Gå videre til hovedindholdet

Fremtiden

Der er så vidt jeg kan se meget der tyder på, at det der tales om i "Spørgsmål og Svar II" no 72 angående de inkarnerede Yngstes kapacitet nu er blevet sådan, at de Yngste kun inkarnerer med en intelligens, der ligger i niveau med eller lidt over den fremskredne menneskeånds.

Det er jo klart, at de danske teologer og kirkemænd omkring det tidspunkt der tales om i no 72 ikke tog en positiv stilling til "Vandrer mod Lyset!" og tilhørende skrifter. Fra den kant hørte vi intet.

Samtidig er "Vandrer mod Lyset!" siden blevet sendt i de relevante oversættelser til andre landes kirkelige myndigheder - dog uden positivt resultat. Kirkesporet synes udtømt.

Derfor må det mest sandsynlige være, at den udviklingslinje, som blev afbrudt med de Ældstes egenmægtige inkarnationer for ca 14 000 år siden, nu fortsættes.

Det betyder måske, at vi mennesker kommer til at vandre en lidt længere vej end det strengt taget var nødvendigt. Geniernes tid er måske forbi. Jeg synes, at dette kan spores overalt i den menneskelige verden. Kunst og videnskab domineres så vidt jeg kan se stadig af de dekadente strømninger, der tales om.

Men det ser ud til, at der ofres en del opmærksomhed på opfindelsernes område; opfindelser der kan gøre livet på Jorden lettere for mennesker.

Måske er det slet ikke så skidt endda. Fordi - hvis disse overvejelser ikke er helt gale - det betyder en ganske vist langsommere udvikling; men til gengæld får vi alle med i kulturens langsomme udvikling frem mod lysere og bedre tider.

Enernes tid synes forbi. Til gengæld har vi en roligere udvikling, hvor de ypperste kulturprodukter ikke længere er lysår fra gennemsnitsmenneskets fatteevne. Måske er dette dog ikke så skidt endda...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst