Gå videre til hovedindholdet

Striden mod det onde

I sin tale i Vandrer mod Lyset! taler Kristus om striden mod det onde, og han siger blandt andet:

"Thi stride I ikke m o d det onde, men følge I eders egne Lyster og urene Begæringer, d a  k u n n e  I  v i s s e l i g e n  i k k e  s e j r e."

Det er så let at ride med på denne verdens bølge, men derved kommer man meget let til at følge det onde i dets talrige afskygninger og give efter for dets snigende angreb.

Nogle bliver blændede af magtbegær, nogle bejler til folkegunst og søger berømmelse, andre giver viljeløst efter for mørket i jeget og den astrale genpart, de nedarvede drifter og instinkter, og glemmer at spørge sig selv, om man virkelig i sandhed søger at gøre det gode, søger af al magt at reformere sit jeg i overensstemmelse med lyset, det bedste i ånden, det ædle, det rette, glemmer således i ånd og i sandhed at vandre mod lyset.

Stopper man derimod op midt i strømmen og yder mørket modstand, beslutter bevidst at stride mod det onde, vil man snart mærke en øget styrke i jeget, mærke den derved forøgede lystilførsel fra Gud.

Vi sendes ikke til Jorden for blindt at ride med på denne verdens bølge af mørke, men for at stride mod det onde, for at stride mod det, for at vandre mod lyset og for at sejre!

Ja, hvis ikke vi strider mod det onde, da kunne vi ikke sejre, siger Kristus i sin mægtige tale til os mennesker. Derfor: Strider mod mørket, broder og søster, strid mod det onde og for det gode, vandrer mod lyset!

Så kan man, som den norske digter, Nordahl Grieg, skrev i sit digt, "Kringsat af fjender", spørge: "Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben", hvilke våben har vi mennesker, når vi vælger bevidst at kæmpe mod mørket, det onde?

Vi har samvittigheden! Samvittigheden som egentlig er skytsåndens manende røst vil altid søge at trække individet i retning af lyset, kærligheden. Vi kan således bevidst søge at gøre os lydhøre for samvittighedens stemme, den indre stemme, der stedse søger at trække os i retning af kærlighed, fred, barmhjertighed, tilgivelse, det gode.

Samvittigheden, skytsåndens stemme, må ikke forveksles med den indre stemme, der søger at forvirre os med andres forventninger til os. Denne stemme lyder, når vi har skuffet denne verden, skuffet andre mennesker ved ikke at leve op til deres forventninger, og det har vel aldrig rigtig med lyset, kærligheden at gøre.

Denne verdens stemme siger, hvordan andre mennesker eller vi selv gerne vil have at vi skal være, og den er ofte i opposition til det Gud og dermed skytsånden ønsker at vi skal gøre.

Lysets vej er kærlighedens vej, skytsåndens vej, samvittighedens vej, tilgivelsens vej, barmhjertighedens vej.

Derfor broder og søster: Vandrer lysets vej, lyt ikke til denne verdens stemme, lyt til samvittighedens stemme, den stemme der stedse taler kærlighed, tilgivelse, barmhjertighed, fred. Dét skal du kæmpe med, dét er dit våben! Strider mod ondt med kærlighed!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…