Gå videre til hovedindholdet

Den danske debat om islam og muslimer

I et forsøg på at nuancere den danske og vel også europæiske debat om islam og muslimer vil jeg sige, at man i debatten ofte støder på en ejendommelig antagelse, nemlig at islam er en entydig religion eller ideologi som alle muslimer deler, og at det kræves af enhver muslim at han eller hun fuldt ud kender koranen og skal stå på mål for alt hvad der står i dette skrift og derudover er ansvarlig for alt hvad alle muslimer gør af godt eller ondt.

Hvor mange danskere mon har læst (hele) bibelen (næppe ret mange), og hvor mange danskere føler sig ansvarlig for alt hvad der står i dette skrift (formentlig endnu færre) og i øvrigt er ansvarlig for alt hvad alle kristne i verden gør af godt eller ondt (næppe én).

Hvorfor denne forskel? Hvorfor denne negative forskelsbehandling? Mon ikke fordi vi inderst inde føler os hævede over og mere værd end muslimer, og således har svært ved at leve op til de nok så besungne danske værdier som vel bla indbefatter tanken om lige menneskeligt værd uanset køn, race, tro, social status osv?

Er det ikke karakteristisk, at de der råber højest om danske værdier også er dem, der underløber dem?

Er det ikke en kendsgerning, at ligesom der er et utal af tolkninger af kristendommen, er der tilsvarende mange udlægninger af islam, at islam langt fra er en entydig religion og historisk og aktuelt tolkes vidt forskelligt af forskellige mennesker, at ens tro primært er en sag mellem den enkelte og Gud, og at enhver kun er ansvarlig for sine egne gerninger?

Er det ikke en kendsgerning, at hvad enten den hellige tekst er bibelen, koranen, Vandrer mod Lyset! eller menneskerettighedserklæringen eller grundloven så bruges disse oftest til at slå andre i hovedet med og ikke til at berige hinanden med? Er det ikke en kendsgerning at disse hellige tekster nu som før bindes i halen på bomber og raketter? Med hvilken ret gør vi det? Er kendsgerningen ikke den, at vi dermed kompromitterer det hellige i os ubodeligt?

Og er det ikke en kendsgerning, at det som de fleste religioner kalder det største, det mest værdifulde, det dyrebareste nemlig kærligheden og den helt almindelige kærlighed mellem mennesker, herved underløbes og mistrives?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...