Gå videre til hovedindholdet

Tre digte

elskede
jeg siger dig
lyset, paradiset
er ikke noget fjernt
uden for dig
fjernt og uopnåeligt
det er i dig
ca 30 cm fra din næsetip
i dit hjerte
her bygger du din skønhed
her udfolder paradiset sig
lige nu
i sin fuldkomne skønhed
elskede
dette er sandt
vingerne i dig sitrer
når Gud synger sin velsignelse
i dit hjerte
elskede
hør Hans milde sang
Han løfter dit åsyn
dit hjerte synger
du ser Ham nu
i dit hjerte
du føler Hans varme i dine hjerterødder
som Han varsomt huler hånden om
elskede
jeg siger dig
dette er sandt
_

varme hænder arbejder
i hjertet
de vil ud
de vil velsigne
elske
længe, længe
har de ligget i mørket
i det frosne hjerte
nu tør det
hænderne arbejder
de vil ud
elske
trøste
ser du stjernehimlen
elskede
den er dit hjertes udtrykte billede
snart bliver det dag
hænderne arbejder
arbejder
Solen stiger
dit hjertes udtrykte billede
o, lad dagen komme
giv hænderne fri
de arbejder
arbejder
de vil give håb
varme
de arbejder
arbejder
_

fra skønheds dvale
til skønheds virkelighed
kæmpede Gud i ukendte evigheder
nu rejser Hans varme velsignelse
over himlens mørke bue
søger dig
i natten drømmer du
guddomshænder viser dig vejen
gennem mørkets angst
til alkærlighedens dybe fred
dine urolige drømme
er guddomsgnisten i dig der arbejder
søger at kaste mørket bort
cellen du bor i
er blevet dig for trang
hører du Ham kalde
dit hjerte svarer
hør Han kalder
kalder
synger
din sjæls melodi
Han velsigner dig
dit hjertes streng synger
en sang så smuk
at jeg må græde
søster
bror
Han kender din inderste hemmelighed
blidt hvisker Han det til dig
du havde glemt
stilheden i et lys der brænder
evigt

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...