Gå videre til hovedindholdet

En sammenhængende fortælling

Den krise som lektor i politisk økonomi ved RUC, Peter Nielsen, formulerer i Dagbladet Information d. 15. marts 2012 for socialdemokratismen kan med nogen ret siges at være en værdikrise. Jeg hæfter mig især ved slutningen:

"Vi står i en umulig situation, hvor vi er kastet ind i et nyt århundrede med en følelse af, at der hverken er en vej frem eller tilbage. På få år har vi udtømt århundreders politiske og kulturelle ressourcer, samtidig med at den samfundsmæssige krisetilstand er blevet dybere."


På en måde er det en krise i hele den vestlige verdens, ja den globale verdens, samlede værdigrundlag og den er kommet på et tidspunkt, hvor vi måske er ved at støde mod de miljømæssige, menneskelige og sociale grænser for den vækst, der bærer det herskende nyliberale samfundssyn. Mennesker synes rådvilde over denne omfattende krise, en økonomisk, menneskelig, social, miljømæssig og global krise.


Det kan se ud som om, at Peter Nielsen har ret: Langsomt er vores værdier, selve vores eksistens blevet eroderet bort, og det vi så i 2008 da finanskrisen startede var og er kun det synlige udslag af en proces, der har været igang længe. Som en slags omvendt Murens Fald; pludselig forandres alting og vejen frem herfra synes meget usikker. Vi savner et pejlemærke, vores værdier er væk, hvor går vi hen herfra?


Personligt opfatter jeg den aktuelle krise som et tegn på en overgang fra den gamle til den ny verden. De gamle fortællinger, både de liberale og de socialistiske fortællinger, er udtømte. De gængse religiøse fortællinger er udtømte. Vi er i et tomrum, og verden vånder sig. I veer?


Verdensimpulsen har i århundreder lignet en sygdom, en alvorlig kræftsygdom. Lig ukontrollerbare kræftcellers vækst, har samfundene søgt vækst udadtil, søgt at erobre nye lande og markeder. Nu synes der ikke at være mere uopdyrket land tilbage.

Måske kan man sige, at det er den ekskluderende konkurrencementalitets sidste krampetrækninger vi oplever. Konkurrencen mellem stater, ideologier og individer har langsomt ædt grundlaget bort under os.

Det vi har brug for er en sammenhængende troværdig inkluderende fortælling om verden og mennesker. Vi har brug for at gøre op med konkurrencementaliteten og dennes uvægerlige ofre. Vi har brug for en fortælling, der kan samle verden om at skabe materielle og menneskelige værdier i et inkluderende samarbejde og samvær mellem mennesker.

Her kommer "Vandrer mod Lyset!" med dens klare beskrivelse af, at vi alle er del af et stort, guddommeligt fællesskab. Vi er brødre og søstre. Vores sande interesser er ikke at berige os selv materielt og økonomisk på bekostning af andre. Vores sande interesse er enkel: Vi skal lære at elske og at overvinde den fælles, upersonlige fjende, mørket.

Dette bør være den nye verdens store, overordnede, fælles projekt. Vi skal væk fra en situation, hvor vores medmennesker er vores konkurrenter, eventuelt vores fjender, og hen til en situation hvor vi alle tager del i og hjælper hinanden på vej mod lyset, kærligheden, simpelthen. Vi bør ikke konkurrere men samarbejde.

Én Jord, én menneskehed, én Gud! Dette kunne være overskriften for den nye verden, der nu langsomt, under smerter, er ved at fødes.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst