Igen vil jeg prøve at holde billedet af Gud som lysets og kærlighedens Almagt op mod de tekster, bibelen og koranen, som af nogle betragtes som hellige, og søge at besvare spørgsmålet:
Hvad er hovedanklagen og dommen over mennesket i disse tekster, og er denne anklage og dom forenelig med Gud som lysets og kærlighedens Almagt?
Efter min vurdering er hovedanklagen og dommen over mennesket i bibelen og koranen, at mennesket ikke vil adlyde Gud og at vi - eller nogle af os - har andre guder end den ene sande Gud. Dommen er fortabelsen hvis ikke vi vender om og overgiver os til eller tror på Gud.
At mennesket ikke vil adlyde Gud kommer fx til udtryk i bibelens syndefaldsmyte (1. Mos. 3), hvor mennesket angiveligt er ulydig mod Gud ved - mod Hans ord og forbud - at spise af Kundskabens Træ, forledt af "slangen".
Menneskets ulydighed kommer i bibelen også klart til udtryk fx i Jeremias´ bog i Det gamle Testamente, hvor det fx i en lignelse ("De gode og de dårlige figner") hedder: "Jeg gør dem (nogle af jøderne; min bemærkning; cpo) til rædsel for alle jordens kongeriger, til spot og spe, til forhånelse og forbandelse alle de steder, jeg fordriver dem til. Jeg sender sværd, sult og pest imod dem, indtil de er udryddet fra det land, jeg gav dem og deres fædre."
Er det lysets og kærlighedens Almagt der taler her? Angiveligt er dette Guds straf for at nogle af jøderne ikke ville adlyde Gud og havde andre guder end Ham, og der er rigtig mange lignende steder i bibelens Gamle Testamente, fx i Mosebøgerne, men også i Det nye Testamente i fortællingerne om Jesus.
Den dømmende og fordømmende "Gud" er dog i bibelen tydeligst tilstede i Johannes Åbenbaring, som efter at have optegnet syner og profetier af psykotisk tilsnit slutter med ordene: "Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne profetiske bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog. Han, der vidner om dette, siger: "Ja, jeg kommer snart." Amen, kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle!" (Åb. 22, 18-21).
I koranen er anklagen og dommen over mennesket også meget tydelig. Muhammed beskrives her som en "overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer". "Det gode budskab" er løftet om frelse hvis vi mennesker overgiver (underkaster) os til Gud og modtager Hans profet (Hans udsending; Muhammed). Advarslen (om fortabelsen, "straffen") gælder dem, der ikke vil overgive (underkaste) sig og tage imod Muhammed (og "Gud").
Et blandt mange eksempler i koranen på anklagen og dommen over mennesket (her for at være "vantro") er Sura 59, vers 2-3, hvor der står: "Men så faldt Gud over dem fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes hænder, lagde deres huse i ruiner. Så tag ved lære, I, der kan se! Hvis ikke Gud havde dømt dem til forvisning, ville Han have straffet dem i denne verden; i den hinsidige har de Ildens straf i vente."
Andre steder i koranen udpensles "de fortabtes" lidelser (fx når der står om "de fortabte" at de føres frem til straffen på Dommens Dag osv osv).
Er dette et sandt billede af Gud, lysets og kærlighedens Almagt?
Giver det overhovedet mening at tale om "Guds vrede" og "Guds forbandelse (fordømmelse)" og "Guds dom" og "Guds straf" som begge skrifter er så fulde af, og at vi mennesker bør og har grund til at frygte Gud, hvis Gud er lysets og kærlighedens Almagt?
Er Gud lysets og kærlighedens Almagt, en tryg og varm og nær Gud og Fader, der drager alle til sig med mildhed, kærlighed og tilgivelse, en Gud som stiller os absolut frit uden nogen form for fordømmelse, eller er Han en uberegnelig tyran og despot, der truer sin skabelse til (blind) lydighed, og fordømmer og fortaber alle, der ikke vil bøje sig, en vredens og hævnens strenge Guddom?
Er Gud lysets eller mørkets Gud?
