Dualparrene tilhører hinanden for tid og evighed.
I de snart 25 år jeg har kendt VmL og dermed dualtanken, har jeg længtes dybt og inderligt efter min dual.
Det har ført til dyb smerte og sorg, når kvinder jeg har mødt, og som jeg har troet var min dual, ikke opførte sig "rigtigt". Jeg har haft et decideret dualkompleks.
Men som det fremgår af VmL og specielt "Spørgsmål og Svar II" no 64, så har Gud selv knyttet alle dualpar sammen med et ubrydeligt lysbånd. Og engang i tidens fylde vil alle dualpar være et nøjagtigt spejlbillede af hinanden.
Det der har smertet mig så meget er at føle mig forladt af min dual. Men dette er dybt irrationelt. Som sagt så hører dualerne sammen for tid og evighed. Og dét kan intet lave om på.
Det der kan gøre ondt, er hvis man tager fejl af sin duals identitet. Hvis man går ind i et forhold med den tanke, at her står jeg overfor min dual, så er det de færreste mænd og kvinder, der kan leve op til dette - ja, det kan ingen; hvis det vel at mærke ikke er den rigtige dual - den rette.
Og så går forholdet i stykker - og man føler sig måske forladt af sin dual. Man opbygger et decideret kompleks - og bliver meget bange for igen at blive forladt.
Som sagt er dette dybt irrationelt. Dualkærligheden er upåvirkelig af skilsmisser, jordiske problemer osv. Dualen er der altid. Uafhængigt af tid, rum og sted.
Ja, dualen kan endda være diskarneret mens man selv lever på Jorden. Intet kan rokke ved dualernes indbyrdes kærlighed og forbindelse.
Ved dualkomplekser kan den dybeste kærlighed forvandle sig til den dybeste sorg. Men sorgen hviler på en illusion.
Ak ja, så små vi er som mennesker...
I de snart 25 år jeg har kendt VmL og dermed dualtanken, har jeg længtes dybt og inderligt efter min dual.
Det har ført til dyb smerte og sorg, når kvinder jeg har mødt, og som jeg har troet var min dual, ikke opførte sig "rigtigt". Jeg har haft et decideret dualkompleks.
Men som det fremgår af VmL og specielt "Spørgsmål og Svar II" no 64, så har Gud selv knyttet alle dualpar sammen med et ubrydeligt lysbånd. Og engang i tidens fylde vil alle dualpar være et nøjagtigt spejlbillede af hinanden.
Det der har smertet mig så meget er at føle mig forladt af min dual. Men dette er dybt irrationelt. Som sagt så hører dualerne sammen for tid og evighed. Og dét kan intet lave om på.
Det der kan gøre ondt, er hvis man tager fejl af sin duals identitet. Hvis man går ind i et forhold med den tanke, at her står jeg overfor min dual, så er det de færreste mænd og kvinder, der kan leve op til dette - ja, det kan ingen; hvis det vel at mærke ikke er den rigtige dual - den rette.
Og så går forholdet i stykker - og man føler sig måske forladt af sin dual. Man opbygger et decideret kompleks - og bliver meget bange for igen at blive forladt.
Som sagt er dette dybt irrationelt. Dualkærligheden er upåvirkelig af skilsmisser, jordiske problemer osv. Dualen er der altid. Uafhængigt af tid, rum og sted.
Ja, dualen kan endda være diskarneret mens man selv lever på Jorden. Intet kan rokke ved dualernes indbyrdes kærlighed og forbindelse.
Ved dualkomplekser kan den dybeste kærlighed forvandle sig til den dybeste sorg. Men sorgen hviler på en illusion.
Ak ja, så små vi er som mennesker...
Kommentarer
Send en kommentar