Ved et dødsleje

Her forleden havde jeg en lidt sælsom - oplevelse. Jeg sad ved min ven, Carsten XX´ s dødsleje på hospitalet i Odense. Carsten havde siden sin ungdom forsøgt at slå igennem som forfatter indenfor en række forskellige genrer, men intet var for alvor lykkedes ham.

Hans venner vil sige, at han er en slags åndens eller intellektets ti-kæmper; orienteret og uddannet lidt her og lidt der, intet dog helt til bunds og i dybden. Hans forfatterskab består ret beset af en række spredte tanker og skitser, dog ikke uden glimt af dybtgående og skarpt geni.

Andre vil kalde ham en halvstuderet røver. Men nok om det.

Jeg havde dog store forhåbninger knyttet til hans person, og det var med sorg, at jeg nu så en adskillelse i øjnene. Jeg håbede - ved at sidde hos ham til det sidste - at få et sidste, afgørende ord eller indsigt.

Det var hen ad aften og udenfor hospitalsvinduet forsvandt det naturlige lys lige så stille. Jeg ser med undren mit og hans spejlbillede i den mørknende rude, og tænker: Hvem er det?

Pludselig bliver han urolig, og jeg fornemmer, at der er noget han vil sige. Jeg rykker helt hen til ham, og lægger øret til hans mund for om muligt at opsnappe et sidste ord.

Med besvær henåndede han: "...isen smelter..." "Ja, Carsten" siger jeg "global opvarmning, hvad vil du sige?" Jeg håbede, at jeg kunne fravriste ham kuren mod problemet eller noget andet stort.

Han fortsætter: "...jeg glemte..." "Ja, formlen, metoden til løsn..." "...at tænde for kummefryseren inden jeg...vil du...?" "Den klarer jeg!" siger jeg og rykker endnu nærmere, da jeg fornemmer, at NU kommer det.

"...det kongelige..." "budskab? broderskab? hvad?" "...bibliotek. Jeg skal aflevere krimien på torsdag..." "Ja, Carsten, den klarer jeg men...!"

Han blev rolig et øjeblik og sov vist et par minutter. Han åndede roligt, og var på vej til at glide væk. Så, med en kraftanstrengelse, løfter han hånden og tager fat i mit revers og begynder igen at tale:

"...fuglene flyver..." "Ja, sjælene? Er det et billede, en vision? Det hvide broderskab...hvad?" "...i flok, når de er mange nok. Andersen. Benny Andersen." "Ja ja, Carsten, jeg ved godt at det er Andersen, men hvad vil du...?"

Med det sidste han har i sig mumler han, halvt i sorg halvt som i ekstase, så jeg fornemmer, at NU, NU kommer det. "...jeg ser, jeg ser..." "Ja, Carsten!!! Hvad ser du? Den anden verden, paradis, hvad HVAD SER DU?" "...store..." "Ja, ja!!! Engle? Feer? Nisser? Gud?" "...babser..." "ARRRGH..."

Hans sidste ord:"...kender du den om nonn..."

Her trak jeg stikket til respiratoren og skred.