Til denne grundlæggende kritik af bibelen og koranen hører den tilføjelse, at det efter min vurdering ikke er alt i disse skrifter der er dårligt og ubrugeligt. Dele af bibelen fx kan vel siges at have en vis litterær - men ikke autoritativ religiøs - værdi. Fx vurderer jeg at der kan være visse sandhedsglimt i Jobs Bog, i Davids salmer, i Højsangen og flere andre steder.
Og jeg vil endnu en gang sige, at kritikken selvfølgelig heller ikke betyder, at alle kristne eller muslimer har en formørket opfattelse af Gud. Det er mit indtryk, at mange kristne og muslimer har en mere afslappet og måske sand opfattelse af Gud som kærlig og retfærdig; at mange for sig selv fokuserer på det sande og ophøjede som også findes - i glimt - i de to skrifter; Guds kærlighed, tilgivelse og retfærdighed. Og mange finder måske trøst og styrke og glæde ved at hengive sig til Guds omsorg inspireret af dette renere gudsbillede.
Men hvis min grundlæggende kritik af de to skrifter er rigtig - at mennesket her er under anklage og fordømmes af en Gud som typisk er Gud af navn og ikke af gavn, en Gud der som en anden tyran og despot viser nogle "nåde" og fordømmer andre, en Gud som truer og søger at tvinge sin vilje igennem, en Gud som intet har at gøre med den sande ophøjede Gud og Fader (bortset fra de nævnte glimt af lys og sandhed), og at denne guddommelige anklage og dom er fiktion, er løgn, en Gud der kort sagt langt mere ligner Satan som han var inden han vendte tilbage til lyset og Gud i sorg og anger (se "Vandrer mod Lyset!") - er dette snarere på trods af og ikke i kraft af de to "hellige" skrifters indhold.
Læser man hvad der rent faktisk står i bibelen og koranen mener jeg at kritikken er berettiget og rigtig. Og hvis dette er tilfældet - hvorfor så ikke skrotte begge værker - og starte helt forfra.
Note: bibelen er læst og citeret efter den autoriserede danske oversættelse fra 1992; koranen efter den danske nyoversættelse fra 2006
Hvad er hovedanklagen og dommen over mennesket i disse tekster, og er denne anklage og dom forenelig med Gud som lysets og kærlighedens Almagt?
Efter min vurdering er hovedanklagen og dommen over mennesket i bibelen og koranen, at mennesket ikke vil adlyde Gud og at vi - eller nogle af os - har andre guder end den ene sande Gud. Dommen er fortabelsen hvis ikke vi vender om og overgiver os til eller tror på Gud.
At mennesket ikke vil adlyde Gud kommer fx til udtryk i bibelens syndefaldsmyte (1. Mos. 3), hvor mennesket angiveligt er ulydig mod Gud ved - mod Hans ord og forbud - at spise af Kundskabens Træ, forledt af "slangen".
Menneskets ulydighed kommer i bibelen også klart til udtryk fx i Jeremias´ bog i Det gamle Testamente, hvor det fx i en lignelse ("De gode og de dårlige figner") hedder: "Jeg gør dem (nogle af jøderne; min bemærkning; cpo) til rædsel for alle jordens kongeriger, til spot og spe, til forhånelse og forbandelse alle de steder, jeg fordriver dem til. Jeg sender sværd, sult og pest imod dem, indtil de er udryddet fra det land, jeg gav dem og deres fædre."
Er det lysets og kærlighedens Almagt der taler her? Angiveligt er dette Guds straf for at nogle af jøderne ikke ville adlyde Gud og havde andre guder end Ham, og der er rigtig mange lignende steder i bibelens Gamle Testamente, fx i Mosebøgerne, men også i Det nye Testamente i fortællingerne om Jesus.
Den dømmende og fordømmende "Gud" er dog i bibelen tydeligst tilstede i Johannes Åbenbaring, som efter at have optegnet syner og profetier af psykotisk tilsnit slutter med ordene: "Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne profetiske bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog. Han, der vidner om dette, siger: "Ja, jeg kommer snart." Amen, kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle!" (Åb. 22, 18-21).
