Gå videre til hovedindholdet

Det guddommelige fællesskab

Jo dybere og mere omfattende fjendskabet har været mellem Guds børn, jo mere inderlig, dyb og omfattende bliver vores fælles kærlighed engang i tidens fylde. Når vi alle engang samles hos Gud i Paradis, vil vi således alle være knyttet sammen i et ubrydeligt fællesskab og en evig kærlighed.

At det bliver sådan, skyldes den åndelige ligevægtslov, der generelt betyder, at jo dybere man er faldet, jo højere skal man engang stige. Dette gælder både for den enkelte og for forholdet mellem os.

Baggrunden for den åndelige ligevægtslov er, at præcis dér hvor mørket engang har fundet indpas i vort sind, vor ånd, præcis dér vil lyset engang sejre. Og det vil sejre med en tilsvarende dybde og styrke, som mørket engang havde.

I endnu videre detalje kan denne ligevægtslov forklares ved, at den åndelige hjerne ifølge VmL består af en række afgrænsede felter. I disse felter kan mørket vinde indpas ved syndige tanker eller handlinger. Når lyset senere sejrer i disse felter, kræver det et tilsvarende intensivt og stærkt lys, som mørkets intensitet og styrke. Da der her er tale om det åndelige mørke, kræver det (se VmL, s. 158-159 om afpolarisering af det åndelige mørke) en tilsvarende intensiv sorg og anger for at modsvare og eliminere mørket.

Det vil sige; jo flere smerter man har haft, fysiske eller åndelige, jo dybere man har hadet, jo flere lidelser man har gennemgået på sin vej mod Gud, jo større bliver freden, glæden og lykken. Og dette gælder altså både for den enkelte og for forholdet mellem os børn.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d