Gå videre til hovedindholdet

Striden mod det onde

I sin tale i Vandrer mod Lyset! taler Kristus om striden mod det onde, og han siger blandt andet:

"Thi stride I ikke m o d det onde, men følge I eders egne Lyster og urene Begæringer, d a  k u n n e  I  v i s s e l i g e n  i k k e  s e j r e."

Det er så let at ride med på denne verdens bølge, men derved kommer man meget let til at følge det onde i dets talrige afskygninger og give efter for dets snigende angreb.

Nogle bliver blændede af magtbegær, nogle bejler til folkegunst og søger berømmelse, andre giver viljeløst efter for mørket i jeget og den astrale genpart, de nedarvede drifter og instinkter, og glemmer at spørge sig selv, om man virkelig i sandhed søger at gøre det gode, søger af al magt at reformere sit jeg i overensstemmelse med lyset, det bedste i ånden, det ædle, det rette, glemmer således i ånd og i sandhed at vandre mod lyset.

Stopper man derimod op midt i strømmen og yder mørket modstand, beslutter bevidst at stride mod det onde, vil man snart mærke en øget styrke i jeget, mærke den derved forøgede lystilførsel fra Gud.

Vi sendes ikke til Jorden for blindt at ride med på denne verdens bølge af mørke, men for at stride mod det onde, for at stride mod det, for at vandre mod lyset og for at sejre!

Ja, hvis ikke vi strider mod det onde, da kunne vi ikke sejre, siger Kristus i sin mægtige tale til os mennesker. Derfor: Strider mod mørket, broder og søster, strid mod det onde og for det gode, vandrer mod lyset!

Så kan man, som den norske digter, Nordahl Grieg, skrev i sit digt, "Kringsat af fjender", spørge: "Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben", hvilke våben har vi mennesker, når vi vælger bevidst at kæmpe mod mørket, det onde?

Vi har samvittigheden! Samvittigheden som egentlig er skytsåndens manende røst vil altid søge at trække individet i retning af lyset, kærligheden. Vi kan således bevidst søge at gøre os lydhøre for samvittighedens stemme, den indre stemme, der stedse søger at trække os i retning af kærlighed, fred, barmhjertighed, tilgivelse, det gode.

Samvittigheden, skytsåndens stemme, må ikke forveksles med den indre stemme, der søger at forvirre os med andres forventninger til os. Denne stemme lyder, når vi har skuffet denne verden, skuffet andre mennesker ved ikke at leve op til deres forventninger, og det har vel aldrig rigtig med lyset, kærligheden at gøre.

Denne verdens stemme siger, hvordan andre mennesker eller vi selv gerne vil have at vi skal være, og den er ofte i opposition til det Gud og dermed skytsånden ønsker at vi skal gøre.

Lysets vej er kærlighedens vej, skytsåndens vej, samvittighedens vej, tilgivelsens vej, barmhjertighedens vej.

Derfor broder og søster: Vandrer lysets vej, lyt ikke til denne verdens stemme, lyt til samvittighedens stemme, den stemme der stedse taler kærlighed, tilgivelse, barmhjertighed, fred. Dét skal du kæmpe med, dét er dit våben! Strider mod ondt med kærlighed!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...