Gå videre til hovedindholdet

En forenet verden?

I øjeblikket er der mange tendenser der synes at trække verden i retning af splittelse, strid og konflikt. Den bekendte anti-establishment bevægelse gør sig både gældende i Europa og i USA og andre steder. En tolkning af fænomenet kan være, at den politiske elite ignorerer de forskellige folks særegenhed, værdier og historie til fordel for et elitært projekt uden folkelig forankring.

Disse forhold har et historisk ekko i Dostojevskijs tanker om det russiske folk som han nedfældede i sin dagbog, der egentlig består af tidsskriftartikler. Dostojevskij kritiserede de såkaldte europæister netop for at lede landet væk fra dets rødder og folk i retning af Europa og væk fra sin egen rod.

I dagbogen hævder han også, at en stat har brug for en ide, en grundfortælling, og hvis denne idé svækkes, svækkes også staten, og - kunne man med et nutidigt begreb hævde - statens eller nationens sammenhængskraft svækkes, og nationen går sin undergang imøde.

Dostojevskij hævder at den russiske ide og grundfortælling er det han kalder det frie kristne fællesskab, og at kun denne grundide kan redde landet fra opløsning. Ironisk er det så, at revolutionen i 1917 ledte til - ikke et frit - men totalitært, ateistisk regime, der med magt samlede folket i Sovjetunionen.

På mange måder ligner situationen dengang med sine opløsningstendenser vores tid måske fordi vores grundideer er svækket. I Europa er man ved at opgive den kristne grundfortælling og regeringer minder mere om teknokratiske koncerner og grundideerne samler sig om hvordan man kan producere og forbruge mest - som en maskine der er begyndt at ruste og som vi ikke har nogle klare svar på hvordan vi kan reparere.

Men vi mennesker er ikke maskiner men levende væsner med materielle og åndelige behov. Derfor må vores samfunds grundide afspejle dette hvis den skal kunne bære.

Det virker ironisk, at omkring 25 år efter Murens fald og marxismens endeligt, kan det se ud som om Marx havde ret i sin analyse af kapitalismens indbyggede selvdestruktion; stigende ulighed og truende miljøkatastrofer kan måske bane vej for folkelige opstande, hvor folk med magt afsætter den politiske elite og selv griber magten.

Men hvoraf kommer disse opløsningstendenser? Måske af national og religiøs eksklusivitet, hvor alle påberåber sig ret til overherredømme eller; måske er den kapitalistiske ideologi ved at nå sin yderste grænse skabt af en alles kamp mod alle både for individer og stater (konkurrencestaterne).

Og måske er den dybeste rod til miseren at vi mangler en ide, en grundfortælling, der kan samle de splittede folk og den splittede menneskehed så vi ikke er hinandens modstandere men medspillere i forsøget på at skabe en verden det er værd at leve i både åndeligt og materielt.

Jeg har før forsøgt at formulere en sådan ide ved tankerne om en verdensregering. Men jeg har manglet at anføre denne grundides kerne; derfor vil jeg sige at den samlende kerneide i en verden forenet under en fælles regering med lovgivende, udøvende og dømmende magt kan være denne enkle tanke:

En Jord, en menneskehed, en Gud.

Denne idé er ikke taget ud af det blå; for vi har kun en jord og vi er alle mennesker med samme livsproces og fornødenheder, og hvis der findes en Gud, så er der kun en.

Staters grundfortællinger og ideer er ikke evige og uforanderlige. Det er også en kendsgerning, at nationalstaterne ikke har eksisteret altid men er et relativt nyt fænomen. Derfor er det ikke sikkert at de suveræne nationalstater er den bedste og mest rationelle måde at organisere menneskelige samfund på.

Jeg mener, at den her foreslåede løsning og samling af den nu så splittede menneskehed væk fra den nationale og religiøse eksklusivitet som har skabt så mange krige og lidelser er rationel. I hvert fald har vi presserende brug for en samling hvis vi skal undgå nye konflikter, krige og lidelser.

En menneskehed forenet på den fælles Jord under vores fælles Guds øverste ledelse er et bud på en sådan samling.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d