Gå videre til hovedindholdet

Dualer

Dualparrene tilhører hinanden for tid og evighed.

I de snart 25 år jeg har kendt VmL og dermed dualtanken, har jeg længtes dybt og inderligt efter min dual.

Det har ført til dyb smerte og sorg, når kvinder jeg har mødt, og som jeg har troet var min dual, ikke opførte sig "rigtigt". Jeg har haft et decideret dualkompleks.

Men som det fremgår af VmL og specielt "Spørgsmål og Svar II" no 64, så har Gud selv knyttet alle dualpar sammen med et ubrydeligt lysbånd. Og engang i tidens fylde vil alle dualpar være et nøjagtigt spejlbillede af hinanden.

Det der har smertet mig så meget er at føle mig forladt af min dual. Men dette er dybt irrationelt. Som sagt så hører dualerne sammen for tid og evighed. Og dét kan intet lave om på.

Det der kan gøre ondt, er hvis man tager fejl af sin duals identitet. Hvis man går ind i et forhold med den tanke, at her står jeg overfor min dual, så er det de færreste mænd og kvinder, der kan leve op til dette - ja, det kan ingen; hvis det vel at mærke ikke er den rigtige dual - den rette.

Og så går forholdet i stykker - og man føler sig måske forladt af sin dual. Man opbygger et decideret kompleks - og bliver meget bange for igen at blive forladt.

Som sagt er dette dybt irrationelt. Dualkærligheden er upåvirkelig af skilsmisser, jordiske problemer osv. Dualen er der altid. Uafhængigt af tid, rum og sted.

Ja, dualen kan endda være diskarneret mens man selv lever på Jorden. Intet kan rokke ved dualernes indbyrdes kærlighed og forbindelse.

Ved dualkomplekser kan den dybeste kærlighed forvandle sig til den dybeste sorg. Men sorgen hviler på en illusion.

Ak ja, så små vi er som mennesker...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst