Gå videre til hovedindholdet

Hvorfor er Gud usynlig?

Hvorfor er Gud usynlig? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor åbenbarer Gud sig ikke direkte, synlig for alle?

Dette kan der være mange grunde til. En af dem er anført i VmL; hvis Gud valgte i sin fulde lysstyrke og -intensitet at gæste jordplanet, ville alle menneskeånder viljeløst opsuges, tilintetgøres fordi de mangler den fornødne styrke til at være i Guds umiddelbare nærhed under sådanne forhold.

En anden begrundelse tænker jeg mig skyldes en universel lov eller snarere mekanisme med hensyn til lys og mørkes indbyrdes forhold.

Således reagerer mørket på enhver intensivering (udvikling) i lyset. Hvis derfor Gud nedsatte sin egen lysstyrke og gæstede jordplanet (som han kan og af og til gør ifølge "Spørgsmål og Svar") men på en sådan måde at menneskeånderne ikke blev tilintetgjorte, men - synligt for alle, ville et sådant magtsprog få stærke mørkekræfter i os til at reagere negativt imod os - da man jo må tænke sig at der dog ville være tale om en meget stærk lyspåvirkning.

Mange af os ville på denne måde hovedkuls kastes ud i kampe og lidelser, som vi måske ikke er parate til - stærke nok til nu. Måske ville det ligefrem kunne føre til et mange omfattende fald for mørket - hvilket selvfølgelig ikke er Guds ønske og vilje.

Hvor bekvemt det end - ved første øjekast - kunne synes, så tænker jeg mig, at vi derfor skal tilskrive dette faktum Guds nænsomhed og varsomhed og kærlighed til os.

Samtidig ved vi jo, at Gud opdrager os alle til myndige væsener ved at vi selv - frivilligt - må kæmpe mod mørket og således vandre fremad mod lyset.

Ved vores frie vilje må vi selv tilslutte os lyset - i et tempo, hvor vi kan være med. Derfor er der ikke nogen ønskelige nemme smutveje. Lyset skal gro indefra - ved åndens frivillige, selvstændige tilegnelse og berigelse og styrkelse ved lyset. Sådan opdrager Gud os alle.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst