Gå videre til hovedindholdet

To veje

Som følge af teknologiske og medicinske landvindinger taler nogle i disse år seriøst om at forbedre mennesket. Med forbedre menes af og til forbedring af intelligens, hukommelse og andre ting, der med en samlebetegnelse kan kaldes menneskets funktionalitet.

Forbedringen tænkes gennemført ved hjælp af medicin, fx indtagelse af Ritalin eller andre psykogene stoffer (Ritalin er oprindelig udviklet til at behandle ADHD og skulle kunne gøre mennesker i stand til bedre at koncentrere sig og yde intellektuelt), eller på sigt ved at skabe en delvis sammensmeltning mellem menneske og maskine ved fx at indoperere computerchips i menneskets hjerne o lign.

Forbedringen defineres positivt - bedre hukommelse, højere intelligens osv. Men hvad er etikken i dette? Kan man sige med et billede, at den positivt definerede forbedring af menneskets funktionalitet handler om kampen om at blive den største haj i bassinet, og at forbedringen indgår i den konkurrence, som også er nedlagt i os biologisk (kampen for overlevelse, videreførelse af vores gener osv); i sin rene form alles kamp mod alle?

Er denne form for forbedring ikke i konflikt med det etiske i mennesket; evnen til medfølelse, bestræbelsen på at afhjælpe nød, sult, fattigdom, katastrofer, krig osv? Er det ikke mere relevant på denne måde at give en negativ definition på forbedring af mennesket; altså at afhjælpe nogle onder?

Måske giver det mening på denne måde at udskille to veje for os mennesker:

1) forbedring af menneskets funktionalitet og konkurrenceevne; alles kamp mod alle; den positivt definerede forbedring

2) højnelse af det etiske i mennesket; evnen til medfølelse og kærlighed og vilje til at søge at afbøde eller lindre menneskers lidelser; den negativt definerede forbedring

Kort kunne man kalde disse to veje for hhv egenkærlighedens og den ægte kærligheds vej.

Den positivt definerede forbedring af menneskets funktionalitet kan vise sig fatal og kan medføre en eskalering af krig, ulighed og andre onder, fordi det ligger snublende nær at tilskrive det (funktionelt) overlegne menneske ("overmennesket", "supermennesket", "det perfekte menneske") særlige rettigheder overfor sine mindre perfekte medmennesker (jf fx Nazityskland). Dette vil jeg kalde supermenneskets etiske fejlslutning.

Hvis man mener, at et givent overlegent menneske i kraft af sin overlegenhed har ret til at kanøfle sine svagere medmennesker eller det overlegne menneske mener dette om sig selv, har man (han/hun) forladt den etisk forsvarlige vej. Dette menneske (eller denne (overlegne) nation) er måske overlegen i krig (konkurrence), men handler etisk uforsvarligt.

Det ser altså ud til, at de to veje - forbedringen af menneskets funktionalitet tilstræbt som led i mellemmenneskelig (eller mellemstatslig) konkurrence og den etisk forsvarlige vej hvor man søger at afbøde eller lindre andres lidelser - kan være komplementære. "Supermennesket" kommer let til at skabe lidelser for andre, ikke lindre eller fjerne dem.

Måske giver det videre mening at sige, at egenkærlighedens vej (konkurrencemennesket; konkurrencestaten; kapitalismen) 25 år efter Murens Fald og Sovjetunionens opløsning også har spillet fallit, hvilket vi ser i truende økonomiske og økologiske katastrofer. Vi lever med en følelse af konstant fare og prøver at beskytte os mod den ved overdreven fokus på sundhed, mens selviskheden, selvretfærdigheden og fordømmelsen af andre og anderledes tænkende og troende og handlende og bevidstheden om alle dem vi tramper ned på vores vej mod toppen æder os indefra. Jeg tror at mange længes efter noget andet.

Det grundliggende spørgsmål er: Er vi hinandens konkurrenter, er det i vores interesse at bekrige hinanden økonomisk og militært, gælder det om at tryne hinanden og nyde udsigten alene på en kold tinde, eller er vi som flere religioner taler om hinandens brødre og søstre (åndeligt set)?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere