Gå videre til hovedindholdet

Mørkekomplekser

Hvis man hader et andet menneske, og udfører en eller anden mørkets gerning mod vedkommende, fx forbander ham eller hende eller øver vold, så vil det altid afsætte mørkekomplekser både i den åndelige og i den astrale hjerne.

Den måde man overvinder og udrenser disse mørkekomplekser på, varierer lidt afhængig af hvilken slags mørke, der er tale om.

Det åndelige mørke overvindes ved individets sorg og anger (og eventuelt modpartens tilgivelse). Det astrale mørke er dog lidt anderledes på dette område.

Astralt mørke kan skjule sig i den astrale hjerne eller det astrale legeme i årevis - og skabe megen uro i tanken. Eventuelt kan dette føre til mentale lidelser.

Men på et tidspunkt - før eller siden - vil det astrale mørke, der altså stammer fra i dette tilfælde had og en hadets gerning (eventuelt mod én selv - selvhad og selvforbandelser) begynde - under individets lidelser - at arbejde sig op fra dybet fra det underbevidste.

Holder man ud og lader det astrale mørke stige op til tankens bevidste erkendelse - ser man mørket i øjnene - vil det derefter forsvinde - det vil være elimineret. I tanken vil man da vandre tilbage til den situation, det had og for eksempel de forbandelser, der skabte det astrale mørkespor eller det astrale mørkekompleks - man vil genopleve situationen nøjagtig som den fandt sted - men denne gang under lysets kontrol. Dette kan også være forbundet med angst - men det konstruktive er altså at se mørket i øjnene.

I VmL lærer vi, at mennesket kan arve både det fysiske og det astrale fra sine forfædre. Ikke det rent åndelige. Dette betyder også, at vi kan arve ikke-eliminerede fysiske eller astrale mørkekomplekser, hvilket vi ser og oplever som fysiske eller mentale sygdomme.

I eventyr og myter har store kunstnere gennem tiden skabt store kunstværker ud fra disse lovmæssigheder, disse sammenhænge. Fx kan den nordiske mytologis beretninger om midgårdsormen formentlig læses som opgør med kundalinislangen eller - energien - et astralt mørkefænomen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst