Gå videre til hovedindholdet

Striden mod det onde

I sin tale i Vandrer mod Lyset! taler Kristus om striden mod det onde, og han siger blandt andet:

"Thi stride I ikke m o d det onde, men følge I eders egne Lyster og urene Begæringer, d a  k u n n e  I  v i s s e l i g e n  i k k e  s e j r e."

Det er så let at ride med på denne verdens bølge, men derved kommer man meget let til at følge det onde i dets talrige afskygninger og give efter for dets snigende angreb.

Nogle bliver blændede af magtbegær, nogle bejler til folkegunst og søger berømmelse, andre giver viljeløst efter for mørket i jeget og den astrale genpart, de nedarvede drifter og instinkter, og glemmer at spørge sig selv, om man virkelig i sandhed søger at gøre det gode, søger af al magt at reformere sit jeg i overensstemmelse med lyset, det bedste i ånden, det ædle, det rette, glemmer således i ånd og i sandhed at vandre mod lyset.

Stopper man derimod op midt i strømmen og yder mørket modstand, beslutter bevidst at stride mod det onde, vil man snart mærke en øget styrke i jeget, mærke den derved forøgede lystilførsel fra Gud.

Vi sendes ikke til Jorden for blindt at ride med på denne verdens bølge af mørke, men for at stride mod det onde, for at stride mod det, for at vandre mod lyset og for at sejre!

Ja, hvis ikke vi strider mod det onde, da kunne vi ikke sejre, siger Kristus i sin mægtige tale til os mennesker. Derfor: Strider mod mørket, broder og søster, strid mod det onde og for det gode, vandrer mod lyset!

Så kan man, som den norske digter, Nordahl Grieg, skrev i sit digt, "Kringsat af fjender", spørge: "Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben", hvilke våben har vi mennesker, når vi vælger bevidst at kæmpe mod mørket, det onde?

Vi har samvittigheden! Samvittigheden som egentlig er skytsåndens manende røst vil altid søge at trække individet i retning af lyset, kærligheden. Vi kan således bevidst søge at gøre os lydhøre for samvittighedens stemme, den indre stemme, der stedse søger at trække os i retning af kærlighed, fred, barmhjertighed, tilgivelse, det gode.

Samvittigheden, skytsåndens stemme, må ikke forveksles med den indre stemme, der søger at forvirre os med andres forventninger til os. Denne stemme lyder, når vi har skuffet denne verden, skuffet andre mennesker ved ikke at leve op til deres forventninger, og det har vel aldrig rigtig med lyset, kærligheden at gøre.

Denne verdens stemme siger, hvordan andre mennesker eller vi selv gerne vil have at vi skal være, og den er ofte i opposition til det Gud og dermed skytsånden ønsker at vi skal gøre.

Lysets vej er kærlighedens vej, skytsåndens vej, samvittighedens vej, tilgivelsens vej, barmhjertighedens vej.

Derfor broder og søster: Vandrer lysets vej, lyt ikke til denne verdens stemme, lyt til samvittighedens stemme, den stemme der stedse taler kærlighed, tilgivelse, barmhjertighed, fred. Dét skal du kæmpe med, dét er dit våben! Strider mod ondt med kærlighed!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst