Gå videre til hovedindholdet

En forenet verden?

I øjeblikket er der mange tendenser der synes at trække verden i retning af splittelse, strid og konflikt. Den bekendte anti-establishment bevægelse gør sig både gældende i Europa og i USA og andre steder. En tolkning af fænomenet kan være, at den politiske elite ignorerer de forskellige folks særegenhed, værdier og historie til fordel for et elitært projekt uden folkelig forankring.

Disse forhold har et historisk ekko i Dostojevskijs tanker om det russiske folk som han nedfældede i sin dagbog, der egentlig består af tidsskriftartikler. Dostojevskij kritiserede de såkaldte europæister netop for at lede landet væk fra dets rødder og folk i retning af Europa og væk fra sin egen rod.

I dagbogen hævder han også, at en stat har brug for en ide, en grundfortælling, og hvis denne idé svækkes, svækkes også staten, og - kunne man med et nutidigt begreb hævde - statens eller nationens sammenhængskraft svækkes, og nationen går sin undergang imøde.

Dostojevskij hævder at den russiske ide og grundfortælling er det han kalder det frie kristne fællesskab, og at kun denne grundide kan redde landet fra opløsning. Ironisk er det så, at revolutionen i 1917 ledte til - ikke et frit - men totalitært, ateistisk regime, der med magt samlede folket i Sovjetunionen.

På mange måder ligner situationen dengang med sine opløsningstendenser vores tid måske fordi vores grundideer er svækket. I Europa er man ved at opgive den kristne grundfortælling og regeringer minder mere om teknokratiske koncerner og grundideerne samler sig om hvordan man kan producere og forbruge mest - som en maskine der er begyndt at ruste og som vi ikke har nogle klare svar på hvordan vi kan reparere.

Men vi mennesker er ikke maskiner men levende væsner med materielle og åndelige behov. Derfor må vores samfunds grundide afspejle dette hvis den skal kunne bære.

Det virker ironisk, at omkring 25 år efter Murens fald og marxismens endeligt, kan det se ud som om Marx havde ret i sin analyse af kapitalismens indbyggede selvdestruktion; stigende ulighed og truende miljøkatastrofer kan måske bane vej for folkelige opstande, hvor folk med magt afsætter den politiske elite og selv griber magten.

Men hvoraf kommer disse opløsningstendenser? Måske af national og religiøs eksklusivitet, hvor alle påberåber sig ret til overherredømme eller; måske er den kapitalistiske ideologi ved at nå sin yderste grænse skabt af en alles kamp mod alle både for individer og stater (konkurrencestaterne).

Og måske er den dybeste rod til miseren at vi mangler en ide, en grundfortælling, der kan samle de splittede folk og den splittede menneskehed så vi ikke er hinandens modstandere men medspillere i forsøget på at skabe en verden det er værd at leve i både åndeligt og materielt.

Jeg har før forsøgt at formulere en sådan ide ved tankerne om en verdensregering. Men jeg har manglet at anføre denne grundides kerne; derfor vil jeg sige at den samlende kerneide i en verden forenet under en fælles regering med lovgivende, udøvende og dømmende magt kan være denne enkle tanke:

En Jord, en menneskehed, en Gud.

Denne idé er ikke taget ud af det blå; for vi har kun en jord og vi er alle mennesker med samme livsproces og fornødenheder, og hvis der findes en Gud, så er der kun en.

Staters grundfortællinger og ideer er ikke evige og uforanderlige. Det er også en kendsgerning, at nationalstaterne ikke har eksisteret altid men er et relativt nyt fænomen. Derfor er det ikke sikkert at de suveræne nationalstater er den bedste og mest rationelle måde at organisere menneskelige samfund på.

Jeg mener, at den her foreslåede løsning og samling af den nu så splittede menneskehed væk fra den nationale og religiøse eksklusivitet som har skabt så mange krige og lidelser er rationel. I hvert fald har vi presserende brug for en samling hvis vi skal undgå nye konflikter, krige og lidelser.

En menneskehed forenet på den fælles Jord under vores fælles Guds øverste ledelse er et bud på en sådan samling.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…