Gå videre til hovedindholdet

Sammenfatning af nogle tanker fra tidligere indlæg

Hvis Gud eksisterer og Han - hvilket fx kristendommen og islam antager - er det Højeste Væsen, så må Han være lysets og kærlighedens Almagt, hvis lys og kærlighed antages at være de højeste værdier.

Hvis endvidere sondringen;

1) magt gennem trusler, frygt og tvang
2) magt gennem kærlighed, frihed og fred

er korrekt og meningsfuld, må Guds magt være gennem kærlighed, frihed og fred, da Han er lysets og kærlighedens Almagt.

Den første form for magt kendetegner tyranniet, og Gud er ingen tyran, hvis Han er lysets og kærlighedens Almagt.

Dermed bortfalder tanken om fortabelsen (som både kristendommen og islam hævder), der må siges at være den ultimative trussel, og en tanke, der historisk har været (mis-)brugt til at trælbinde mennesker i angst og frygt.

Hvis fortabelsen ikke er en mulighed er heller ikke Satan fortabt - før eller siden må han vende tilbage til lyset og Gud. "Vandrer mod Lyset!" siger, at dette skete i 1912, og rummer desuden hans (Satans) bøn til alle mennesker om tilgivelse.

At hævde at kærlighed, frihed og fred er et udtryk for magt kan menneskeligt begrundes derved, at det vel er det, som de fleste mennesker længes efter. Det mennesker længes efter, vil de søge at realisere, at virkeliggøre. Dermed kan denne længsel søges omsat i handling, og derved består dens magt.

Hvis altså Gud eksisterer, og Han er det Højeste Væsen, den Ene alvidende, alkærlige og Almægtige, så kan intet menneske vide alt og dermed være eller blive lig Gud i alvidenhed; derfor kan ingen åbenbaring - hverken Bibelen, Koranen eller "Vandrer mod Lyset!" eller nogen anden - rumme al sandhed.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere