Gå videre til hovedindholdet

Sammenfatning af nogle tanker fra tidligere indlæg

Hvis Gud eksisterer og Han - hvilket fx kristendommen og islam antager - er det Højeste Væsen, så må Han være lysets og kærlighedens Almagt, hvis lys og kærlighed antages at være de højeste værdier.

Hvis endvidere sondringen;

1) magt gennem trusler, frygt og tvang
2) magt gennem kærlighed, frihed og fred

er korrekt og meningsfuld, må Guds magt være gennem kærlighed, frihed og fred, da Han er lysets og kærlighedens Almagt.

Den første form for magt kendetegner tyranniet, og Gud er ingen tyran, hvis Han er lysets og kærlighedens Almagt.

Dermed bortfalder tanken om fortabelsen (som både kristendommen og islam hævder), der må siges at være den ultimative trussel, og en tanke, der historisk har været (mis-)brugt til at trælbinde mennesker i angst og frygt.

Hvis fortabelsen ikke er en mulighed er heller ikke Satan fortabt - før eller siden må han vende tilbage til lyset og Gud. "Vandrer mod Lyset!" siger, at dette skete i 1912, og rummer desuden hans (Satans) bøn til alle mennesker om tilgivelse.

At hævde at kærlighed, frihed og fred er et udtryk for magt kan menneskeligt begrundes derved, at det vel er det, som de fleste mennesker længes efter. Det mennesker længes efter, vil de søge at realisere, at virkeliggøre. Dermed kan denne længsel søges omsat i handling, og derved består dens magt.

Hvis altså Gud eksisterer, og Han er det Højeste Væsen, den Ene alvidende, alkærlige og Almægtige, så kan intet menneske vide alt og dermed være eller blive lig Gud i alvidenhed; derfor kan ingen åbenbaring - hverken Bibelen, Koranen eller "Vandrer mod Lyset!" eller nogen anden - rumme al sandhed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...