I koranen er anklagen og dommen over mennesket også meget tydelig. Muhammed beskrives her som en "overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer". "Det gode budskab" er løftet om frelse hvis vi mennesker overgiver (underkaster) os til Gud og modtager Hans profet (Hans udsending; Muhammed). Advarslen (om fortabelsen, "straffen") gælder dem, der ikke vil overgive (underkaste) sig og tage imod Muhammed (og "Gud").
Et blandt mange eksempler i koranen på anklagen og dommen over mennesket (her for at være "vantro") er Sura 59, vers 2-3, hvor der står: "Men så faldt Gud over dem fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes hænder, lagde deres huse i ruiner. Så tag ved lære, I, der kan se! Hvis ikke Gud havde dømt dem til forvisning, ville Han have straffet dem i denne verden; i den hinsidige har de Ildens straf i vente."
Andre steder i koranen udpensles "de fortabtes" lidelser (fx når der står om "de fortabte" at de føres frem til straffen på Dommens Dag osv osv).
Er dette et sandt billede af Gud, lysets og kærlighedens Almagt?
Giver det overhovedet mening at tale om "Guds vrede" og "Guds forbandelse (fordømmelse)" og "Guds dom" og "Guds straf" som begge skrifter er så fulde af, og at vi mennesker bør og har grund til at frygte Gud, hvis Gud er lysets og kærlighedens Almagt?
Er Gud lysets og kærlighedens Almagt, en tryg og varm og nær Gud og Fader, der drager alle til sig med mildhed, kærlighed og tilgivelse, en Gud som stiller os absolut frit uden nogen form for fordømmelse, eller er Han en uberegnelig tyran og despot, der truer sin skabelse til (blind) lydighed, og fordømmer og fortaber alle, der ikke vil bøje sig, en vredens og hævnens strenge Guddom?
Er Gud lysets eller mørkets Gud?
Til denne grundlæggende kritik af bibelen og koranen hører den tilføjelse, at det efter min vurdering ikke er alt i disse skrifter der er dårligt og ubrugeligt. Dele af bibelen fx kan vel siges at have en vis litterær - men ikke autoritativ religiøs - værdi. Fx vurderer jeg at der kan være visse sandhedsglimt i Jobs Bog, i Davids salmer, i Højsangen og flere andre steder.
Og jeg vil endnu en gang sige, at kritikken selvfølgelig heller ikke betyder, at alle kristne eller muslimer har en formørket opfattelse af Gud. Det er mit indtryk, at mange kristne og muslimer har en mere afslappet og måske sand opfattelse af Gud som kærlig og retfærdig; at mange for sig selv fokuserer på det sande og ophøjede som også findes - i glimt - i de to skrifter; Guds kærlighed, tilgivelse og retfærdighed. Og mange finder måske trøst og styrke og glæde ved at hengive sig til Guds omsorg inspireret af dette renere gudsbillede.
Men hvis min grundlæggende kritik af de to skrifter er rigtig - at mennesket her er under anklage og fordømmes af en Gud som typisk er Gud af navn og ikke af gavn, en Gud der som en anden tyran og despot viser nogle "nåde" og fordømmer andre, en Gud som truer og søger at tvinge sin vilje igennem, en Gud som intet har at gøre med den sande ophøjede Gud og Fader (bortset fra de nævnte glimt af lys og sandhed), og at denne guddommelige anklage og dom er fiktion, er løgn, en Gud der kort sagt langt mere ligner Satan som han var inden han vendte tilbage til lyset og Gud i sorg og anger (se "Vandrer mod Lyset!") - er dette snarere på trods af og ikke i kraft af de to "hellige" skrifters indhold.
Læser man hvad der rent faktisk står i bibelen og koranen mener jeg at kritikken er berettiget og rigtig. Og hvis dette er tilfældet - hvorfor så ikke skrotte begge værker - og starte helt forfra.
Note: bibelen er læst og citeret efter den autoriserede danske oversættelse fra 1992; koranen efter den danske nyoversættelse fra 2006
Kommentarer
Send en kommentar