Gå videre til hovedindholdet

En forenet verden?

I øjeblikket er der mange tendenser der synes at trække verden i retning af splittelse, strid og konflikt. Den bekendte anti-establishment bevægelse gør sig både gældende i Europa og i USA og andre steder. En tolkning af fænomenet kan være, at den politiske elite ignorerer de forskellige folks særegenhed, værdier og historie til fordel for et elitært projekt uden folkelig forankring.

Disse forhold har et historisk ekko i Dostojevskijs tanker om det russiske folk som han nedfældede i sin dagbog, der egentlig består af tidsskriftartikler. Dostojevskij kritiserede de såkaldte europæister netop for at lede landet væk fra dets rødder og folk i retning af Europa og væk fra sin egen rod.

I dagbogen hævder han også, at en stat har brug for en ide, en grundfortælling, og hvis denne idé svækkes, svækkes også staten, og - kunne man med et nutidigt begreb hævde - statens eller nationens sammenhængskraft svækkes, og nationen går sin undergang imøde.

Dostojevskij hævder at den russiske ide og grundfortælling er det han kalder det frie kristne fællesskab, og at kun denne grundide kan redde landet fra opløsning. Ironisk er det så, at revolutionen i 1917 ledte til - ikke et frit - men totalitært, ateistisk regime, der med magt samlede folket i Sovjetunionen.

På mange måder ligner situationen dengang med sine opløsningstendenser vores tid måske fordi vores grundideer er svækket. I Europa er man ved at opgive den kristne grundfortælling og regeringer minder mere om teknokratiske koncerner og grundideerne samler sig om hvordan man kan producere og forbruge mest - som en maskine der er begyndt at ruste og som vi ikke har nogle klare svar på hvordan vi kan reparere.

Men vi mennesker er ikke maskiner men levende væsner med materielle og åndelige behov. Derfor må vores samfunds grundide afspejle dette hvis den skal kunne bære.

Det virker ironisk, at omkring 25 år efter Murens fald og marxismens endeligt, kan det se ud som om Marx havde ret i sin analyse af kapitalismens indbyggede selvdestruktion; stigende ulighed og truende miljøkatastrofer kan måske bane vej for folkelige opstande, hvor folk med magt afsætter den politiske elite og selv griber magten.

Men hvoraf kommer disse opløsningstendenser? Måske af national og religiøs eksklusivitet, hvor alle påberåber sig ret til overherredømme eller; måske er den kapitalistiske ideologi ved at nå sin yderste grænse skabt af en alles kamp mod alle både for individer og stater (konkurrencestaterne).

Og måske er den dybeste rod til miseren at vi mangler en ide, en grundfortælling, der kan samle de splittede folk og den splittede menneskehed så vi ikke er hinandens modstandere men medspillere i forsøget på at skabe en verden det er værd at leve i både åndeligt og materielt.

Jeg har før forsøgt at formulere en sådan ide ved tankerne om en verdensregering. Men jeg har manglet at anføre denne grundides kerne; derfor vil jeg sige at den samlende kerneide i en verden forenet under en fælles regering med lovgivende, udøvende og dømmende magt kan være denne enkle tanke:

En Jord, en menneskehed, en Gud.

Denne idé er ikke taget ud af det blå; for vi har kun en jord og vi er alle mennesker med samme livsproces og fornødenheder, og hvis der findes en Gud, så er der kun en.

Staters grundfortællinger og ideer er ikke evige og uforanderlige. Det er også en kendsgerning, at nationalstaterne ikke har eksisteret altid men er et relativt nyt fænomen. Derfor er det ikke sikkert at de suveræne nationalstater er den bedste og mest rationelle måde at organisere menneskelige samfund på.

Jeg mener, at den her foreslåede løsning og samling af den nu så splittede menneskehed væk fra den nationale og religiøse eksklusivitet som har skabt så mange krige og lidelser er rationel. I hvert fald har vi presserende brug for en samling hvis vi skal undgå nye konflikter, krige og lidelser.

En menneskehed forenet på den fælles Jord under vores fælles Guds øverste ledelse er et bud på en sådan samling.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…