Hvis man hader et andet menneske, og udfører en eller anden mørkets gerning mod vedkommende, fx forbander ham eller hende eller øver vold, så vil det altid afsætte mørkekomplekser både i den åndelige og i den astrale hjerne.
Den måde man overvinder og udrenser disse mørkekomplekser på, varierer lidt afhængig af hvilken slags mørke, der er tale om.
Det åndelige mørke overvindes ved individets sorg og anger (og eventuelt modpartens tilgivelse). Det astrale mørke er dog lidt anderledes på dette område.
Astralt mørke kan skjule sig i den astrale hjerne eller det astrale legeme i årevis - og skabe megen uro i tanken. Eventuelt kan dette føre til mentale lidelser.
Men på et tidspunkt - før eller siden - vil det astrale mørke, der altså stammer fra i dette tilfælde had og en hadets gerning (eventuelt mod én selv - selvhad og selvforbandelser) begynde - under individets lidelser - at arbejde sig op fra dybet fra det underbevidste.
Holder man ud og lader det astrale mørke stige op til tankens bevidste erkendelse - ser man mørket i øjnene - vil det derefter forsvinde - det vil være elimineret. I tanken vil man da vandre tilbage til den situation, det had og for eksempel de forbandelser, der skabte det astrale mørkespor eller det astrale mørkekompleks - man vil genopleve situationen nøjagtig som den fandt sted - men denne gang under lysets kontrol. Dette kan også være forbundet med angst - men det konstruktive er altså at se mørket i øjnene.
I VmL lærer vi, at mennesket kan arve både det fysiske og det astrale fra sine forfædre. Ikke det rent åndelige. Dette betyder også, at vi kan arve ikke-eliminerede fysiske eller astrale mørkekomplekser, hvilket vi ser og oplever som fysiske eller mentale sygdomme.
I eventyr og myter har store kunstnere gennem tiden skabt store kunstværker ud fra disse lovmæssigheder, disse sammenhænge. Fx kan den nordiske mytologis beretninger om midgårdsormen formentlig læses som opgør med kundalinislangen eller - energien - et astralt mørkefænomen.
Den måde man overvinder og udrenser disse mørkekomplekser på, varierer lidt afhængig af hvilken slags mørke, der er tale om.
Det åndelige mørke overvindes ved individets sorg og anger (og eventuelt modpartens tilgivelse). Det astrale mørke er dog lidt anderledes på dette område.
Astralt mørke kan skjule sig i den astrale hjerne eller det astrale legeme i årevis - og skabe megen uro i tanken. Eventuelt kan dette føre til mentale lidelser.
Men på et tidspunkt - før eller siden - vil det astrale mørke, der altså stammer fra i dette tilfælde had og en hadets gerning (eventuelt mod én selv - selvhad og selvforbandelser) begynde - under individets lidelser - at arbejde sig op fra dybet fra det underbevidste.
Holder man ud og lader det astrale mørke stige op til tankens bevidste erkendelse - ser man mørket i øjnene - vil det derefter forsvinde - det vil være elimineret. I tanken vil man da vandre tilbage til den situation, det had og for eksempel de forbandelser, der skabte det astrale mørkespor eller det astrale mørkekompleks - man vil genopleve situationen nøjagtig som den fandt sted - men denne gang under lysets kontrol. Dette kan også være forbundet med angst - men det konstruktive er altså at se mørket i øjnene.
I VmL lærer vi, at mennesket kan arve både det fysiske og det astrale fra sine forfædre. Ikke det rent åndelige. Dette betyder også, at vi kan arve ikke-eliminerede fysiske eller astrale mørkekomplekser, hvilket vi ser og oplever som fysiske eller mentale sygdomme.
I eventyr og myter har store kunstnere gennem tiden skabt store kunstværker ud fra disse lovmæssigheder, disse sammenhænge. Fx kan den nordiske mytologis beretninger om midgårdsormen formentlig læses som opgør med kundalinislangen eller - energien - et astralt mørkefænomen.
Kommentarer
Send en kommentar