Gå videre til hovedindholdet

Islam og Vandrer mod Lyset!

I dette indlæg vil jeg søge at vise, at ikke kun kristendommen men også islam ud fra grundteksterne og grundtankerne - og ud fra en sammenligning med Vandrer mod Lyset! og Gud forstået som lysets og kærlighedens Almagt - må anses for en fejlagtig lære hvor kun glimt af sandhed anes. Derudover vil jeg søge at vise, hvor katastrofalt visse tanker i islam (og Vesten) præger vores verden i dag:

1) Det gennemgående Gudsbillede i koranen lader sig næppe skelne fra djævelen. Eksemplerne på at koranen ("Gud") næsten svælger i de grusomme og evige helvedsstraffe, der venter "de vantro", de der ikke vil modtage Muhammed og koranen, de der er ulydige osv er mange;

Ex. Sura 27, vers 90, hvor der står (citeret efter Ellen Wulffs oversættelse af koranen fra 2006): "Men de, der medbringer det onde, bliver kastet på hovedet i Ilden". Eller Sura 13, vers 5: ""Når vi er blevet til støv, skal vi da blive til i en ny skabelse?" De tror ikke på deres Herre, og de har lænkerne om deres hals. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid."

Disse og mange andre eksempler kan umuligt tillægges en lysets og kærlighedens Almagt.

2) Jihad. I islam skelner man mig bekendt mellem den store jihad og den lille jihad. Den store jihad tager sigte på åndens eller sjælens forædling og renselse gennem forskellige bud (fx én gang i livet at foretage pilgrimsfærd til Mekka). Og den har jeg ingen problemer med. Problemerne kommer med den lille jihad, som bygger på en katastrofal og falsk udtalelse af Muhammed om, at det er godt og tilladt af Gud med magt at udbrede islam.

Den lille jihad tolkes i dag som en gudgiven ret til at føre forsvarskrig hvor islam og muslimer er truede. Nogle muslimer hævder (med rette eller urette er irrelevant), at islam (Mellemøsten) er truet af Vesten (vel på grund af olien), og "legitimerer" med den tanke den voldsomme og forargelige bølge af terror der i vor tid skyller ind over os.

På den anden side hævder nogle i Vesten, at vi er under angreb af muslimer og islam gennem migration og flygtninge. Magthavere og meningsdannere på begge sider ophidser i et kynisk magtspil (i kamp for magt, dominans og privilegier) opinionen: "Vi er under angreb og I (primært unge mænd (og kvinder) som bruges som kanonføde som soldater eller selvmordsterrorister) tjener fædrelandet/Gud og gør en forskel - og lønnen bliver stor."

Men - virkeligheden er en anden: Mange af de vestlige soldater kommer hjem fra krigen (hvis de kommer hjem) med dybe ar på sjæl og sind, og de unge mænd, der (mis-)bruges som selvmordsterrorister får ikke 72 sortøjede jomfruer (hurier) og "haver med rindende floder", men derimod et ophold et koldt og mørkt og ensomt sted, hvor de i tanken må genopleve deres frygtelige død igen og igen indtil den dag og time kommer, som af Gud er sat som dagen, hvor de skulle dø (for dette; se "Vandrer mod Lyset!").

Logikken er den samme - og lige katastrofal hvad enten den tænkes og udøves af Vesten eller muslimer, og den kan under ingen omstændigheder retfærdiggøres med henvisning til Gud, lysets og kærlighedens Almagt, for hvem al krig er forkastelig og en kilde til sorg.

Med de mange millioner af mennesker der har måttet lade livet i meningsløse og gudsbespottelige kampe og krige i den Almægtiges Navn, burde disse tanker være selvindlysende.

Vi er havnet i en politisk og religiøs blindgyde, til dels og i vor tid hovedsagelig på grund af forkvaklede og formørkede opfattelser af Gud (i både bibelen og koranen) eller det gode, så det er tiden at erkende, at vi har brug for helt at skrotte disse vrangforestillinger og forstå, at vejen er - ikke had og krig - men tilgivelse og fred.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d