Gå videre til hovedindholdet

Hovedanklagen mod og dommen over mennesket i bibelen og koranen

Igen vil jeg prøve at holde billedet af Gud som lysets og kærlighedens Almagt op mod de tekster, bibelen og koranen, som af nogle betragtes som hellige, og søge at besvare spørgsmålet:

Hvad er hovedanklagen og dommen over mennesket i disse tekster, og er denne anklage og dom forenelig med Gud som lysets og kærlighedens Almagt?

Efter min vurdering er hovedanklagen og dommen over mennesket i bibelen og koranen, at mennesket ikke vil adlyde Gud og at vi - eller nogle af os - har andre guder end den ene sande Gud. Dommen er fortabelsen hvis ikke vi vender om og overgiver os til eller tror på Gud.

At mennesket ikke vil adlyde Gud kommer fx til udtryk i bibelens syndefaldsmyte (1. Mos. 3), hvor mennesket angiveligt er ulydig mod Gud ved - mod Hans ord og forbud - at spise af Kundskabens Træ, forledt af "slangen".

Menneskets ulydighed kommer i bibelen også klart til udtryk fx i Jeremias´ bog i Det gamle Testamente, hvor det fx i en lignelse ("De gode og de dårlige figner") hedder: "Jeg gør dem (nogle af jøderne; min bemærkning; cpo) til rædsel for alle jordens kongeriger, til spot og spe, til forhånelse og forbandelse alle de steder, jeg fordriver dem til. Jeg sender sværd, sult og pest imod dem, indtil de er udryddet fra det land, jeg gav dem og deres fædre."

Er det lysets og kærlighedens Almagt der taler her? Angiveligt er dette Guds straf for at nogle af jøderne ikke ville adlyde Gud og havde andre guder end Ham, og der er rigtig mange lignende steder i bibelens Gamle Testamente, fx i Mosebøgerne, men også i Det nye Testamente i fortællingerne om Jesus.

Den dømmende og fordømmende "Gud" er dog i bibelen tydeligst tilstede i Johannes Åbenbaring, som efter at have optegnet syner og profetier af psykotisk tilsnit slutter med ordene: "Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne profetiske bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog. Han, der vidner om dette, siger: "Ja, jeg kommer snart." Amen, kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle!" (Åb. 22, 18-21).

I koranen er anklagen og dommen over mennesket også meget tydelig. Muhammed beskrives her som en "overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer". "Det gode budskab" er løftet om frelse hvis vi mennesker overgiver (underkaster) os til Gud og modtager Hans profet (Hans udsending; Muhammed). Advarslen (om fortabelsen, "straffen") gælder dem, der ikke vil overgive (underkaste) sig og tage imod Muhammed (og "Gud").

Et blandt mange eksempler i koranen på anklagen og dommen over mennesket (her for at være "vantro") er Sura 59, vers 2-3, hvor der står: "Men så faldt Gud over dem fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes hænder, lagde deres huse i ruiner. Så tag ved lære, I, der kan se! Hvis ikke Gud havde dømt dem til forvisning, ville Han have straffet dem i denne verden; i den hinsidige har de Ildens straf i vente."

Andre steder i koranen udpensles "de fortabtes" lidelser (fx når der står om "de fortabte" at de føres frem til straffen på Dommens Dag osv osv).

Er dette et sandt billede af Gud, lysets og kærlighedens Almagt?

Giver det overhovedet mening at tale om "Guds vrede" og "Guds forbandelse (fordømmelse)" og "Guds dom" og "Guds straf" som begge skrifter er så fulde af, og at vi mennesker bør og har grund til at frygte Gud, hvis Gud er lysets og kærlighedens Almagt?

Er Gud lysets og kærlighedens Almagt, en tryg og varm og nær Gud og Fader, der drager alle til sig med mildhed, kærlighed og tilgivelse, en Gud som stiller os absolut frit uden nogen form for fordømmelse, eller er Han en uberegnelig tyran og despot, der truer sin skabelse til (blind) lydighed, og fordømmer og fortaber alle, der ikke vil bøje sig, en vredens og hævnens strenge Guddom?

Er Gud lysets eller mørkets Gud?

Til denne grundlæggende kritik af bibelen og koranen hører den tilføjelse, at det efter min vurdering ikke er alt i disse skrifter der er dårligt og ubrugeligt. Dele af bibelen fx kan vel siges at have en vis litterær - men ikke autoritativ religiøs - værdi. Fx vurderer jeg at der kan være visse sandhedsglimt i Jobs Bog, i Davids salmer, i Højsangen og flere andre steder.

Og jeg vil endnu en gang sige, at kritikken selvfølgelig heller ikke betyder, at alle kristne eller muslimer har en formørket opfattelse af Gud. Det er mit indtryk, at mange kristne og muslimer har en mere afslappet og måske sand opfattelse af Gud som kærlig og retfærdig; at mange for sig selv fokuserer på det sande og ophøjede som også findes - i glimt - i de to skrifter; Guds kærlighed, tilgivelse og retfærdighed. Og mange finder måske trøst og styrke og glæde ved at hengive sig til Guds omsorg inspireret af dette renere gudsbillede.

Men hvis min grundlæggende kritik af de to skrifter er rigtig - at mennesket her er under anklage og fordømmes af en Gud som typisk er Gud af navn og ikke af gavn, en Gud der som en anden tyran og despot viser nogle "nåde" og fordømmer andre, en Gud som truer og søger at tvinge sin vilje igennem, en Gud som intet har at gøre med den sande ophøjede Gud og Fader (bortset fra de nævnte glimt af lys og sandhed), og at denne guddommelige anklage og dom er fiktion, er løgn, en Gud der kort sagt langt mere ligner Satan som han var inden han vendte tilbage til lyset og Gud i sorg og anger (se "Vandrer mod Lyset!") - er dette snarere på trods af og ikke i kraft af de to "hellige" skrifters indhold.

Læser man hvad der rent faktisk står i bibelen og koranen mener jeg at kritikken er berettiget og rigtig. Og hvis dette er tilfældet - hvorfor så ikke skrotte begge værker - og starte helt forfra.

Note: bibelen er læst og citeret efter den autoriserede danske oversættelse fra 1992; koranen efter den danske nyoversættelse fra 2006

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst