Gå videre til hovedindholdet

Lyset der breder sig - og mørket der viger

Hvis vi samlæser Vandrer mod Lysets redegørelse for hvordan lyset langsomt begyndte at brede sig fra renaissancen og fremad med en kulturhistorisk oversigt (jeg benytter mig selv primært af Will Durants Verdens kulturhistorie), kan vi hævde denne tanke:

Lyset begyndte at brede sig - og mørket at vige - i kraft af modige mænd og kvinder der vovede offentligt at kritisere det bestående både indenfor religion og politik og videnskab, både indenfor det gejstlige og det verdslige område, og det afgørende var ikke så meget indholdet af fx religionen eller den politiske magts beføjelser og den bestående styreform, som det var krav om frihed til at tænke, tro, tale og ytre sig som man ville.

Dette har sin grund i følgende enkle tanke:

Al tvang virker til skade for den frie ånd og er af det onde, hvorimod frihed gavner ånden og virker til lysets udbredelse og vækst.

Et menneske kan således være kristen eller muslim eller liberalist eller socialist eller naturvidenskabsmand eller andet, og samtidig medvirke til lysets udbredelse, så længe man har sin frihed til at være det ene eller det andet. Kun den overbevisning eller tro man frit tilslutter sig, har blivende værdi for ånden og medvirker til lysets udbredelse.

Derfor er det afgørende hvis vi også fremover skal se lyset udbrede sig i verden og mørket vige yderligere, at vi sikrer eller bevarer trosfrihed, tankefrihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og alle de klassiske frihedsrettigheder, som heldigvis har vundet hævd i mange samfund i dag.

Hvis man fx er kristen eller muslim fordi samfundet kræver det, går man mørkets, det ondes veje; hvis man derimod er det samme ud fra ens frie vilje og i overensstemmelse med sin samvittighed, så arbejder man med på lysets udbredelse i verden.

Da frihedsrettigheder primært i dag er overladt til den politiske klasse er dette en opgave der påhviler vores politikere at sikre eller - i samfund hvor frihedsrettighederne endnu ikke er en realitet - at skabe.

Vi må kræve disse frihedsrettigheder sikret for alle - rettigheder der forholder sig neutralt til det man ønsker at tro, tænke, skrive og tale; der altså ikke dikterer hvad den enkelte skal tro osv.

Dette må vi kræve på tværs af nationer og samfund - idet vi hævder at enhver tvang virker til skade for den frie ånd og bevirker mørkets, det ondes, fremgang og er illegitim, hvorimod frihed virker fremmende og styrkende på ånden og det gode i verden og i sidste ende også på samfundet og dets vækst og udvikling.

Enhver politisk, religiøs eller videnskabelig tvang, undertrykkelse og dogmatisme er illegitim idet det virker til gavn for det onde, og kan ikke forsvares fx ved at henvise til et lands indre anliggender eller sikkerhed. Et politisk styre der benytter sig af vold og undertrykkelse er illegitimt, idet det forbryder sig både mod menneskers ånd og krop og integritet og værdighed, forbryder sig mod dem man hersker over og bør gavne og ikke skade.

Derfor må vi kræve - med forbillede i de store personligheder der i fortiden stillede sig op mod datidens ofte brutale magthavere - ret til at tro, tænke, ytre os, skrive, tale osv frit og ret til frit og uden sanktioner at kritisere gejstlige og verdslige magthavere og deres systemer (fx en given religion eller ideologi) ud fra det enhver oprigtigt og i overensstemmelse med sin samvittighed mener er ret og sandhed.

Hvis vi kan sikre disse uvurderlige frihedsrettigheder og frihedsidealer for alle - kan vi også nu og fremover se lyset, det gode, brede sig i verden, og mennesker kan få stadig bedre og lysere vilkår at leve under - til gavn for os og for alle.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst