Gå videre til hovedindholdet

Er bibelen Guds ord? Er koranen?

Hvis Gud er det Højeste Væsen og de højeste egenskaber er lys og kærlighed, så er Gud lysets og kærlighedens Almagt, da det Højeste Væsen må besidde de højeste egenskaber fuldkommen.

Hvis et sådant Væsen, en sådan Gud, findes, så må Han tænkes at kunne åbenbare sig for os mennesker. Hvis Han åbenbarer sig gennem en tekst som indgives særlige mennesker, så må disse tekster være fejlfri og gennemsyret af lys og kærlighed, da Gud er lysets og kærlighedens Almagt.

Hvordan forholder det sig med de to religiøse grundtekster, bibelen og koranen, hvis vi ser Gud på denne måde?

Ved at læse i bibelen og koranen står det hurtigt klart, at disse tekster langt fra er fejlfri og gennemsyret af kærlighed som det måtte forventes af en tekst, der har sin oprindelse i en lysets og kærlighedens Almagt. Begge skrifter svømmer over med en dømmesyg, humørsyg, grusom "Gud" der snart straffer hårdt, snart viser nåde, snart dømmer og fordømmer og snart truer med helvedes evighedsstraf, hvis vi fx har andre guder end Ham (bibelen) eller blot sætter andre ved Hans side (koranen).

Alle disse skriftsteder i bibelen og koranen er uforenelige med Gud opfattet som lysets og kærlighedens Almagt, og derfor kan hverken det ene eller det andet skrift være "Guds ord" - et perfekt og fejlfrit skrift der kommer direkte fra Gud.

Der er andre steder i de to skrifter, der peger i retning af Gud som lysets og kærlighedens Almagt; fx 3. Mos. 19, 18, hvor Gud bringer næstekærlighedsbudet og de steder i koranen, hvor Gud beskrives som barmhjertig og tilgivende osv.

Men ingen af dem kan altså gælde som fuldgyldige og fejlfri åbenbaringer fra Gud, hvis Gud er lysets og kærlighedens Almagt, det Højeste Væsen, og de bør derfor læses kritisk.

Efter min opfattelse er der så mange fordrejninger og misforståelser af Gud og det guddommelige i begge skrifter, så mange steder hvor mennesker tager Gud som gidsel for deres egen hævntrang, straffelyst, dømmesyge og magtbegær som de prøver at give guddommelig autoritet, og de steder der peger i en anden retning, lysets, kærlighedens, fredens og tilgivelsens retning og dermed det sande guddommelige, er så få at begge skrifter må anses som stort set ubrugelige med hensyn til at danne sig et billede af den sande Gud.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst