Gå videre til hovedindholdet

Kristendommen kontra Vandrer mod Lyset!

1) Der var engang en rig gårdejer, der havde et hønsehus. Her levede høns og haner endrægtigt sammen. Men i hønsehuset var der et hul i hegnet. Her listede ræven ofte ind igennem og snuppede en høne eller to; ja nogle gange holdt den veritable orgier med de lækre, saftige høner. Og hønsene var bange for ræven, meget bange, men værge sig mod den kunne de ikke. De var jo nu engang kun høns.

En dag sagde gårdejeren til sin søn: Det er en uorden med den ræv. Gå ud og fang den og dræb den og smid den og de dræbte høns på møddingen.

Og det gjorde sønnen. Ræven blev fanget og dræbt, og resterne af de dræbte høns røg med den på møddingen. Da holdt gårdejeren en kæmpe fest for sønnen og de overlevende høns.

2) Der var engang en konge, der havde to sønner og to døtre. Børnene levede et liv i skønhed og glæde i mange år hos deres far.

En dag sagde faren: Længe har i levet her hos mig, og det er mig en glæde at se jer vokse op og nå til skelsår og alder. Men I skal vide, at der findes en anden verden end denne. Længe truede denne anden verden vor verden, og jeg vil at I skal kende den verden; for at sætte pris på det, I har her, og ikke blive forkælede, uduelige børn som voksne.

Og faren viste børnene den anden verden. To af dem, en søn og en datter, fandt stort behag i denne verden, og de ville hellere bo dér. De glemte snart deres far og deres søskende. De formede et levende væsen i deres lignelse, og kaldte sig konger over den anden verden, og herskere over deres barn.

Hos kongen var der idel sorg over det, der var sket. Og han bad de tilbageværende to om at drage ud for at kalde de borteblevne tilbage til hjemmet.

Efter mange tiders sorger og lidelser lykkedes det til sidst sønnen og datteren at finde de borteblevne og deres barn i den anden verden. Og de rejste dem op, og drog dem med tilbage til den skønne verden, de alle kom fra.

Og de levede lykkeligt - og deres dage var uden tal.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst