Gå videre til hovedindholdet

Ny blog inspireret af Vandrer mod Lyset!

På denne blog vil jeg præsentere tekster, der hovedsageligt er inspireret af værket, "Vandrer mod Lyset!", der oprindeligt udkom i 1920 i København. Værket blev udgivet ved lektor Michael Agerskov.

"Vandrer mod Lyset!" (VmL) markerer en ny epoke i menneskehedens historie. Den er blevet til efter nogle skelsættende begivenheder i den oversanselige verden, begivenheder som har afgørende indflydelse på vor verden, men som endnu ikke er alment kendte.

Det afgørende nybrud med VmL består i, at der heri fortælles, at Satan, eller Ardor som han kalder sig i værket, nu er vendt tilbage til lyset og Gud. Første del af værket består således af Ardors Beretning, en beretning bygget over spørgsmål fra menneskelig side, hvori en del af de sandheder, som han, Ardor, hidtil havde forsøgt at holde tilbage for os mennesker eller havde forvansket, bringes. Beretningen afsluttes med at han bøjer sig dybt for alle mennesker, og beder os inderligt tilgive, hvad han har forbrudt mod os alle.

Formår vi mennesker at tilgive, vil det have en overordentlig stor betydning for hver enkelt som tilgiver og for menneskeheden som sådan. Dermed vil vi løses fra det mørke, der længe har strømmet imod os fra ham, der engang var det ondes øverste repræsentant. Resultatet vil engang være en mere fredelig, en mere harmonisk verden.

Jeg håber at man vil have glæde af de tekster, jeg her vil bringe. Velkommen til!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d