidelser i stedet for ham.

Den inderste frygt kan have mange skikkelser. For Winston er det rotten; for andre kan det være at blive forladt, at miste et barn eller andre ting.

Jeg tror, at essensen af den inderste frygt, hvilken konkret skikkelse den end har, det fælles ved den er en følelse af en fare, der kan destruere ens ånd eller inderste kerne eller hvad vi nu kalder det.

Og derfor er den inderste frygt også en illusion. For ens kerne destrueres ikke hvis fx vi bliver forladt eller mister et barn eller vi møder rotten.

Det afgørende er, hvordan vi håndterer den inderste frygt; om vi bakker, slår op i banen, sælger vores inderste menneskelighed ('det gælder ikke om at forblive i live, men om at forblive menneske') eller ej.

Hvis vi bakker, søger at vige udenom, taber vi. Den mand eller kvinde, der bakker konfronteret med angsten for at miste, der begynder at krybe, der bliver en hund i menneskeskikkelse, 'udsletter sig selv', gør frygtens genstand virkelig som en selvopfyldende profeti. Men også det er jo en (dobbelt) illusion. For vi ophører ikke med at eksistere, hvad der så end sker.

Derfor kan det nogle gange være nødvendigt at se sin inderste frygt i øjnene, eller risikere at den bliver til virkelighed uden at bakke eller vige udenom, for at bevare sin menneskelighed og værdighed og selvrespekt.

Og er dette ikke en del af kærlighedens og livets grundvilkår; at det vi holder for det vigtigste, det mest værdifulde, det kan vi miste; og at acceptere at det er sådan og alligevel turde elske, turde lade noget eller nogen blive det dyrebareste, turde miste?

Og er det modsatte, ikke at elske nogen eller noget, ikke døden? Er smerten eller den mulige smerte og sorg ikke kærlighedens og livets pris? Er det at flygte fra kærligheden fordi vi frygter at miste den ikke døden?

Det er ikke det at miste den anden, men det at miste sig selv, ved handlinger vi selv foretager af angst for at miste os selv, der er gyset i værelse 101, stedet uden mørke.

Et aktuelt og politisk eksempel på denne problematik er IS krigernes propaganda og ekstreme vold; dermed søger de at skræmme og intimidere alle andre til at udføre handlinger som gør os lige så umenneskelige som dem selv, eller til at bøje nakken, hvorved vi - under pres fra den indre frygt for at miste vores samfund og blive løbet over ende - hvis vi handler (slår ihjel, fører krig) mister det vi søger at beskytte: Vores frihed og vores menneskelighed.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…