Gå videre til hovedindholdet

Er kristendommen sand? (2)

Gennem årtusinder er der blevet gjort mange forskellige opfattelser af kristendommen gældende. En markant opfattelse, gennemkonsekvent og vel gennemtænkt må man sige skyldes den danske filosof og religiøse forfatter, Søren Kierkegaard (1813-55).

I en lang række skrifter, både de pseudonyme og de med Kierkegaards eget navn under, gøres denne opfattelse gældende.

Modsat andre må man sige, at den Kierkegaardske opfattelse er mørk i anslaget; i Kierkegaards opfattelse fremhæves bestandig lidelse, selvfornægtelse, forargelse, anfægtelse, forfærdelse osv.

I skriftet, "Sygdommen til døden", Kirkegaards skrift om fortvivlelse, skriver han, at synden mod helligånden er at erklære kristendommen for usandhed og løgn.

Hvad han ikke skriver direkte er, at denne synd ikke tilgives af Gud - en traditionel kristen opfattelse.

Man må altså tro, at gør man dette, erklærer kristendommen for usandhed og løgn, så hjemfalder man til den evige fortabelse.

Nu - det gør jeg personligt - erklærer kristendommen for usandhed og løgn - og har gjort det i mange år (se fx mit skrift, "Mod kristendommen" eller det første blogindlæg med samme titel ("Er kristendommen sand")).

Og heri føler jeg en stærk opbakning og støtte fra Gud. Jeg føler klart, at dette er Guds mening.

Jeg føler ingen fordømmelse, ingen åndskvaler desangående - kun accept og godkendelse og fred med min samvittighed. Jeg føler mig ikke på nogen måde "fortabt" fordi jeg har denne opfattelse og har skrevet om den offentligt.

Jeg kan ikke på nogen måde forene fx den Kierkegaardske opfattelse af kristendommen og Gud (med al dens selvfornægtelse og sjæleangst osv) med det billede jeg har af Gud som en varm, nær, tryg Fader.

Jeg kan i det hele taget slet ikke forene den kristne gudsopfattelse (fx at nogle skal fortabes, at Kristus er Gud osv osv) med det billede jeg har af Gud.

Uden at vakle vil jeg derfor - med fred i sindet og ro med min samvittighed - erklære, at kristendommen (som den er formuleret og opfattet af Kierkegaard og andre, eller som den fremtræder i Bibelen og selvfølgelig specielt Det nye Testamente) er usandhed og løgn.

Dette er min faste overbevisning. Med det forbehold at intet jordisk sprog eller tanke fuldtud kan opfatte eller afspejle Guds hele guddomsfylde og kærlighed og lysintensitet, har jeg personligt i over 25 år ment, at det reneste og mest ophøjede billede af Gud og det guddommelige, der er blevet formuleret i et jordisk sprog, er det, der træder os i møde i "Vandrer mod Lyset!".

Med evigt ansvar for Gud siger jeg: Dette er sandhed!


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst