Gå videre til hovedindholdet

Den kristne syndefaldsmyte

I forskellige mytologiske traditioner har man beretninger der kan tolkes parallelt med den kristne syndefaldsmyte (Bibelen; 1. Mosebog, kap. 3) - fx den græske myte om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet og druknede. Set i lyset af "Vandrer mod Lyset!" bliver myten om Ikaros et billede på den Ældstes (Satans (Ardors)) hovmod og fald (At flyve for tæt på Solen=At ville være Gud).

Ifølge "Vandrer mod Lyset!" - der i øvrigt indgående fortæller om Ardors (Satans) og de øvrige ældstes fald - og tilbagevenden til Gud - bringer også den kristne syndefaldsmyte noget af sandheden; det siges således, at Adam og Eva er et billede på den Ældste (Ardor) og hans kvindelige dual, og at det at plukke fra og spise af Kundskabens Træ er et billede på de ældstes udskillen af mørket fra dets indkapsling i lyset, og sætten sig i besiddelse af mørkets livsprincip (ved skabelsen af mennesket). Myten om Kain og Abel (Bibelen; 1. Mosebog, kap. 4) forklares som billeder på de forskellige mennesketyper, der fulgte på de ældstes skabelse.

(I Koranen findes en parallel syndefaldsmyte (Sura 7, vers 19-25; Ellens Wulffs oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006))

Men - idet den kristne syndefaldsmyte i traditionel kristendom tolkes konkret - og naivt - og altså ikke som en myte, så at Adam og Eva forstås som konkrete mennesker - de første - vendes tingene på hovedet: De der faldt var de ældste (og den Ældste, Satan (Ardor)) - og ikke mennesket.

Den konkrete (fejl-)tolkning af syndefaldsmyten har haft store teologiske konsekvenser: Det er den der ligger til grund for ideen om at mennesket (i kraft af syndefaldet) grundliggende er ondt og kun kan håbe på Guds nåde og kun kan håbe på frelse. Denne idé kendes både fra kristendommen og islam.

Og det er den (forkerte) idé om menneskets grundliggende ondskab der ligger bag fx den kristne og den islamiske "guds" anklager og dømmen og fordømmelse af mennesket; det er denne idé der får den kristne og den islamiske "gud" til at udstede ultimative krav - om en bestemt tro el lign - til mennesket der ellers (hvis ikke disse krav opfyldes) - hævdes at være fortabt.

Men - den "gud" der både i Bibelen og Koranen anklager, dømmer og fordømmer mennesket (fx "de vantro", "de gudløse" osv) er ikke den sande Gud - det er Satan (Ardor). Den "gud" der fordrer gudsfrygt, den "gud" der byder at gå i krig (mod fx "de vantro"), den "gud" der kort sagt skalter og valter med sin skabelse og hævner og straffer snart den ene forsyndelse snart den anden med strenge (nogle gange evige) straffe er ikke den sande Gud - men Satan (Ardor).

Ved således at vende tingene på hovedet, ved at tolke syndefaldsmyten konkret - og ikke som myte - og ved derudfra at sprede angst og rædsel for Gud og den påståede mulige fortabelse for de notorisk syndige og onde mennesker har de ældste (og især den Ældste, Ardor (Satan)) - da de endnu kæmpede imod os - opnået at få mennesker til at bøje sig for mange fejlagtige ideer og forestillinger om Gud og det guddommelige, og derudfra til at udføre grusomme handlinger (mord, religiøst motiverede drab og krige osv) ud fra en forståelse af Gud som den dømmende, fordømmende og hævnende Herre.

Det var de ældste der faldt - ikke mennesket. "Adam" er et mytisk billede på den Ældste (Satan, Ardor), ikke på "det første menneske". Mennesket er ikke grundliggende ondt. Mennesket er grundliggende godt. Men også den Ældste (Ardor) er inderst inde god (skabt af Gud) - ligesom alle de øvrige ældste er det.

Ideen om at nogle som Gud har skabt inderst inde er onde (eller er blevet onde ved syndefaldet) er en af de farligste ideer mennesker har fostret. Det er den idé der "retfærdiggør" "guds" fordømmelse af nogle mennesker, det er den idé, der "retfærdiggør" og "begrunder" fortabelsen (som mulighed), og det er den idé, der "retfærdiggør" menneskers drab og krige og forfølgelser - af "de onde". Men ideen om "de onde" er en fiktion - en løgn. Alle er inderst inde gode, og ingen er fortabte. Hvis vi opfatter Gud som lysets og kærlighedens Almagt - og ikke som den dømmende, straffende og hævnende "gud" - er dette en indlysende sandhed.

Udover de nævnte perspektiver i syndefaldsmyten, som der redegøres for i "Vandrer mod Lyset!", så kan man sige, at syndefaldsmytens kerne er, at ved at ville være lig Gud, bliver vi som djævelen. Dette kan iagttages fx i de krige, hvor mennesker gør Gud til øverste krigsherre (fx Islamisk Stats forbrydelser - her påtager disse forbrydere sig myndighed og autoritet til at dømme som Gud, og eksekvere "Hans straf" ud fra et fejlagtigt grundlag (koranens overvejende formørkede Gudsbillede)), videnskabelig stræben efter "at vide alt" (fx ved bestræbelsen på at formulere en "teori om alting" hvor man udelukkende medregner det kendte, fysiske stof; "alvidenhed") og på mange andre områder af det menneskelige liv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst