Gå videre til hovedindholdet

En bemærkning vedrørende mine religionskritiske skriverier

Da jeg nu i nogen tid har beskæftiget mig ret indgående med især kristendommen og islam og har skrevet offentligt om det her på bloggen og på min hjemmeside med en kritisk vinkel, ønsker jeg at gøre det klart, at jeg ikke skriver som jeg gør for at provokere nogen - men derimod for at forsøge at bidrage med et billede af Gud og det guddommelige som efter min mening kommer sandheden nærmere end fx kristendommen eller islam tegner Hans billede.

Men det er klart, at når jeg uden videre hævder, at Satan (Ardor) og ikke Gud er det åndelige forbillede for store dele af fx bibelens og koranens skildring af "gud" - så må det virke særdeles provokerende på nogle - såfremt det overhovedet bliver taget alvorligt.

Hvordan det bliver modtaget - eller om det overhovedet bliver modtaget - kan jeg ikke vide, da jeg efter at have lagt hovedvægten på nogle af de gængse religiøse forestillinger intet har modtaget - hverken sympatitilkendegivelser eller protester. Det eneste jeg kan se er den anonyme besøgsstatistik - og heraf er det klart, at mine skriverier ikke er tilløbsstykker.

Men - som sagt; jeg skriver ikke for at provokere men for at forsøge at tegne et billede af Gud som den trygge, varme og nære Fader som alle uden frygt kan henvende sig til i bøn og give sig ind under Hans ledelse - kort sagt så er hovedsigtet at fjerne noget af den angst eller frygt som i årtusinder har været forbundet med menneskers opfattelse af Gud.

For at opnå dette tænker jeg, at det er nødvendigt at lokalisere de kilder til Gudsfrygt som er almindelige blandt mennesker - fx bibelens og koranens hyppige påstande om helvede og fortabelsen som ifølge disse skrifter bliver nogle menneskers (evige) skæbne - og så prøve at sætte noget andet, noget positivt i stedet.

Hvori består faren ved at hævde Gud som lysets og kærlighedens Almagt? Hvori består faren ved at sige, at alle uden undtagelse trygt kan lægge sit liv i Hans hænder uden tilføjelser om en påstået fortabelse hvis ikke jeg eller andre tror på en bestemt måde? Er dét at sætte Ham for højt?

Som jeg har skrevet før: Kan det tænkes at jeg eller nogen anden kan fremtænke et billede af Gud, der overgår forbilledet - Gud som Han virkelig er? Må fx mit billede af Gud ikke nødvendigvis være langt ringere, langt laverestående end sit forbillede - den virkelige Gud?

Må med andre ord ikke den virkelige Gud være det højest tænkelige Væsen? Eller rettere: Lige meget hvor højt jeg eller noget andet menneske gennem en uforbeholden hengivelse til kærlighedens Gud kan tænke mig Hans Væsen, må Han da ikke være højt højt hævet over mit eller andres billede?

Hvis dette er tilfældet må med det samme enhver Gudsfrygt ophøre. Et Væsen der kun er kærlighed og kærlighed med en Almægtig Vilje bag - bør man ikke og har ikke grund til at frygte. Et sådant Væsen vil nok tilgive mig eller andre fordi vi ikke helt forstår Ham - og fordi vi uvægerligt kommer til at tegne Hans billede for ringe.

Det egentlige ærinde for mine skriverier er kun at forsøge at fjerne den gudsfrygt som nogle mennesker stadig nærer for vort åndelige Ophav - og om muligt erstatte den med tillid og kærlighed til Gud - også for at søge at hindre nogle af de forbrydelser der bliver begået ud fra efter min opfattelse endnu lavere billeder af Gud end mit - det billede der hævder Gud som en vredens og krigens Gud, den Gud der dømmer nogle - eller lader nogle dømme sig selv - til evig fortabelse - den "gud" mange stadig frygter - uden grund.

Jeg ønsker at tegne et billede af Gud som lysets og kærlighedens Almagt - den Gud der alene kan hjælpe os gennem det kaos, den krig, den vold, den lidelse og den sorg som vi gennemlever nu på Jorden - den lidelse og sorg som altid - jordisk set - har været alt for manges lod.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst