Gå videre til hovedindholdet

Den danske debat om islam og muslimer

I et forsøg på at nuancere den danske og vel også europæiske debat om islam og muslimer vil jeg sige, at man i debatten ofte støder på en ejendommelig antagelse, nemlig at islam er en entydig religion eller ideologi som alle muslimer deler, og at det kræves af enhver muslim at han eller hun fuldt ud kender koranen og skal stå på mål for alt hvad der står i dette skrift og derudover er ansvarlig for alt hvad alle muslimer gør af godt eller ondt.

Hvor mange danskere mon har læst (hele) bibelen (næppe ret mange), og hvor mange danskere føler sig ansvarlig for alt hvad der står i dette skrift (formentlig endnu færre) og i øvrigt er ansvarlig for alt hvad alle kristne i verden gør af godt eller ondt (næppe én).

Hvorfor denne forskel? Hvorfor denne negative forskelsbehandling? Mon ikke fordi vi inderst inde føler os hævede over og mere værd end muslimer, og således har svært ved at leve op til de nok så besungne danske værdier som vel bla indbefatter tanken om lige menneskeligt værd uanset køn, race, tro, social status osv?

Er det ikke karakteristisk, at de der råber højest om danske værdier også er dem, der underløber dem?

Er det ikke en kendsgerning, at ligesom der er et utal af tolkninger af kristendommen, er der tilsvarende mange udlægninger af islam, at islam langt fra er en entydig religion og historisk og aktuelt tolkes vidt forskelligt af forskellige mennesker, at ens tro primært er en sag mellem den enkelte og Gud, og at enhver kun er ansvarlig for sine egne gerninger?

Er det ikke en kendsgerning, at hvad enten den hellige tekst er bibelen, koranen, Vandrer mod Lyset! eller menneskerettighedserklæringen eller grundloven så bruges disse oftest til at slå andre i hovedet med og ikke til at berige hinanden med? Er det ikke en kendsgerning at disse hellige tekster nu som før bindes i halen på bomber og raketter? Med hvilken ret gør vi det? Er kendsgerningen ikke den, at vi dermed kompromitterer det hellige i os ubodeligt?

Og er det ikke en kendsgerning, at det som de fleste religioner kalder det største, det mest værdifulde, det dyrebareste nemlig kærligheden og den helt almindelige kærlighed mellem mennesker, herved underløbes og mistrives?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst