Gå videre til hovedindholdet

Kun for forrykte

la divina commedia

Som det fremgår af alt hvad jeg hidtil har sagt og skrevet er jeg en uforbederlig kætter, gudsspotter og bagvasker - kort sagt; en forrykt eller nar, eller en gal nar - og som sådan taler jeg her; dette har jeg for længst erkendt og søger nu lægedom for.

Jeg erkender, at jeg er fuldstændig uimodtagelig for enhver tanke om Guds grusomhed og hævntørst, og retter derfor blikket mod traditionen for der at søge belæring, oplysning og hvile for min galskab.

Det første jeg har fundet er en populær åbenbaring - bibelen - hvor Gud er præcis som jeg vil have Ham, hvis jeg skal finde blot et spinkelt håb om frelse for min vildfarelse, dårlige karaktér og udsigt til evige lidelser.

Gud er her præcis så vilkårlig og uberegnelig, præcis så tilintetgørende og benhård og hurtig til at kanøfle vantro og gale som mig, at jeg her finder håb og trøst og mærker lyset tænde i mig. Så langt, så godt.

Men det er ikke nok. Jeg mærker stadig denne dybe murren, denne indre utilfredshed og trang til at elske Gud og mennesker - jeg er altså stadig ikke rask.

Derfor søger jeg videre og falder over Koranen. Det går straks bedre. Her føler jeg mig allerede gennemheglet, afsløret og tilintetgjort på side 5 - så meget mere som jeg forstår, at denne bog er så hellig, at den ikke må sælges og købes, og at man skal igennem en rituel renselse før man overhovedet må røre den.

Jeg erkender, indrømmer og fortryder at jeg således har tiltusket mig den på syndig vis (299,- i Bog & Idé - ak, hvilken ulykkelig start på studiet!), og har tilladt mig ikke bare at røre den, men også læse hvad der står.

Til gengæld (Gud er nådig og barmhjertig) er jeg nu fulkommen helbredt for min trang, min drøm og håb om Guds kærlighed.

Mine studier efterlader ingen tvivl: Gud er grusom og blodtørstig, Han raser og udsletter hvem Han vil (eller også gør Hans tjenere det)! Jeg er rask, Gud være lovet!

Min sidste bekymring er, om helbredelsen nu også er varig, eller om der kan forventes tilbagefald? For at teste det prøver jeg at læse i endnu en åbenbaring, "Vandrer mod Lyset!", den bog, der oprindelig ledte mig til den vildfarelse, at Gud er kærlighed og kun kærlighed. Punktum.

Det er som at lægge en tændt cigaret foran én, der prøver at holde op med at ryge - jeg er lige ved endnu en gang at give efter, at falde.

Heldigvis - lige før Ragnarok bryder igennem i mit indre - med det yderste af neglene - griber jeg desperat det såkaldte Bispebrev, hvor alt er tilbagekaldt, og Guds billede er som det plejer og skal være, og jeg mærker lyset bringe mig den dybt savnede fred og hvile: Vi kan ikke regne med Ham - og fanden tage os mennesker!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst