Gå videre til hovedindholdet

Striden mod det onde

I sin tale i Vandrer mod Lyset! taler Kristus om striden mod det onde, og han siger blandt andet:

"Thi stride I ikke m o d det onde, men følge I eders egne Lyster og urene Begæringer, d a  k u n n e  I  v i s s e l i g e n  i k k e  s e j r e."

Det er så let at ride med på denne verdens bølge, men derved kommer man meget let til at følge det onde i dets talrige afskygninger og give efter for dets snigende angreb.

Nogle bliver blændede af magtbegær, nogle bejler til folkegunst og søger berømmelse, andre giver viljeløst efter for mørket i jeget og den astrale genpart, de nedarvede drifter og instinkter, og glemmer at spørge sig selv, om man virkelig i sandhed søger at gøre det gode, søger af al magt at reformere sit jeg i overensstemmelse med lyset, det bedste i ånden, det ædle, det rette, glemmer således i ånd og i sandhed at vandre mod lyset.

Stopper man derimod op midt i strømmen og yder mørket modstand, beslutter bevidst at stride mod det onde, vil man snart mærke en øget styrke i jeget, mærke den derved forøgede lystilførsel fra Gud.

Vi sendes ikke til Jorden for blindt at ride med på denne verdens bølge af mørke, men for at stride mod det onde, for at stride mod det, for at vandre mod lyset og for at sejre!

Ja, hvis ikke vi strider mod det onde, da kunne vi ikke sejre, siger Kristus i sin mægtige tale til os mennesker. Derfor: Strider mod mørket, broder og søster, strid mod det onde og for det gode, vandrer mod lyset!

Så kan man, som den norske digter, Nordahl Grieg, skrev i sit digt, "Kringsat af fjender", spørge: "Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben", hvilke våben har vi mennesker, når vi vælger bevidst at kæmpe mod mørket, det onde?

Vi har samvittigheden! Samvittigheden som egentlig er skytsåndens manende røst vil altid søge at trække individet i retning af lyset, kærligheden. Vi kan således bevidst søge at gøre os lydhøre for samvittighedens stemme, den indre stemme, der stedse søger at trække os i retning af kærlighed, fred, barmhjertighed, tilgivelse, det gode.

Samvittigheden, skytsåndens stemme, må ikke forveksles med den indre stemme, der søger at forvirre os med andres forventninger til os. Denne stemme lyder, når vi har skuffet denne verden, skuffet andre mennesker ved ikke at leve op til deres forventninger, og det har vel aldrig rigtig med lyset, kærligheden at gøre.

Denne verdens stemme siger, hvordan andre mennesker eller vi selv gerne vil have at vi skal være, og den er ofte i opposition til det Gud og dermed skytsånden ønsker at vi skal gøre.

Lysets vej er kærlighedens vej, skytsåndens vej, samvittighedens vej, tilgivelsens vej, barmhjertighedens vej.

Derfor broder og søster: Vandrer lysets vej, lyt ikke til denne verdens stemme, lyt til samvittighedens stemme, den stemme der stedse taler kærlighed, tilgivelse, barmhjertighed, fred. Dét skal du kæmpe med, dét er dit våben! Strider mod ondt med kærlighed!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…