Gå videre til hovedindholdet

Kristendommen og Vandrer mod Lyset!

For at kunne danne sig en mening om hvilken af de to lærer, kristendommen og Vandrer mod Lyset, man finder mest meningsfuld og tættest på sandheden, er det nødvendigt først at søge at bestemme så nøjagtigt som muligt, hvad kristendom og hvad Vandrer mod Lyset er og hvad de lærer.

Nu er det klart, at begge lærer bliver tolket forskelligt og den tolkning jeg her vil forsøge kan kun betragtes som min egen opfattelse, baseret på grundteksterne indenfor evangelisk-luthersk kristendom og Vandrer mod Lyset. De tekster jeg bygger på er;

1) Bibelen (dansk autoriseret oversættelse fra 1992)
2) Martin Luther, Sämtliche Werke, Elibron 2006
3) Martin Luther, Gesammelte Werke, Herausgegeben von Kurt Aland
4) Søren Kierkegaard, Samlede værker, Gyldendal, 1962
5) Vandrer mod Lyset! udgivet ved Michael Agerskov, 1920
6) Forsoningslæren og genvejen, udgivet ved Michael Agerskov, 1920
7) Spørgsmål og Svar, udgivet ved Michael Agerskov, 1929-30

Hvad er kristendom? Det er der rigtig mange bud på. Mit eget er - bygget på de nævnte skrifter - følgende:

Mennesket opnår kun frelse ved tro (Paulus og Luther). Troen skænkes af Guds nåde ved Helligånden. Udvider man det billede på troen, som Martin Luther giver i An der Freiheit eines Christenmenschen, (1520), er Guds ord (Bibelen) den jord troen som et træ gror i. Træets (troens) frugter er de gode gerninger, der følger af troen.

Luther afviser, at gerninger i sig selv fører til frelse (gerningsretfærdighed) og henviser til troen alene og skriften (Bibelen) alene.

Luther skelner mellem det indre menneske (ånden eller sjælen) og det ydre menneske (kroppen - verden). I det indre (ånden) er den kristne fri og over alle, i det ydre er den kristne en tjener, der er undergivet alle.

Luther hævder - med en senere parallel i Kierkegaard, der taler om at den kristne må afdø fra verden - at den kristne må korsfæste det ydre menneske (kroppen) og dens "onde lyster".

Spørgsmålet er så: Skænker Gud af nåde ved Helligånden troen til den, der udviser en begyndende syndsbevidsthed ved at høre eller læse Guds ord (Bibelen), eller skænkes troen af nåde helt uafhængigt af os?

Troen selv er troen på, at Kristus har taget synden fra os (løskøbt os fra synden) ved sin død på korset og efterfølgende opstandelse. Dermed har han besejret døden, som kom til os mennesker ved syndefaldet, og som hvert menneske arver (arvesynden), i os, fjernet dødens brod i os (synden) og givet os livet i stedet (det evige liv).

Syndefaldet skete som en konsekvens (ikke nødvendigvis som en straf for ulydighed mod Gud) af, at Urmenneskene, Adam og Eva, forledtes af slangen (djævelen) til at spise af træet til kundskab om godt og ondt (1. Mos, 2). Oprindelig levede de i en tilstand af uskyld i Edens Have, men de tabte uskylden da de, forledte af slangen, ville være som Gud til at kende godt og ondt.

Men de blev - ved at spise af træet - ikke som Gud. I stedet fik de døden og synden. Slangen bedrog dem.

Det er denne død og denne synd, som Kristus angiveligt frelser os fra ved sin død og opstandelse ved at alle, der tror på ham (på hans soningsdød) får evigt liv.

Tolkningen af syndefaldet er her en helt afgørende forskel mellem kristendommen og Vandrer mod Lyset! Ifølge kristendommen var det Guds vilje, at mennesket ikke skulle kende (forskel på) godt og ondt (forbuddet mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt); ifølge Vandrer mod Lyset! er dette hovedpunktet for os mennesker; at kende forskel på godt og ondt og at overvinde det onde.

Ifølge kristendommen genvinder mennesket sin tabte uskyld (det tabte paradis) ved troen på Kristus. Ifølge Vandrer mod Lyset! kæmper mennesket sig selv (støttet og ledet af Gud og skytsånderne) til forløsningen (tanke-vilje-enhed; se "Spørgsmål og Svar" II, no. 64).

Jeg skal ikke her gentage de argumenter, Paulus giver i "Forsoningslæren og genvejen", hvor han søger at påvise, at Kristi sonofferdød ikke kan bringes i samklang med offerreglerne som de gives i Det gamle Testamente.

Kun vil jeg - idet enhver må danne sig sin egen mening - sige, at for mig personligt står det guddommelige ideal langt, langt højere i Vandrer mod Lyset end i kristendommen, og at den uskyld kristendommen hævder vi har tabt men kan genvinde ved troen på Kristus, forekommer mig i strid med den almindelige opfattelse af moral og etik, der netop har sansen for godt og ondt som det centrale.

Den fundamentale forskel på de to lærer forekommer mig at være netop dette: Skal vi kende godt og ondt eller ej? Dette må enhver afgøre med sig selv og sin samvittighed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d